Reddet fra dæmonernes greb

Som teenager røg Tabita Skov ind i en alvorlig depression, som lægerne ikke kunne gøre noget ved. Først da hun under forbøn blev sat fri fra dæmoner, slap depressionen sit tag i hendeTabita Skovs forældre blev skilt, endnu før Tabita begyndte i skolen, og i første omgang tænkte hun ikke så meget over det.
Først da hun var 10-12 år, og hendes far blev skilt fra sin anden kone, som havde været som en mor nummer to for Tabita, begyndte hun at reagere på de smertefulde adskillelser, som hun havde oplevet. Indtil da havde hun været en velfungerende pige med masser af venner og en fritid med musik og sport.
– Jeg begyndte efterhånden at føle mig forkastet og begyndte at få svingture, hvor jeg ind imellem røg helt ned i kulkælderen. Hele tiden var jeg lidt småked af det og deprimeret. Folk sagde, at det skyldtes puberteten og ungdomsårene, men jeg mistede også kontakten til min far i den periode, og jeg var meget bitter på ham. Jeg var begyndt at tænke over tingene og følte nok, at han havde smidt mig væk og kasseret mig, fortæller Tabita.
– Min lærer begyndte at tale om, at jeg skulle til skolepsykolog, men det var tabu for mig. Jeg var meget populær i klassen og havde noget at skulle have sagt, så jeg var ikke interesseret i at skille mig ud på den måde, mindes hun.
Men så skete der noget i Tabitas liv, som fik filmen til for alvor at knække.

Tabita havde på det tidspunkt en telefonsamtale med sin fars tidligere kone, og som et lyn fra en klar himmel fortalte farens ekskone Tabita, at hun mente, at Tabita havde løjet for hende, og at de derfor ikke kunne have kontakt længere. Det fik Tabitas verden til at revne.
– Et eller andet sted var det et enormt savn for mig, fordi jeg elskede hende virkelig meget. Hun havde været den der ekstra mor, når vi havde været deroppe.
– Det gjorde, at jeg følte mig endnu mere forkastet og endnu mere smidt væk. Nu havde jeg ikke flere holdepunkter ud over min mor. På det tidspunkt havde jeg allerede mistet min bedstefar, som til en vis grad havde været en faderskikkelse for mig.
Dagen efter den skæbnesvangre samtale med farens kone tog Tabita i skole, og mens klassen sad og skulle læse en novelle, kunne Tabita ikke klare det længere.
– Alt sortnede for mine øjne, og jeg tænkte bare: „Nu kan jeg ikke mere“, og så græd jeg, og det gjorde jeg så de næste to-tre uger. Mine lærere kunne ikke forstå, hvad der skete, for jeg havde altid været den der søde, udadvendte, flittige duks i klassen, som alle kunne lide, og lige pludselig afviste jeg mine venner og alle mennesker omkring mig, så min lærer hev selvfølgelig fat i mig og ville have mig til skolepsykolog, hvilket jeg slet ikke ville høre tale om.

– Når jeg i dag ser tilbage, så er jeg slet ikke tvivl om, at den dag der åbnede jeg for en ond ånd. Der skete et eller andet, for fra den dag og frem var jeg bange for alt – hele tiden. Jeg turde ikke gå på gaden, og det resulterede i, at jeg ikke var ude i meget lang tid. Og jeg turde ikke være i skole; jeg troede hele tiden, der var nogen, som ville slå mig ihjel.
– Når jeg var i et rum, kunne jeg høre, at der var nogen, der trak vejret. Jeg kunne høre, at der var nogen derinde ud over mig selv, selv om der ikke var nogen.
– Jeg var simpelthen så bange og begyndte at gå til skolepsykolog, men psykologen og jeg kunne ikke sammen, så han sendte mig rimelig hurtigt videre til ungdomspsykiatrisk afdeling, hvor jeg fik diagnosen depression.
I mellemtiden var Tabita stoppet i skolen, fordi hun ikke kunne holde ud at være sammen med nogen andre end sin familie. Hun troede, at alt, hvad andre forlangte eller forventede af hende, var ud fra et ondt motiv. Selv hendes familie havde hun det sådan med. Hun var helt sikker på, at de havde en ond bagtanke med alt, hvad de gjorde.
På dette tidspunkt fik hun antidepressiv medicin og kunne blive indlagt, hvis hun ønskede det, fordi hun var selvmordstruet, men hun valgte ambulant behandling, som hun var i de næste to år. Hendes medicinforbrug blev af psykiateren sat op fire gange, uden at det hjalp.

I disse to år var Tabita aldrig helt alene, for det turde hun simpelthen ikke. Om natten sov hun inde ved sin mor eller sine brødre, og hendes mor kunne ikke gå ud for at handle, hvis ikke en af de fire brødre kunne være hjemme ved Tabita.
– I begyndelsen kunne jeg godt sætte ord på, hvad det var, der var sket, og hvad det var, jeg var ked af. Men efterhånden som dagene og månederne gik, blev det mere og mere diffust, og det blev bare mørke det hele. Jeg følte mere og mere forkastelse og had. Jeg havde et enormt had til min far og ønskede at slå ham ihjel. Behandlerne fortalte mig, at det var helt naturligt og helt i orden, at jeg hadede min far, og de foreslog, at jeg skulle skrive mine følelser ned på papir. Så de næste tre måneder sad jeg og skrev, hvor meget jeg hadede min far, og det eneste, der kom ud af det, var, at jeg kom til at hade min far endnu mere.
– Men det er nok den største løgn, jeg nogensinde er blevet bildt ind, at det var okay at hade min far. Hadet og mørket kom derved til at fylde mere og mere i mine tanker, og jeg begyndte at hade alle andre også og blev ligeglad med min familie. Jeg var så mørk og negativ, at jeg kunne ødelægge enhver god stemning.

En dag kom en af Tabitas gamle veninders far for at tale med Tabitas mor. Han havde læst evangelisten Christian Hedegaards bog „Sejr over Dæmoner“, og han mente, at Tabitas problemer skyldtes, at hun havde en dæmon.
Det var en helt ny tanke for Tabita og hendes familie, fordi man ikke talte om dæmoner i den kirkesammenhæng, som familien var tilknyttet.
Venindens far sagde endvidere, at han mente at have fået besked fra Gud om, at han skulle tage Tabita med til en konference i Aalborg med den kenyanske evangelist Teresia Wairimu, og så ville Tabita blive fri.
Og da Tabitas eneste fremtidsudsigter på det tidspunkt var at havne på den voksenpsykiatriske afdeling, så sagde Tabitas mor ja med det samme, selv om hun og Tabita var meget ængstelige ved talen om dæmoner. Og det første møde i konferencen gjorde ikke Tabita mere tryg.

– Jeg var dybt rystet og chokeret over møderne i Aalborg, for det var sådan noget frikirkeligt noget, som jeg ikke var vant til. Og derudover havde jeg i to år ikke været ret meget ude blandt folk. Jeg kunne slet ikke have, når folk tilbad, så jeg havde lyst til at tage hjem igen med det samme. Men vi blev.
– Dagen efter gik jeg frem foran for at blive bedt for, og så røg jeg i gulvet, selv om jeg forinden havde tænkt: „De skal ikke få mig i gulvet“. Jeg blev virkelig chokeret, for jeg var ikke vant til den slags ting, og jeg gik udenfor og græd og tænkte: „Hvad i alverden var det“, for jeg kunne mærke, at det ikke var mig selv.
Samme aften går Tabita igen frem for at modtage forbøn, og Teresia Wairimu lægger hænderne på hende og beder for hende, men det kan Tabita faktisk ikke rigtig huske. Hun husker, at hun gik op foran for at blive bedt for, og det næste, hun husker rigtig klart, er, da hun morgenen efter vågner i sin seng.
– Jeg vågnede med en fornemmelse af, at det hele rundt omkring mig var vat – sådan noget lyserødt candyfloss-vat – og at jeg vejer 100 kilo mindre, end jeg gjorde aftenen før. Den morgen synger jeg ude i badet, og det er første gang i to år, at jeg er rigtig glad eller glad i det hele taget. Det var helt vildt at opleve; det var så stort for mig. Jeg oplevede også, at jeg kunne tale i tunger. Det havde jeg ikke kunnet før, og der var heller ikke nogen, der havde bedt om, at jeg måtte kunne tale i tunger, men jeg vågnede bare den morgen med et nyt sprog og var enormt glad.

– Min mor og min venindes far fortalte mig så, at jeg var blevet sat fri fra en dæmon aftenen før. Jeg var blevet slået i jorden, og så havde jeg faktisk været væk resten af aftenen.
Det mørke had i Tabitas liv var forsvundet, og hun oplevede, at ting havde sluppet taget i hende på en måde, som bare ikke kunne forklares. Psykiatrien havde forsøgt at hjælpe hende med disse ting i to år, og så var det hele lige pludselig væk.
– Jeg så Jesus på en helt ny måde, troen blev meget mere levende. Jeg stoppede øjeblikkeligt med både medicin og behandling, selv om min psykiater ikke syntes, det var en god idé. Og dernæst flyttede jeg til Sjælland, hvor jeg kom i huset hos Lena Løbner fra Evangelist (kristen organisation, red.) samtidig med, at jeg gik på bibelskole i København.
I løbet af de næste halvandet år blev Tabita sat fri fra mange flere ting – også ting med en dæmonisk årsag, og hun mener selv, at hun først blev en hel person efter den tid.
– Der var mange ting i mig, som skulle bygges op igen. Det var en proces at komme ud af forkastelse og frygt, forklarer hun.

I dag er Tabita 20 år og leder af Tabitas Hus, som er Evangelists behandlingshjem for piger, som har det svært i livet. I det arbejde har Tabita selv prøvet at bede for mennesker, som er blevet befriede for dæmoner. Behandlingsmetoden i huset er lidt utraditionel, idet kærlighed er det vigtigste behandlingsmiddel. Men bøn, bibellæsning og lovsang er også vigtige ting, ligesom alle nyankomne beboere begynder deres tilværelse i Tabitas Hus i det nordsjællandske Gørløse med tre dages bøn og faste.
Tabitas mål er i øvrigt at blive socialrådgiver, og i øjeblikket er hun i gang med hf.