Ung musik-pastor skal bane vejen

Andreas Mathew er landets første event- og musikpastor. Han skal få kristne kunstneres frem i den kommercielle showbranche. Han står også bag sine tre søskendes succes. – Det hele begyndte som en sur pligt for Andreas Mathew, da han som 14-årig blev tvunget af sin far, der var præst, til at overtage børnekoret i Pinsekirken i Hirtshals.

– Kunstneriske gaver og talenter er givet af Gud. Derfor skal de udvikles og bruges til velsignelse i og udenfor kirken, siger „musikpastor“ i Pinsekirken i København, Andreas Mathew.

Det viste sig dog hurtigt, at være et rigtigt træk fra faderens side. Sønnens multitalent indenfor sang og musik blev hurtig synligt. Både til selv at stå på en scene og ikke mindst talentspejde og bringe ukendte navne frem til succes i dansk underholdningsindustri.
De største succeser, Andreas har været med til at bringe til torvs, er foreløbig f.eks. børneduoen Creamy, der fik en Grammy og solgte 200.000 af deres første cd, børnestjernen Razz, B-Boys og broderen Simon Mathew, der vandt i TV2’s underholdningsprogram „Scenen er din“. Hans single „These Arms“ ligger blandt de tyve bedste på P3’s tjekliste i øjeblikket.
Men alt det er kun én side af den 30-årig Andreas Mathews talent. Ved siden af at drive et management for kunstnere, blev han i år ansat som event- og musikpastor i Pinsekirken i København. Foruden selv at være sanger og medleder af lovsangsgruppen i kirken har Andreas det pastorale ansvar for musik- og eventlivet i kirken, der har 1200 medlemmer.
Kirkens årlige juleshow har over 100 medvirkende, både professionelle kunstnere og frivillige. Det arrangement er en del af Andreas’s ansvar.
– Min vision er at skabe et miljø af kreativitet og åndeligt fællesskab. Kirken skal være et sted, hvor også kunstnere, sangere, musikere, artister og skuespillere trives. Et sted, hvor de føler sig værdsat, elsket og accepteret.
Desværre har vi alt for ofte set, at mennesker med et kreativt og kunstnerisk talent er sivet væk fra kirkerne herhjemme. Fordi de ikke føler sig godt behandlet, eller man måske har drevet rovdrift på deres talent. Man taler forbi hinanden, fordi man tænker forskelligt, påpeger Andreas Mathew.

Gud og karriere
kan godt forenes

I Pinsekirken i København, er flere af sangerne og musikerne i lovsangsgruppen professionelt uddannede og lever af det. Den kombination brænder Andreas Mathew for. Han mener, at alt for mange kunstneriske talenter er gået tabt i Guds rige.
– Kunstneriske gaver og talenter er givet af Gud, derfor skal de udvikles og bruges til velsignelse både i og udenfor kirken.
Kunstnere elsker Jesus og vil gerne tjene ham, lige som alle andre mennesker i kirken, men kirken har bare ikke kunnet rumme dem. Og nu taler jeg om kirkerne generelt. Jeg kan nævne de første 20 navne på professionelle kunstnere, der stille og roligt er sivet ud af det kirkelige miljø her i landet, fordi de er blevet såret, misforstået og ikke har følt sig hjemme.
– Det er for stærkt at sige, at kirken har svigtet, men kirken har ikke set behovet for at skabe et specielt miljø, hvor de trives. Men det er ved at ændre sig rundt omkring. Jeg mærker personligt en stor opbakning fra præsterne her i kirken. De er meget interesseret i dette område.
– På sigt er det min drøm at skabe en konsulentvirksomhed for kristne kunstnere, hvor de kan søge rådgivning og forbøn. Men det venter ude i fremtiden endnu, siger Andreas.

Anden livsstil
og tidsbegreb

Det hører også med til en pastoral tjeneste at kunne trække en grænse og sætte folk stolen for døren i yderste fald.
– Det har jeg måttet gøre i nogle tilfælde. Men det handler først og fremmest om at kunne opdrage i kærlighed og imødekommenhed. Det kommer man længst med.
Kunstnere har generelt en anden livsstil, fordi de tænker, opfatter og arbejder anderledes end de fleste.
– Folk, der står på en scene, udleverer sig selv. Derfor er kunstnere ofte meget følsomme og sætter meget høje krav til sig selv og deres omgivelser.
Kreativiteten arbejder ikke kun fra kl. 8-16. Deres tidsbegreb er anderledes. Kunstnere arbejder om natten. Så kan det ikke nytte noget, at præsten skælder ud, fordi de ikke sidder på mødet hver søndag formiddag. Sygeplejersken, der har været på nattevagt, kommer heller ikke i kirken søndag morgen. Hvorfor så kræve det af musikeren, der har været på arbejde hele natten?

Ny generation kunstnere

– Når man står på scenen, er man et forbillede, uanset om man ønsker det eller ikke. Derfor angriber Djævelen kunstnere på alle områder. Der skal være en dør i kirken, de kan banke på, både når de ønsker en snak, forbøn eller har et praktisk spørgsmål f.eks. angående deres økonomi.
– Det er et stærkt vidnesbyrd både at kunne tjene Gud og leve et kristent liv, samtidig med at man optræder udenfor kirken. Kunstneres livsstil er forbilleder uanset hvilken scene, de står på. Der er brug for kristne i showbranchen. Jo flere jo bedre, understreger Andreas Mathew, der begejstret peger på, at der er en generation af unge kristne kunstnere på vej.
– Det er unge, som er parat til at betale prisen ved at følge Jesus, som tjener i kirken ved siden af deres levebrød som musikere og sangere i den kommercielle showbranche. De findes overalt i landet. De spirer frem i de her år. Det er meget opmuntrende.

Børnestjerner
fra kirkekoret

Andreas og hans fire søskende, Rebekka på 19, Sabina, 25, Simon, 21, og Maria på 32 år, er vokset op i et præstehjem med sang og musik.
Andreas kunne i dag ikke forestille sig en tilværelse uden musik og sang, selv om det begyndte som en sur pligt.
– Der var ikke andre til at overtage børnekoret i kirken, da en ældre dame stoppede, så min far overlod det til mig. Det er jeg glad for i dag, selv om jeg ikke gad dengang. Jeg har altid selv været glad for at synge og spille og besluttede derfor at tage arbejdet med børnekoret som en udfordring og give det en chance.
Koret fik hurtigt navnet Unoderne, indspillede flere cd’er, solgte godt og turnerede over hele landet. Derefter arbejdede jeg med børnekoret KOPP, som også blev en succes med koncertturneer i ind- og udland.
Ud af KOPP, kom Ranva og min søster Rebekka og dannede Creamy. Det var nogle producere, der fik ideen til at sætte dancerytmer til kendte børnesange. De udgav tre cd’er, hvoraf en udkom i otte lande.
Simon, Rebekka og min anden søster Sabina er i øjeblikket ved at indspille deres første album, som udkommer til september. De tre har arbejdet hårdt for at komme dertil, hvor de er i dag.
Talent er ikke nok. Kunst er også hårdt arbejde, pointerer Andreas Mathew, der er gift med Helene på 26 år, som er uddannet dekoratør og nordjyde, som han selv.