Frikirke vil åbne legeland

SKJERN – Frikirken UNIC i Skjern vil åbne Jyllands største indendørs legeland i en tidligere kommuneskole på 6333 kvadratmeter, hvis ellers Skjern Kommune accepterer købstilbudet.
Skolen skal indrettes med sanserum, legerum med legeredskaber, spil og computere og en familierestaurant med plads til 150 gæster.
Frikirken vil også gerne indrette skolens aula til kirke- og koncertsal og bygge otte nye lejligheder på skolens 2. sal.
Det er dog meningen, at de skoler og foreninger, der på nuværende tidspunkt har lejet sig ind på byskolen, skal kunne fortsætte deres lejemål.
– Vi håber meget, at kommunen siger ja. For vi er overbevist om, at et legeland, som ikke findes i miles omkreds, bliver en attraktion, der vil tiltrække ikke blot danske, men også tyske turister. Samtidig vil det skabe nye arbejdspladser i Skjern, siger seniorpastor i UNIC Eik Bidstrup til Dagbladet Skjern-Tarm.
Projektet vil komme til at koste frikirken flere millioner, som blandt andet skal skaffes gennem banklån.
– Dina