Jomfruen med barn

Artikel nr. 11 om „Stjernetegnenes oprindelige Budskab“ handler om det første tegn i den astrologiske dyrekreds, Jomfruen, der i de oprindelige zodiaker havde et barn – hvilket barn var mon det…?Vi begyndte denne serie ved juletid sidste år og har fulgt solens bevægelse i de forskellige stjerne-tegn. Derfor er vi først nu nået til det første stjernetegn i dyrekredsen: Jomfruen.Solen står i Jomfruens tegn fra d. 24. august til 23. september. Men i denne serie er vi ikke optaget af, hvad nogle astrologer måtte mene, at horoskoperne kan fortælle. Vi ser i stedet på, hvad stjernetegnene oprindeligt symboliserede. Hvilken profetisk bibelhistorie de åbenbart fortæller.
At stjernetegnene var kendt længe før den kristne tidsregning, er helt sikkert. Dels nævnes tegnene i Jobs bog (ca. 2-3.000 før Kristus), dels er de omtalt i den sumeriske skabelsesberetning, som i den 5. tavle beskriver, at Gud skaber stjernebillederne. Tavlerne er fra ca. 2.000 før Kristus.
Og netop derfor er det forbløffende, hvad alle disse stjernetegn fortæller om en “jomfru med barn”, “kvindens sæd”, “slangen, som hugger i hælen”, og mange kendte bibelske udtryk.

Stjernebilledet Jomfruen består af 110 stjerner.
I forbindelse med Jomfruen er der tre mindre tegn: Coma (barnet), Centaurus (halvt menneske, halvt hest) og Bootes (”den, der kommer”).
For bibellæseren minder Jomfruen med barn naturligvis om Maria. Allerede i Esajas’ Bog forudsiges: ”Men Herren vil selv give jer et tegn: Se, den unge kvinde (jomfruen) skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel” (Es 7,14). Dette citeres igen i Mattæus 1,22-23: ”Alt dette skete, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: ‘Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel’ — det betyder: Gud med os.”
Marias jomfrufødsel har stået centralt i hele kristendommens historie og er naturligvis ofte blevet modsagt af mennesker, der ikke kan fatte det guddommelige. Men uanset hvad man mener, må alle anerkende, at ”jomfruen, der bliver med barn” hænger uløseligt sammen med det kristne evangelium. Derfor er det interessant, at man flere tusinde år før kristendommen havde et stjernebillede kaldet Jomfruen – med et barn!
Jomfruen kaldes i hebræisk astrologi Bethulah (jomfru), i græsk astrologi Parthenos (pigen med jomfruelig renhed), i arabisk astrologi Adarah (den rene jomfru).

Alle traditioner forbinder dette stjernebillede med en jomfru. Men det overraskende er, at man i de ældre stjernebilleder tegner jomfruen med et barn på skødet, nemlig stjernekonstellationen Coma, der består af 43 stjerner.
Comah betyder ”den ønskede”, „den ventede“ eller ”den, man længes efter”, hvilket også klinger bibelsk.
Hundrede år før Kristus blev født, fandtes et alter i Gallien med inskriptionen: „Til den jomfru, som skal give fødsel“. Jo, Han var ventet.

I den 4.000 år gamle Denderah zodiak (dyrekreds) gengives Jomfruen med en gren i højre hånd og nogle kornaks i venstre hånd.
I egyptisk astrologi forbindes Jomfuen med Isis, Osiris’ hustru, og blev kaldt Aspolia, som betyder kornaks eller sæden.
Grækerne, som heller ikke kendte til stjernebilledets oprindelse, viste Jomfuen som Ceres med kornaks i hånden (et symbol, som også ølfabrikanten Ceres bruger).
Rodskuddet og kornet i Jomfuens hænder fortæller om to sider ved det barn, hun skal føde. Han er et nyt skud på en gammel stamme (jf. Esajas bog 11,1 om Isais rodskud, efter navnet på Davids far), og han er en fuldmoden frugt.
Det er bemærkelsesværdigt, at Jesus selv i Johannes evangeliet omtaler sig som et hverdekorn: ”Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold” (Johs. 12,24).
Den kraftigst lysende stjerne findes i kornakset i Jomfruens venstre hånd. På arabisk kaldes den Al Zimmach, som betyder gren eller nærmere rodskud – altså et nyt skud, en spire. I Bibelen er der flere henvisninger til denne spire. Men ikke alle er tydelige i den danske bibeloversættelse. F.eks. står der i Zakarias: ”jeg lader min tjener Semak komme” (Zak 3,8). Det siger jo ikke noget, fordi oversætterne ikke engang med en note har bemærket, at Semak betyder ”spire”. I en engelsk oversættelse skriver man tydeligt: ”For behold, I will bring forth my servant, the Branch.” (Se, jeg sender/fremfører min tjener, Rodskudet.)
Mere kendt er „Isajs rodskud“ i Esajas 11,10: ”På den dag skal Isajs rodskud stå som et banner for folkeslagene; til ham skal folkene søge…”
Eller Esajas 53,2: ”Han skød op foran Herren som en spire, som et rodskud af den tørre jord. Hans skikkelse havde ingen skønhed, vi så ham, men vi brød os ikke om synet.
I Johs. Åbenbaring 5,5 står der: ”Men en af de ældste sagde til mig: ”Græd ikke! For Løven af Judas stamme, Davids rodskud, har sejret…“ Og senere i Åb. 22,16 siger Jesus selv: ”Jeg er Davids rodskud og ætling, den lysende morgenstjerne.” (Den lysende morgenstjerne er planeten Venus.)

En af stjernerne i rodskuddet hedder på arabisk Al Murredin (som betyder: den, der kommer ned, eller den, der skal herske). I den kaldæiske astrologi kaldes denne stjerne Vindermiatrix, som betyder ”sønnen” eller ”rodskuddet, som kommer”.
I moderne stjernebilleder, vises det tilstødende stjernebillede Coma kun som kvindens hår. Det kommer fra den græske mytologi ca. 250 år før Kristus. Men i de gamle Denderah stjernebilleder (ca. 2.000 før Kristus) er stjernebilledet Coma vist som Jomfruens barn.
Digteren Shakespeare, som levede fra 1564-1616, kendte til stjernebilledet med ”the Good Boy in Virgo’s lap” (Den gode søn i Jomfruens skød), som han omtaler i Titus Andronicus, (IV, scene 3). Det tyder på, at man i Middelalderen også har kendt til de oprindelige stjernebilleder.
Som tidligere nævnt betyder Coma ”den ventede”, den, man længes efter. De gamle egyptere kaldte dette stjerne-tegn Shes-nu, som betyder ”den ønskede søn”! De kaldte sønnen for Horus i deres mytologi. I persisk astrologi havde kvinden et navn, der betyder jomfruelig renhed, selv om hun sidder på en trone og plejer sit barn – altså en henvisning til jomfrufødslen. Barnet kaldte perserne ved det hebræiske navn Ihesu, der ligger tæt på det græske Ieza, som bruges om Jesus Kristus.
Om Jesus står der i Lukas 2,40:  ”Og drengen voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham.” Og for grækerne var Jomfruen netop gudinde for visdom, retfærdighed og skønne kunster.

Et andet mindre billede under Jomfruens tegn er Centaurus. Han fremstilles som halvt hest, halvt menneske (halvt guddommelig, halvt menneskelig) med et spyd i hånden, som han retter imod Lupus. Kentaur hedder på græsk Cheiron, som kan betyde ”den gennemstukne” eller ”den, der gennemborer”.
Både på hebræisk og arabisk er meningen med dette billede ”den foragtede”. Bibellæseren tænker på Esajas 53,3-ff:
„Foragtet og opgivet af mennesker, en lidelsernes mand, kendt med sygdom, én man skjuler ansigtet for, foragtet, vi regnede ham ikke for noget. Men det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser, han bar; og vi regnede ham for en, der var ramt, slået og plaget af Gud. Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt.“

Stjernebilledet Bootes, som også hører under Jomfruen, viser en stærk, rask mand.
Dette navn kommer fra græsk, hvor det betyder plovmand. Men egypterne kaldte ham Smat, som betyder hersker. På hebræisk er navnet den kommende.
I de gamle myter findes tegn på, at Bootes var en hyrde, der vogtede Acturus – fåreflokken. Og som bekendt kalder Jesus også sig selv ”den gode hyrde” (Johs. 10,11-14 og 27-28). Og Esajas profeterer om hyrden, som giver sin flok mad.
Et segl i hans hånd viser, at han er høstmanden (som omtalt i Johs. Åb. 14:16), hvilket leder tankerne hen på de mange gange, Jesus omtalte høsten, dvs. af de frelste.
Den kraftige stjerne i Hyrdens venstre knæ er Acturus, som er nævnt i Job 9,9 og betyder ”Han kommer”. Stjernen ”Al Katurop” i Hyrdens spyd betyder ”at træde under fod” (se Esajas 63,3 om dommen). En anden stjerne betyder ”som skiller” og kan hentyde til, når fårene skal skilles fra bukkene på dommens dag (Matt.25:32).
Tilsammen viser Jomfruen og de tre mindre stjernebilleder, Coma, Centaurus og Bootes, en ”stjerne-profeti” om Jomfruen, som bliver med barn. Barnet, der foragtes og dræbes. Men er hyrde for flokken og kommer igen for at høste og for at dømme.

De vise mænd fra Østerland, som optræder ved Jesu fødsel, siger, at ”vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham” (Matt 2,2).
Østerland henviser nok til landene øst for Israel – dvs. Iran og Irak – eller for at bruge de gamle navne: Persien, Medien og Kaldæa – eller Babylonien. Netop dér, hvor astrologien stod stærkt.
Vismændene var astrologer og har set en særlig stjernekonstellation i stjernebilledet Coma. Her var to stjerner så tæt på hinanden på det tidspunkt, at de så ud som én stor stjerne. Og for perserne betød det noget helt specielt.
I den persiske historiker Abulfaragius beretninger (ca. 1250 før Kristus) skriver han nemlig, at perseren Zoroaster (eller Zarathustra) var elev af Daniel (kendt fra Bibelen, fra fangenskabet i netop Persien).
Zarathustra fik den profeti, at en ny stjerne skulle komme frem, når han – som Daniel havde talt om – skulle fødes. Stjernen skulle ifølge skriftet Zend Avesta dukke frem i Jomfruens tegn. Og ifølge traditionen var det netop i stjernebilledet Coma (barnet), at Bethlehemsstjernen viste sig!