Hjælp til de trætte

I „Den indre krafts kilder“ er der gode råd til, hvordan vi undgår at blive udbrændte.Igen udgiver Steno-Forlag en bog, der fortjener at blive læst langt uden for egne (katolske) rækker.Selv om meditation og stilhed er blevet trend i vide kredse, er modsætningerne: overfladiskhed og uro det, vi søger mest! Jeg skriver bevidst ordet „søger“, for uro er ikke noget, der angriber os, uden at vi selv er medvirkende. Tvært-imod er indre uro et resultat af den urolige måde, vi lever på. Vi kan søge hastighed, aktiviteter og præstationer, der udmatter, eller vi kan søge de kilder, der giver styrke og energi til livet. Når vi ud-mattes bliver det sværere og sværere at finde de kilder, der plejer at give kraft – vi udtørres, tømmes for energi, bliver udbrændte.

Anselm Grün forsøger i denne bog at hjælpe os til at forebygge udbrændthed og til at finde tilbage til livets kilder, når udmattelsen har sat ind.
Bogen er rig på kilde- og vandsymbolik, som f.eks.: Der skal i søgningen efter de livgivende kilder graves dybt, for ellers støder man bare på grumset vand! Grumsede kilder er bl.a. ærgerrighed, arbejdsnarkomani og perfektionisme. Disse kilder er den direkte vej til udmattelse. Grün balancerer godt mellem på den ene side at beskrive det ansvar, vi selv har for resultatet af at drikke af de grumsede kilder, og på den anden side at erkende, at livsmønstre overtages ubevidst fra forældrene og kan være særdeles vanskelige at lægge fra sig.
Der skal bores dybt ned i vores væsen for at finde vore egne ressourcer, så vi kan slippe det, vi har med os hjemmefra, og som ikke er livgivende. Det kan for eksempel være forældrenes latterliggørelse af det, barnet selv lavede, som kom til at betyde, at al kreativitet blev gemt af vejen til fordel for udelukkende fornuftige gøremål. Barnet holdt op med at lege, og da det blev voksen, kunne det kun bruge hovedet til meget fornuftige, men også meget trættende ting. Den voksne fik ikke lært at holde fri og lade op.

Efter at have givet mange gode ideer til, hvordan man finder klare kilder i sig selv, fortsætter Grün sin kildesymbolik ved at lede os til grundvandet. „De menneskelige kilder er oplivende og vigtige, men har også deres begrænsninger. Derfor længes vi efter den uudtømmelige kilde i os, som ikke stammer fra os selv, men er skænket af Gud. Denne Helligåndens kilde strømmer i ethvert menneske, men alt for ofte er vi afskåret fra den eller ikke opmærksomme på den.“
Spiritualitet er ensbetyden-de med at leve af Helligån-dens kilde. Det er den ånd, som de, der tror på Jesus, skal få, siger Grün med henvisning til Johannes evangeliet. Der er nok en sproglig sammenhæng til spiritus, men Grün opfordrer ikke til et sanseløst berusende liv med Helligånden, hvor vi ikke er os bevidst, hvad der er Guds ånd, og hvad der er noget andet – tværtimod!
Resten af bogen er meget praktisk og ender med et afsnit, hvor forfatteren fortæller, hvilke kilder han selv øser af, og i et andet afsnit opfordrer os til at finde vores egne kilder. På en gang dejligt udogmatisk og helt skriftnært!

Via fremhævelse af åndens frugter og en beskrivelse af en lang række kristelige dyder når vi frem til eller rettere tilbage til bøn, bibellæsning, meditation, gudstjeneste, ritualer m.v. Men det er ikke længere krav til mig, når jeg ser med de øjne, bogen her lægger op til. Den kristne praksis er ikke veje til kilderne, men de er selv kilder. Det er bogens livgivende pointe. „Hvis man mediterer en halv time, føler man sig ofte styrket og forfrisket bagefter“, siger Grün. Jeg har lyst til at tilføje, at det ofte er forbavsende få minutter sammen med Gud, der skal til, for at jeg føler mig styrket.

Anselm Grün:
Den indre krafts kilder
Om at undgå at blive udbrændt – og udnytte positive energier
189 sider
179 kr.
Steno-Forlag