Fra sygdom Til sundhed

Du er velkommen til at skrive til mig og stille mig spørgsmål. Der vil blive bedt for alle brev-emner.
Ønskes en salvedug tilsendt, medsend da venligst adresseret og frankeret svarkuvert.
Orla Lindskov Christensen, Anne Maries Vej 16, 9000 Aalborg
Mail til Orla Lindskov.

Brev

Som barn frygtede jeg Gud
Kære Orla Lindskov
Jeg synes, jeg savner så meget livskvalitet. Jeg har det svært med at få glæden til at fungere i mit liv. Jeg er kristent opdraget og er også selv kristen. I min kristne opdragelse hos mine forældre og i kirken blev det igen og igen betonet, at vi skulle frygte Gud. Jeg husker, at når vi kom fra møde, og når jeg skulle sove, så gik jeg faktisk i seng og lagde mig med en underlig frygt for Gud. Jeg husker, at jeg nogle gange havde mavesmerter af det. Jeg var faktisk angst for, hvad der ville ske, eller hvad Han kunne finde på.
Allerede som barn kan jeg huske, hvor usikker jeg var omkring dette: om jeg frygtede Ham nok, og om jeg frygtede Ham på den rigtige måde.
Jeg forstår nu, at der er noget, der er blevet grueligt misforstået, ikke blot af mig som barn, for det er jo til at forstå. Men jeg føler nu, at hele det kristne miljø, som jeg voksede op i, mine forældre inklusivt, har fået fat i en helt gal ende af tovet med hensyn til at forstå kristendommen.
Jeg har talt meget om dette med min læge, fordi jeg får så voldsomme mavesmerter, hver gang jeg tænker tilbage på min barndoms aftener med frygten for Gud. Jeg er nu det, vi kunne kalde en „moden“ kvinde. Men jeg synes, at billederne fra min barndom vender tilbage til mig oftere og oftere. Jeg har ikke sluppet det. Jeg plages stadig et eller andet sted inden i mig af denne frygt for Gud. Den sidder dybt, og jeg tror også, at den giver mig frygt for meget andet. Den gør mig utryg ved livet, og min læge siger, at jeg netop har brug for ro, hvile og tryghed for min maves skyld.
Orla Lindskov, hvordan kan sådan en skadelig frygt få plads blandt kristne?
M.v. h
U.B. Sønderjylland

Undervisning

På trods af vores synd, elsker Gud os
Kære U.B.
Lad mig starte med noget helt grundlæggende om Gud. Tænk engang på Langfredag. Her viser Gud sit evige sindelag overfor os mennesker, nemlig sin fuldkomne kærlighed.

Han møder ondt med godt. Han søger at overvinde det onde, ikke ved at slå igen, men ved selv at modtage piske-slagene. Han vil hellere lide selv frem for at tilføje sin bitreste fjende den mindste smerte.
Og hvorfor finder Gud sig i menneskenes behandling?
Det gør han, fordi han på trods af menneskenes synd elsker dem og tror på det gode i dem.
Hvis Gud lønnede ondt med ondt og ugudelighed med had og straf, så ville han jo være på samme niveau som menneskene, lige så syndig, så ville der jo netop ikke mere være noget guddommeligt i tilværelsen. Gud er jo netop Gud ikke i kraft af ydre overmagt, men i kraft af et fuldkomment kærligt sind.
Gud ville Langfredag vise os, hvad fuldkommen kærlighed er. Den, der har fået øje på den fuldkomne kærlighed, som Gud viste os på Golgata, ved, at der ikke er grund til at frygte Gud i ordets negative betydning, sådan som du har oplevet det. At frygte Gud handler nemlig kun om det, vi med et gammelt udtryk kalder ærefrygt. Alle andre religiøse forestillinger, som ikke hænger sammen med dette, udspringer af menneskelige frygtforestillinger. Den opdragelse og den forkyndelse af Gud, der giver et barn nattefrygt, frygt for straf og mavesmerter, rummer ikke sandheden om Gud.

Læg nemlig mærke til dette:
Langfredag viste Gud os ikke en kærlighed, der sagde: „Lige for lige. Jeg er jeres ven, så længe I er mine venner! Jeg vil være jeres Gud, hvis I helt underkaster jer min vilje. Gør I ikke, som jeg vil, bliver I straffet og I kan godt indstille jer på at leve i daglig frygt for, hvornår min straf rammer jer.“
Nej, Gud viste os Langfredag en kærlighed, der kan tåle alle skuffelser, bære alle nederlag, elske på trods af utak, ja elske ud over alle grænser, elske selv dem, der pinte ham forfærdeligt og hamrede naglerne gennem hans hænder og fødder og gjorde ham til den mest fornedrede og foragtede af alle. Og trods menneskenes onde handlinger elskede han dem fortsat og troede på, at hans kærlighed ville kunne overvinde deres ondskab. Derfor er troens inderste egenskab ikke negativ frygt for Gud, men tillid til Gud.
Det er faktisk en negativ arv fra hedenskabens tid, at man frygter Gud med den samme negative frygt, som man frygtede Odin og Tor og alle de andre afguder. Man var angst for ånderne og skælvede for gudernes straf.
Når folk i hedninge-tiderne tænkte på guderne, var det altid forbundet med frygt og angst. Selv jøderne kommer heller aldrig rigtigt fri for frygten for Guds straffedomme. Det medførte, at deres gudsforhold endte i farisærisme.
Selv i de kristne lande sidder frygten for Gud endnu dybt i folk, fordi vi stadig i høj grad er behersket af hedenskab og tankerne fra Jødedommen. Det er det, du har lidt under og fortsat har problemer med, og i bund og grund skyldes det en misforståelse. Den kommer, fordi man stadig ikke kender Gud, som han fremstilles i Evangelierne og i Jesu lære.
Hvis f.eks. mennesker får sorg eller sygdom i deres liv, så udlægges det ofte, som om det er Gud, der straffer dem, selv om Langfredag viste os, at Gud i sin kærlighed tusind gange hellere selv vil tage lidelsen på sig, end at den skal ramme menneskene. Alligevel har mange gjort scenen med drengen, der får en omgang med spanskrøret til et billede på Guds opførsel overfor os. Man forstår ikke, at Langfredag skal lære os, at alt ondt, al sorg, al lidelse stammer fra Syndefaldet, altså fra menneskehedens pagt med døden.
Alt godt stammer fra Gud, fra ham, der helbredte de syge og ikke gik rundt og gjorde folk lamme, spedalske og sindssyge. Alt godt stammer fra ham, der endda ikke afløn-nede de mest onde med ondt, men altid ondt med godt.

Således skal vi forstå Gud, at endda når det bliver rigtigt alvorligt med os mennesker, som det blev Langfredag, så har Gud i Jesus Kristus vist os, at det, han aldrig ville gøre, var at slå menneskene, straffe dem eller volde dem lidelse, ikke engang i selvforsvar. Tænk hvis det var sådan, at vi mennesker skulle leve i frygt for verden med alle dens ulykker og naturkatastrofer, leve i frygt for synden i os selv, og så desuden også skulle leve i frygt for Guds straf og Guds gengældelse. Hvor i alverden skulle vi små mennesker så vende os hen for at få lidt støtte og hjælp.
Kære U.B., korsets evangelium fortæller os faktisk, at Gud har en meget bedre, en langt mere dybtgående måde at helbrede os på, – nemlig ved sin kærlighed.
Vi kan have grund til at frygte synd, sygdom, lidelse og død. Det viser Langfredag. Men Langfredag viser os også, at der er en, du aldrig behøver at være bange for, og det er Gud.

Vidnesbyrd

Stoler på Gud
Kære Orla Lindskov
Tak for salvedugen, som jeg nu går med døgnet rundt. Den er til stor trøst og styrke for mig, – og hvor er den også flot udformet, – tak. Jeg stoler på, at Guds Ånd er hos mig.
Jeg vil forsøge at komme til dine næste møder her på egnen på trods af min kræftsygdom. De gange, jeg har været med, er jeg altid taget så fredfyldt og glad hjem, også her sidste fredag. Jeg vil så gerne have lov at leve endnu nogle år, blive rask og hjælpe andre til Gud.
I.L.
Midtjylland