Vandmandens oprindelige betydning

Artikel nr. 4 om „Stjernetegnenes Budskab“
Vandmanden: 20. januar – 18. februar
AQUARIUS -Vandmanden – forbindes ofte med New Age, fordi denne bevægelse påstod, at vi efter den kristne „fiskenes tidsalder“ nu var på vej ind i en ikke-kristen tidsalder.
Men som det fremgår af vores serie om de oprindelige astrologiske stjernetegn (uge 51, 52, 1 og 3) så fortæller de alle om Guds store frelsesplan med Jesus Kristus som centrum. Også Vandmanden.

Vandmanden er tegnet for Helligåndens udgydelse, og den nye tidsalder er ikke en efter-kristen tid, men netop den lovede tid, som der profeteres om allerede i Joels Bog i Gamle Testamente – formentlig i det 9. århundrede f. Kr.: „Jeg vil udgyde min ånd over alle mennesker. Jeres sønner og døtre skal profetere, jeres gamle skal have drømme, jeres unge skal se syner.“ (Joel 3,1).

Er det ikke netop dette, vi oplever mere og mere i de levende kristne kredse?
Aldrig tidligere har der været en sådan brug af nådegaverne, som i dette århundrede. Pinsekirkerne og de karismatiske kirker, hvor man har genopdaget den profetiske dimension, er de hastigst voksende – de tegner sig for 9 ud af 10 nye kristne!
Der sker i dag flere mirakler end nogensinde før, og vi har i Danmark endda fået særlig meget af denne velsignelse. (Hvis du ikke har opdaget det, så kommer du nok i de forkerte kirkelige cirkler! For Gud gør noget stort i vores tid.)
Som bekendt blev Helligånden sendt til jorden allerede ca. år 33 – fem uger efter, at Jesus løftedes op imod himlen for øjnene af diciplene.
Og den første kirke var også præget af Helligåndens dimension, ligesom vi har haft bølger op gennem historien.
Men aldrig så kraftigt og tydeligt som det sker nu.

Stjernebilledet Vandmanden består af 108 stjerner, heraf fire særligt kraftigt lysende.
Det forestiller en mand, som hælder en uudtømmelig kilde af vand fra en stor krukke. Vandet flyder ned i munden på en stor fisk. Når man véd, at vandet er symbol for Helligånden og fisken er tegnet for de kristne, er symbolikken påfaldende tydelig.
Det arabiske navn på den vigtigste stjerne (i højre skulder) er „Saad al Melik“, der betyder „fortegnelse over udskænkningen“. En anden stjerne (i venstre skulder) kendes som „Saad al Sund“, der skulle betyde „den, som går og kommer igen“. En tredje stjerne (i nederste del af venstre ben) har fået det hebraiske navn „Scheat“, som også betyder „den, som går og vender tilbage“. En anden af de klare stjerner (i krukken) har et egyptisk navn „Mon“ eller „Meon“, der betyder „urne“.
I mytologien – der ofte afspejler den oprindelige betydning – hedder Vandmanden Ganymedes, den opvakte, lovpriste og lykkelige, så jordisk smuk, at gudernes store konge og fader førte ham op til himlen på ørnevinger, for at han kunne leve i herlighed sammen med de udødelige.
I den klassiske kunst forbindes han med en ørn og en skål med udødelighedens nektar. Han er den evige Faders udvalgte ledsager.
Alt dette peger på, at Vandmanden, som hælder Helligåndens levende vand ud, er Jesus Kristus selv, om hvem Faderen sagde: »Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag!« (iflg. Mark. 1,11 – i en røst fra Himlen, da Jesus blev døbt).
I Dyrekredsen af 12 stjernebilleder, følger Vandmanden umiddelbart efter de stjernebilleder, der viser forsoningen.
Jesus sagde iflg. Johannes ev. 4,14: „Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.“
Også Esajas og andre profeterede om det vand, der skulle forvandle ørken til frugtbart land. Nogle fortolker det som Israels genopblomstring, som vi har set siden 1948, men der er også en åndelig dimension, som det fremgår af dette vers:
„For jeg udgyder vand over den tørstige jord, strømme af vand over det tørre land; jeg udgyder min ånd over dit afkom og min velsignelse over dine efterkommere.“ (Esajas 44,3).

Som nævnt i tidl. artikler, har hvert af de 12 stjernetegn tre mindre stjernetegn, som understreger symbolikken:
Fisken, som drikker     
Den store fisk, som drikker vandet (Helligånden) fra Vandmandens krukke, er stjernebilleder PICUS AUSTRALIS (den sydlige fisk).
Det består af 23 stjerner.
Fisken har en meget kraftigt lysende stjerne, som egypterne kaldte „Aar“ – der betyder „en strøm“. Egypternes ældste Dyrekreds over stjernebilleder er fundet på taget af Hathor templet i Denderah. Templet er bygget mellem 332-30 f. Kr., men da det passer bedre med, hvordan stjernehimlen må have set ud ca. 10.950-8.800 f. Kr. mener nogle, at det må være en kopi af en meget ældre Dyrekreds fra de allerførste menneskers tid.
Men fisken som drikker er altså tegn på de troende, som drikker det levende vand.
„…du lader dem drikke af din herlige bæk; for hos dig er livets kilde.“ (Salme 36, 9-10).

Et andet undertegn er PEGASUS – den vingede hest – der hastigt bringer gode nyheder. Hesten galopperer af sted i fuld fart, med store vinger, der flagrer fra skuldrene. Kun den forreste del er vist. „Pega“ eller „Pacha“ betyder „anføreren“. I Denderahs dyrekreds findes to skrifttegn under den vingede hest: „pe“ og „ka“. Sus betyder „hest“ – deraf navnet „Pegasus“.
Stjernebilledet Pagasus består af 89 stjerner, og Pegasus er et orienteringspunkt på himlen i sensommeren. (Da den ses mod øst, ser det ud, som om hesten flyver på ryggen.)
Men stjernenavnene i dette tegn tyder på, at det forestiller mere end en hest. Tegnets tre klareste stjerner er: Scheat (i øverste højre skulder), der betyder „som går og vender tilbage“; Markab (hvor halsen begynder) betyder „vender tilbage fra det fjerne“ og Algeneb (i kanten af vingen) betyder „som bringer med“. De andre stjernenavne er: „Enif“, dvs. „grenen“ og „Homan“, der betyder „vandet“.
Grækerne forvanskede som bekendt stjernebilledernes betydning med deres egen mytologi. Men noget af det oprindelige indhold findes stadig.
Pegasus var kendt af grækerne som „hesten fra den strømmende kilde“.
Set i forbindelse med den overordnede åbenbaring i alle stjernebilleder er Pegasus altså også et tegn for Kristus, som haster for at komme tilbage („se, jeg kommer snart“) for at hente de løskøbte, der imens velsignes med det levende livets vand.

Den styrtende svane afbilles også nogle gange som et kors. Den er et symbol på Kristus.

Det tredje undertegn er CYGNUS (Svanen), som består af 81 stjerner:
Dette stjernetegn ligger på og parallelt med Mælkevejens bane. Det forestiller en svane, den fornemme kongefugl. De vigtigste stjerner, der markerer dens vinger og krop, danner det største og mest fuldendte af alle kors i stjernetegnene.
I klassiske skrifter blev svanen betragtet som symbolet på poetisk ophøjethed, renhed og ynde. Adskillige legender relaterer til dette tegn, som også kaldes Nordkorset.
I den forvirrede græske mytologi er svanen den fugl, som Zeus forvandlede sig til, da han bejlede til Leda, hustru til kongen af Sparta. – Her kunne den oprindelige mening, som grækerne har forvansket, måske være at Gud (Zeus var jo grækernes højeste gud) forvandler sig til en Kongefugl (Jesus) der symboliseres med et kors. Svanen ser i øvrigt ud til at være styrtende nedad – som om den er såret.
I Denderahs dyrekreds er navnet på denne figur „Tes-ark“, der betyder „den langvejs fra“. Ja, netop.
Den klareste stjerne i svanen (i halen) er Deneb, der betyder „Herren“ eller „den dommer, der skal komme“.
Tre af dets andre vigtige stjerner er, på hebraisk, Sadr (i kroppen), som betyder „som vender tilbage som i en cirkel“; Azel (i halen) med betydningen „som går og vender hurtigt tilbage“ og Fafage (i halen), der betyder „skinner prægtigt“.
Som den hvide due er symbolet på Helligånden, er den stilfuldt rene og yndefulde svane, der bærer korset, et passende symbol på Kristus. Den sårende fugl, som måtte dykke ned til det lave, men vender tilbage som kongefugl og dommer.
I uge 7 vender vi tilbage med en artikel om næste stjernetegn: Fiskene.

Andre artikler i serien