Det skal dokumenteres

Eksorcisme bliver ikke på forhånd afvist af psykiater Poul Videbech som behandlingstilbud på sygehusene – man skal blot først dokumentere effekten af eksorcismeDa læge og forfatter Thomas Teglgaard i efteråret 2004 luftede muligheden for, at nogle patienter på landets psykiatriske afdelinger måske er besat af dæmoner, reagerede næstformand i Dansk Psykiatrisk Selskab, Poul Videbech, med „forfærdelse“.

Næstformand i Dansk Psykiatrisk Selskab, Poul Videbech, vil ikke principielt udelukke, at eksorcisme en dag kunne blive en del af behandlingstilbuddet i det danske psykiatriske system. Men det vil først kræve en grundig dokumentation af eksorcismens effekt og følgevirkninger. Han tror dog ikke meget på, at det vil ske.

Udfordringen har mødt næstformanden og bedt ham uddybe sin forfærdelse. Overraskende for nogle, afviser han principielt ikke nogen mulig behandling på forhånd – heller ikke eksorcisme, men fænomenet skal blot igennem en grundig undersøgelses- og dokumentationsfase først. Og den bevisbyrde tvivler han meget på, at tilhængerne af djævleuddrivelse nogensinde vil kunne løfte.
– Vi har alle sammen – alle psykiatere og psykologer – forestillinger om det ene og det andet, som vi tror på – altså vores private holdninger. Og jeg mener, at det er meget vigtigt, at vi ikke, uanset hvad de holdninger går ud på, kan pådutte dem værgeløse mennesker, som kommer i vores varetægt, og som vi forventes at tage os af, siger Poul Videbech.
– Der er vi nødt til at sige, at der er nogle ting, der er veldokumenterede inden for de forskellige videnskabsgrene, og det er det, vi må forholde os til. Hvis jeg bliver opsøgt af en kirurgisk patient, og jeg har en forestilling om, hvordan vedkommende skal behandles, så kan man ikke i 2005 leve med, at jeg bare udøver min praksis, som jeg nu synes, det skal gøres, hvorimod nabolægen gør det på en helt anden måde. Vi er nødt til at have en konsensus, som bygger på videnskabelige fakta. Så ved jeg godt, at der derudover er en stor gråzone, hvor vi ikke har videnskabelige fakta, og der må vi gøre det så godt, vi kan.
– Men jeg synes ikke, man kan komme med radikalt anderledes behandlingsprincipper uden at have det dokumenteret. Hvis jeg nu legede Ole Opfinder hjemme i mit køkken og fandt et nyt lægemiddel, som efter min mening var vældigt lovende, så kan jeg ikke komme og give det til nogle patienter på en afdeling og da slet ikke til nogle værgeløse patienter, der er svært psykisk syge, bare fordi jeg tror, det er en god idé.
– Det skal igennem alverdens råd og instanser og kontroller, og man skal sikre sig, at det ikke medfører kræft og ikke skader patienter, og endelig skal man sikre sig, at det virker. Og jeg synes, det er godt, at vi har en lov, som sikrer dette. Hvis man får en fiks idé, eller hvis man får en ældgammel idé, som menneskeheden har kendt til i tusinder af år og vil til at prøve idéen af, så mener jeg ikke, vi kan leve med, at man uden videre kan gøre dette. Man er nødt til at gå igennem det møjsommelige arbejde med at bevise, at idéen duer, før vi udsætter mennesker for den, fastslår han.
– Det gælder for kirurgi, det gælder for sukkersyge, og det gælder altså også for psykiatri, som bygger på en meget lang erfaring og på nogle videnskabelige resultater, og hvis jeg kommer og siger til nogle kolleger, at jeg altså vil revolutionere behandlingen, fordi jeg ved, hvordan verden hænger sammen, så er det op til mig at bevise, at jeg har ret, før jeg går i gang med det.

Man må gå den lange vej

Og det er det, som ifølge Poul Videbech er det største problem med eksorcismen. Der er ikke noget bevis for den som psykiatrisk behand-lingsmetode, og der er ikke nogen systematiske undersøgelser af effekten eller skadeligheden af den. Derfor kan man ikke forlange, at værgeløse danskere skal lægge hoved til sådan en behandling.
– Hvad nu hvis en bindegal psykiater finder ud af, at en helt tredje behandling er god, skal han så bare have lov til at udføre den? Selvfølgelig skal han ikke det. Tænk, hvis det var din mor, som blev indlagt på en afdeling, hvor lægerne bare kunne handle efter deres eget hoved, og en gal læge kunne gøre, hvad der passede ham.
– Uanset om man kan lide tanken om dæmoner og eksorcisme eller ej, så kan man ikke have sådan et frit slag. Man er nødt til at sige, at det her skal undersøges nærmere, og hvis det kan dokumenteres, kan man få lov til at bruge det. Derfor kan det principielt ikke udelukkes, at eksorcisme med tiden bliver et af flere tilbud i psykiatrien, men jeg tror ikke nogen præster eller andre vil kunne løfte bevisbyrden, vurderer Videbech.
– Akupunktur er et godt eksempel på en alternativ behandlingsform, som er blevet accepteret. Da jeg var en helt ung læge, var akupunktur enormt eksotisk, men så var der nogle neurologer, som begyndte at bruge det mod hovedpine og lavede undersøgelser og tests, som blev godkendt af Videnskabsetisk Komité. Og efterhånden – og det har taget lang tid – har akupunktur kæmpet sig vej ind, så det er noget, læger bruger i dag, og det har faktisk også sneget sig ind i psykiatrien, hvor der er nogle læger, som bruger akupunktur mod depression, oplyser han.
– Det er den vej, man skal gå, hvis eksorcisme skal ind i psykiatrien, og det er en lang vej, men man er nødt til at gå den for ikke at skade folk. Lægehistorien er fuld af behandlingsformer, som var skadelige, og som tog livet af millioner af mennesker. Man gjorde det i den bedste mening, men det var ikke undersøgt videnskabeligt. Og det er for ikke at gentage sådan en fejltagelse med gamle tanker, som måske kan være fristende, men som måske også kan være farlige, at man må gå den lange vej.
– Det eneste værn, vi som almindelige mennesker har over for skøre idéer – det er videnskabelige undersøgelser. Dette skal ikke forstås som et korstog mod præster eller mod åndelighed i det hele taget, for det er noget, som har stor betydning for masser af mennesker, og jeg har samarbejdet med mange præster, som jeg har dyb respekt for. Men vi er nødt til at gå videnskabeligt til værks, når det handler om behandling af syge medborgere.