Var Jesus en Jedi-Mester?
Jedi-ridderne har igen indtaget de danske biograflærreder, og måske har de lyssværd-svingende helte mere at sige os, end man lige skulle tro
Så er Star Wars feberen over os igen for sjette og måske sidste gang. Nogle står i kø ved billetlugerne med lyssværd og Darth Vader-hjelm i hånden, andre ryster på hovedet og slår over på Hammerslag.
Da mine venner og jeg i begyndesen af 80erne så de første Star Wars film synes vi, at Jedi-ridderne og deres lyssværd var noget af det sejeste der fandtes måske bortset fra Superman.
Nu (efter en del modning) synes jeg, det er mere fascinerende at se de dybere lag i de forskellige figurer i Star Wars serien, samt grunde over de religiøse og filosofiske træk i filmens univers.
I Star Wars universet er The Force (Kraften) den alvidende og almægitge men neutrale – kilde som binder universet sammen. Dem der er trænet i at indstille deres antenner på The Force kan se, hvad der kommer til at ske om lidt; hvilket giver en klar fordel i kamp. Desuden kan de påvirke andres tanker (dog kun svagere intelligenser). Jo stærkere en mester er, desto mere kan han flytte og smide rundt med ting ved hjælp af tankens kraft, og han kan til en vis grad også helbrede. Anakin Skywalker, som er hovedpersonen i de første tre film, drømmer endda om at blive så stærk i The Force, at han kan forhindre død. Jedi-ridderne bruger den gode side af Kraften til at kæmpe for demokrati og orden, og Sith-fyrsterne bruger den mørke side af samme kraft til at herske og ødelægge.
Hvis vi ser bort fra de buddhistiske træk ved jediernes munke-orden og den indflydelse som Carls Jungs tanker om det kollektivt ubevidste har haft på George Lucas (skaberen af Star Wars), så synes jeg, at ligheden mellem jediernes og Jesus tanker og livsstil er slående:
Jedierne var vogtere af fred og retfærdighed Jesus er Fredsfyrsten og Retfærdighedens konge.
Ved at meditere på kraften kunne Jedierne tappe ind i ressourcer som var større end dem selv Jesus lyttede til Faderen og fik derfra hans instruktioner og ressourcer til at helbrede og gøre undere.
Jedierne opgav deres personlige relationer og begær for at følge deres kald Jesus frasagde sig sin familie for at få brødre og søstre over hele jorden gennem troen på ham, og han levede i cølibat for på den sidste dag at kunne hente sin brud (Kirken).
Jedierne blev ofte fristet til at bruge deres kræfter for egen vindings skyld og kunne derigennem vindes over til den mørke side – Jesus blev fristet af djævelen til at herske over jorden, hvis han vil bøje sig for den mørke.
»Frygten er vejen til den mørke side. Frygt fører til vrede. Vrede fører til had. Had fører til lidelse«, siger jediriddernes åndelige overhoved, Yoda.
Sand kærlighed uddriver al frygt siger apostlen Johannes i Bibelen.
Jeg ved godt, at jedierne bare er fantasi, og at sammenligning med Jesus næsten er blasfemi…! Men det er tankevækkende, at mange ny-religiøse faktisk ser op til Jesus som en mester. Selvudvliklings-guruerne ser Jesus som et eksempel på én der havde nået det ultimative inden for mental kontrol og selvrealisering. New Agere ser Jesus som én der har opnået det højeste stadie af renhed og lys. Jeg har også talt med mennesker som tror på UFOer, og som i ramme alvor mener, at Jesus havde forbindelse til væsener fra det ydre rum, som var kilden til hans ekstraordinære evner.
En sidste sammenligning: Jedi-kandidater blev udvalgt på grundlag af hvor højt midi-chlorian-tallet i deres blod var (midi-chlorianere er det substans som Kraften er lavet af). Jesus ønsker at give dig en ordentlig dosis af hans Helligånd hvis du har Helligånden i dig, er du fuldt udrustet til at kunne høre fra Gud, profetere og bede om helbredelse for andre mennesker du får endda magt til at befale over mørkets tjenere (dæmonerne)!
Frelsen fra Gud og Helligåndens kraft er en gratis gave du skal ikke fortjene den. Men hvis du ønsker at blive brugt som et stærkt redskab i Guds rige og i kampen mod det onde, så får du brug for en jedi-ridders tjenersind, engagement og trofasthed. Vi har brug for flere Jesus-riddere i vores land . Må Guds Kraft være med dig!
Læs anmeldelsen af den sidste Star Wars-film