Har vi glemt Det Hellige Land?
Tidligere volontør fortæller om Israel, frygten, mediebillederne og konsekvenserne af intifadaen. Hvordan er det dernede nu? Og kan man godt rejse til Israel igen?Da Ariel Sharon brød alle uskrevne regler og besøgte Tempelpladsen i september 2000 forvandledes Israel! Med ét udbrød praktisk talt en borgerkrig, og endnu en intifada var begyndt. 
Dagligt dækkede pressen historier om de vedvarende gensvar på både israelske og palæstinensiske grusomheder. Herhjemme kunne vi følge med og blev fyldt med bekymringer, sorg og det store hvorfor? Hvorfor skulle det ske, og hvorfor kunne der ikke findes en løsning?
Jeg selv befandt mig i Jerusalem ved intifadaens begyndelse. På egen krop skulle jeg forholde mig til situationen, frygten og bekymringerne. Skulle jeg holde op med at tage bussen, når jeg skulle til den gamle by? Skulle jeg undgå at besøge steder, hvor mange mennesker samledes? Skulle jeg i sidste instans bukke under for frygten, pakke min kuffert og rejse hjem?
Jeg valgte at gennemføre min planlagte tid, med opgaver og oplevelser i Jerusalem. På det tidspunkt arbejdede jeg som volontør for den danske kirke i Jerusalem og arbejdede primært for de danske volontører i byen. Det efterår var der omkring 50 danske unge i Israel, som arbejdede som frivillige på forskellige institutioner rundt omkring. Det følgende forår var antallet halveret og næste efterår endnu en halvering. De sidste par år har der været cirka en håndfuld fastboende volontører dernede hvert halve år. Og hvis er skylden? Selvfølgelig både det israelske militær og de islamiske terrororganisationer, men så sandelig også den internationale presse med dens kontinuerlige dækning af landets dark sides. Men hvad er sandheden om Det Hellige Land? Eller i hvert fald min opfattelse af sandheden?
Israel er et land uden sammenligning! Et land som har et unikt mix af kulturer og religioner. Inden for et område på størrelse med Jylland florerer både kristendom, jødedom og islam, hvilket giver komplikationer og spændinger, og er altså for tiden grundlag for en intifada. Men trods intifada rummer landet uanede muligheder og oplevelser. Erfaringer viser, at man sagtens kan færdes rundt i Israel og egentlig være lige så tryg som i et hvilket som helst andet land. For selve det at leve er jo en risiko, men ikke desto mindre gør vi det hver dag vi tænker os bare om og forsøger at handle rationelt. Og ved os trygge i Guds hånd! Og med det i baghovedet er også Israel et helt oplagt ferie- eller volontørsted. Men jeg har bare på fornemmelsen, at vi har glemt det.
Israel har virkelig alt, hvad hjertet kan begære. Inden for en diameter på godt en kilometer i Jerusalem kan man stå på Oliebjerget, snydes i suqen i den Gamle By, strolle på strøget og snuse på det jødiske marked. På en halv times tid kan man gå igennem flere årtusinders historie, kulturer og religioner. Inden for få timers kørsel kan man stå i den tørreste ørken omgivet af stilhed, storhed og stjernehimmel, bade i verdens mest saltholdige hav og vandre i frodige, fugtige fjeldområder.
Et besøg i Israel fornyer også ens åndelige liv. Troen på Jesus bliver virkeliggjort og konkretiseret på en helt ny måde ved at opleve nogle af de steder, hvor man ved, at han færdedes.
Simon Kofod-Svendsen er rejseleder, når Israelsmissionens Unge fra den 14.-23. oktober arrangerer en særlig ungdomsrejse til Israel. Arrangørerne ønsker blandt andet at give danske unge en fornemmelse af, at Israel er meget andet og meget bedre end de billeder af landet, som medierne oftest giver. Turen henvender sig til alle unge over 18 år, og der er tilmeldingsfrist midt i juni.
