Anna-Maria mødte Paven i Høsterkøb
Søster Anne-Maria har som en af de få danskere selv mødt den tidligere pave – i Danmark. Her fortæller hun om, hvorfor hun blev katolsk søster – og hvad hun mener om den nye paveSøster Anna Maria kommer fra folkekirken. Hun blev sygeplejeelev på Sct. Josephs Hospital. Her blev det klart for hende, at hun ville være katolik.
Hun var ellers døbt og konfirmeret i Enghave kirke, og havde sin skolegang på Alsgades Skole.
– Det var et godt og trygt hjem at vokse op i, hvor min bror og jeg fik det, vi skulle: en familie med tryghed og kærlighed. Det var i Røddinggade ved Søndre Boulevard, og der var kun ti minutter til Alsgades Skole. Vi boede i en privat udlejningsejendom, og lejligheden bestod af tre et halvt værelse: tre nogenlunde store værelser samt et køkken og et lille smalt værelse. I hver opgang boede der et hav af børn cirka 8-10 stk. Længere inde i gaden boede kommunens lejere. Vi holdt os til vores gade. Denne ejendom var en lille landsby i sig selv. Der var ingen fædre, der drak hos os. Man kan kalde det en enhedskultur uden de helt store sociale problemer; dem havde vi ikke i vores kvarter.
jeg var hjernevasket
Da jeg via mit arbejde på Sct. Josephs Hospital fortalte mine forældre og bror, at jeg ville være katolik, sagde min bror, at jeg måtte være blevet hjernevasket. Min mor havde stor respekt for den katolske kirke, men at hendes egen datter ville blive katolik, var en helt anden sag! Derefter tumlede jeg i en del år med tanken, om jeg skulle indtræde her i dette kloster. (Vor Frue Kloster, Åsebakken).
Spørgsmålet var hele tiden, om det var Guds kald. Efter mange overvejelser måtte jeg kapitulere og trådte så ind i en alder af 28 år.
– Hvorfor blev du nonne?
– Fordi jeg ikke kunne lade være! Der har da også været kriser, men jeg har bedt mig igennem dem. Mange mennesker glemmer at bede sig igennem de kriser, der opstår i enhvers liv. Man glemmer at lade sig lede af Gud.
Det er udholdenhedens nådegave at kunne bede sig igennem kriser og vanskeligheder.
Der er også grå regnvejrsdage i et kloster. Det er ikke bare solskin. Virkeligheden består af begge dele. Og det er i denne virkelighed, vi skal leve!
Vi er efterhånden ikke så mange søstre, de ældre er faldet væk. Men vi beder, og vi er der. Vi har vores tidebøn. Dagen er inddelt i bøn og arbejde. På trods af at vi er så få, formår vi at synge tidebønnen om aftenen. Desuden har vi messe hver dag med en præst fra Københavnsområdet.
I forbindelse med klosteret er der to gæstehuse.
Vi har haft grupper på op til ti i det ene hus. Folk vil gerne komme her og være i stilheden.
på Vesterbro
Søster Anna Maria fortæller, at hun som Vesterbrobarn var KFUK-spejder på den tid, hvor nu afdøde Fanny Truels Jensen, den legendariske formand for KFUKs sociale arbejde, var divisionschef.
– Vi hørte til i Absalonskirken på Søndre Boulevard. Vi bad Fadervor, begyndte altid med en sang og sluttede altid med andagt.
Nogen gange var vi til gudstjeneste i Jesuskirken på Valby Langgade. Vi gik i samlet trop med fuld musik op ad Ny Carlsbergvej, op gennem elefanterne ved Carlsberg bryggerierne. Der var ingen, der satte spørgsmålstegn ved den kristne tro.
– I oplevede at have pave Johannes Paul II iblandt jer, da han besøgte Danmark og ét af de steder, hvor han holdt messe var hos jer…
– Det var en fantastisk oplevelse, som vi havde imødeset med stor forventning, og så gik det hele alligevel så hurtigt.
Vi havde fået strenge instrukser fra Vatikanet om kaffe og forfriskninger til Paven og alle biskopper. Paven skulle klæde om i vort gæstehus. Man var lidt nervøse for, at Paven skulle komme for sent til Roskilde.
Der var sat kaffe og det fine porcelæn frem i sakristiet, (der hvor præsterne tager deres messetøj på). Men ingen havde tænkt på gæstehuset. Så da paven efter messen klædte om i gæstehuset og dér ville have en kop kaffe, ja så var der altså ingen! En sikkerhedsvagt fik mast sig igennem folkemængden over til klostret for at hente kaffe til ham.
På en eller anden måde formåede han at komme ind i vort køkken, og dér hentede han en bakke, tog en kop, fandt kaffemaskinen og noget mælk i køleskabet, og med dette balancerede han så hen til gæstehuset.
Og alt imens stod det fornemme porcelæn m.m. parat i sakristiet. Men paven nåede ikke at få sin kaffe. Derimod var der i det værelse, hvor han havde skiftet tøj, en skål med fire æbler. Dem havde Pave Johannes Paul II så spist i stedet for. Det opdagede vi om aftenen!
Før selve pavemessen begyndte her på vores græsplæne, blev vi alle velsignet af paven inde i vores gård.
I år, da pave Johannes Paul II var død, var jeg tilfældigt i Birkerød for at købe blomster til vores kirke. Manden en indvandrer spurgte mig, om jeg havde truffet den nu afdøde pave. Jo, det havde jeg da og var blevet velsignet af ham. Svaret lød – nærmest med lidt misundelse: Nej, hvor er du heldig!
Jo, vi følte det som en stor velsignelse at have ham i blandt os. Det er noget, man aldrig glemmer. Man fornemmer et virkeligt nærvær. Efter to års forberedelser kan man vist sige, at det var noget af et antiklimaks bagefter. Tænk, at man har været så nær på!
en million unge
Det vakte opmærksomhed i medieverdenen, da den nyvalgte pave Benedikt XVI mødte katolsk ungdom ved et storstilet stævne i Köln her i sommer.
Det er også stedet, hvor pave Johannes Paul II i 1989 holdt messe for 13.000.
Man måtte fra andre kirker erkende, at katolikkerne forstod at samle pressens bevågenhed, og Pave Benedikt XVI, den tidligere kardinal Rat-zinger, fik manifesteret sig som den samlende hyrde for ungdommen, netop det han ønsker at være.
– Han har arbejdet meget nært sammen med pave Johannes Paul II og har helt åbenbart beundret sin forgænger , været hans ven og fortrolige og i 23 år hans nærmeste medarbejder. Det er en fordel for ham, at han kender det hele indefra. Og nu i Köln fik han lov at folde sig ud, som den han er, siger Søster Anna-Maria.
– Det må være svært at vælge en ny pave. Hvordan finder man den rette?
– Vi må huske på, at mens kardinalerne var i konklavet og prøvede at nå til enighed om, hvem der skulle være den næste pave, var der én milliard katolikker, der bad til Helligånden, at den rette måtte blive fundet. Derfor ved vi, at det er den rigtige efterfølger. Helligånden blæser hvorhen den vil.
– Men der var jo megen diskussion forud for pavevalget. En svær arv var det vel også at løfte efter den højt elskede Johannes Paul II?
– Man skal også være opmærksom på, hvor stort et ansvar pressen har, når man fokuserer på kritik. Et lille ord kan så let fordreje alting, siger søster Anna Maria.
– Det er klart, at den nye pave havde den fordel, at han var så tæt på Johannes Paul II, ja, ligefrem hans højre hånd teologisk og intellektuelt, at det måtte komme til at præge ham.
– Katolsk Orientering skrev i en leder i forbindelse med pave Benedikts møde med ungdommen ved stævnet i Köln: Hvor ellers kunne man samle en million unge, uden at det endte i drukorgier. Her kunne en million samles om troen og se, at det kunne lade sig gøre.
Det var vidunderligt!
