Hvor din skat er…
En mandag i september 1982 stødte en landmand på Læsø på en skat. Han var i færd med at grave ud til et nyt fundament under en gammel stald, som var brændt.
Pludselig rasler det ned med gamle mønter fra før 1672.
En gammel jydepotte indeholdt 565 danske kroner og 244 halvkroner, 332 markstykker fra Christian IV, Frederik III og Christian Vs tid, samt næsten 500 små toskillinger. Og så var der 69 hele, 26 halve og 60 kvarte dalere den tids Euro, som var 6 mark værd. Formuen svarede til 100 okser!
Ud fra sammensætningen af mønterne og opslag i gamle kirke- og retsbøger fandt forskere frem til, at skatten nok er gravet ned af Bogøgårds daværende ejer, Laurids Lauridsen Melchiorsen. På først én og så to skuder bragte han træ fra Norge. Det var farligt på grund af svenskekrigene, men de, der vovede pelsen, tjente stort. Og Laurids var ung og nygift med Maren Andersdatter, og de fik seks børn.
Men hvad fik han ud af det? I 1675 udbrød den skånske krig, og i 1683 er hans enke anført som ejer af gården.
På hendes gravsten, som kan ses på tårnets sydmur af Vesterø kirke, er der en tegning af et skib i havsnød og en engel derover. Laurids druknede altså formentlig i krigen…
Desværre havde han ikke sagt til Maren eller børnene, hvor skatten lå
! Hvilket han sikkert har ærgret sig gevaldigt over, da han lå i havsnød og druknede. Hvorfor havde han da også været så bange for, at hun skulle bruge af den? Eller at de to voksne sønner, Melchior og Laurids, skulle stikke af med pengene. I 1686 fremgår det af birkedommerens bog, at den yngste søn får erklæret den ældste søn død. Han er ikke set i syv år, efter at han stak af til Glückstadt for at undgå krigstjeneste og derfra rejste han til Indien. Måske har lillebroren haft mistanke om, at den store var stukket af med formuen. Han har jo nok kunnet lægge to og to sammen.
Og tænk, mens de levede så nøjsomt på Læsø, lå skatten lige under trægulvet! Og tilmed spøgte det på gården, som om Laurids genfærd ikke kunne slippe den tabte skat.
Da skatten endelig findes over 300 år senere – er den forældet og uduelig, kun til glæde for forskerne…
Kærlighed til penge gør os grådige, nærige, ja, hårde og egoistiske. Vi får de forkerte motiver og værdier. Vi forsøger at sikre os selv i stedet for at stole på Gud og hjælpe vores næste. Det siger Bibelen og virkeligheden viser, hvor sandt det er. Dér, hvor jeres skat er, vil også jeres hjerte være. (Lukas 12, 34)
Så hvor er vores skat?
Kilde: Skalk 4/84