„Hvorfor lige mig, Gud?“

Nancy Guthrie giver med baggrund i egne erfaringer og ud fra Jobs Bog åndelig
vejledning til den, der kender til lidelse – og stiller spørgsmål …Forfatteren til denne bog er en kvinde, der med et par års mellemrum har mistet to børn. Hun fortæller her, hvordan hendes tro holdt, selv om alt håb var ude. Jeg kommer til at tænke på det populære udtryk „Less is more“, der anvendes bl.a. i kultur- og erhvervslivet. Det henviser til, at mindre af et eller andet ofte har en meget større virkning end en hel masse. Der er noget „Less is more“ over denne bog. Den er på kun 100 sider med forholdsvis stor skrift på små sider. Omslagsfotoet er i få farver: Det viser nogle simple stearinlys, sat op på række. Lysenes flammer indgyder en fornemmelse af ro og alvor. Bogens indhold er desuden enkel i den forstand, at der kun er ét tema. Sproget er let, uden vanskelige ord og snørklede sætninger. Enkelheden er velvalgt og gør bogen til en større bog, end hvis den var slået stort op, fordi den åbent og direkte går til os om et frygtelig vanskeligt emne: Lidelse.

Bearbejde tunge tanker

Der er skrevet mange teologiske og filosofiske værker om lidelse, hvilket har sin berettigelse, men de er ofte for abstrakte til, at vi almindelige mennesker kan forholde os til dem. Der er også skrevet mange bøger, i hvilke mennesker fortæller deres egen lidelseshistorie. De har deres største berettigelse i selve skriveprocessen for forfatteren, idet denne gennem skriveri-erne kan bearbejde de stærke følelser og mange tunge tanker, som lidelse bringer med sig. Sådanne bøger kan være til hjælp for andre mennesker i tilsvarende nød, da indsigt i, hvordan en anden klarede sig igennem, kan give mod. Men alt for tit er disse bøger af for ringe kvalitet, fordi de enten er for snævre eller for generaliserende.

Tag ved lære af Job

Nancy Guthrie formår at bruge sin egen historie som baggrund og på den baggrund sætte fokus på et alment eksistentielt område af vores liv, nemlig forholdet til Gud, når vi lider. Hun udfolder tekster fra Jobs Bog og mener, at Job skal lære os noget om lidelse. Derfor fik Nancy Guthrie hjælp ved at studere Jobs Bog, da hendes egen lidelse var på sit højdepunkt, og derfor deler hun Jobs erfaringer med os: Hans tab, tro og tvivl, og hans overgiven sig til Gud, samt hans forventninger og skuffelser i de medmenneskelige relationer. Forfatteren retter vores opmærksomhed på det, hun har lært af Gud via Jobs Bog, fordi hun mener, at vi alle har noget at lære af historien om Job. Det er i al sin enkelhed åndelig vejledning! Bogen er oplæg til bibelstudie. Ikke til et studie i en bibelkreds, men til en individuel dvælen ved Guds ord, når egne erfaringer gør spørgsmålet: „Hvorfor lige mig, Gud?“ aktuelt.

For den der lider

Den engelske titel, „Holding on to Hope“, er umulig at oversætte. Hope er et pigenavn, navnet på den datter, der blev født dødssyg. Navnet var valgt, før forældrene vidste noget om den kommende sygdom og død. Udfordringen blev derfor at holde fast ved Håbet, da den dødelige sygdom blev kendt. Forfatteren videregiver hjælpen til at holde fast ved „Håbet“ – skrevet med stort og i bestemt ental, fordi håbet er Kristus selv. Det er en bog for den, der netop nu lider.

Nancy Guthrie:
Hold fast ved håbet
En vej gennem lidelse til Guds hjerte
112 sider • 129,95 kr.
Lohse