Brystkræften blev ikke enden – men begyndelsen
Sygdommen betød farvel til sygeplejen – men blev til gengæld startskuddet til et nyt afsnit i livet for Kirsten VestergaardKirsten Vestergaard er sygeplejerske. Skønt hun nu er gået på pension, modtager hun stadig regelmæssigt fagbladet Sygeplejersken, og hun følger stadig interesseret med i, hvordan det står til indenfor faget.
Men én ting har hun lært sig at springe let henover. Nemlig statistikkerne, som fortæller om brystkræft. Ikke for at nægte at se realiteter i øjnene eller fortrænge noget. Men fordi hun har opdaget, at for mange oplysninger stjæler ens mod, og så giver man for let op. Og at give op har hun ikke tænkt sig. Hun har tænkt sig at leve – længe!
– Da jeg var blevet diagnosticeret med brystkræft, var min største bøn: Jamen Gud, jeg vil så gerne være bedstemor. Det var vel at mærke på et tidspunkt, hvor ingen af mine børn havde kærester, fortæller Kirsten Vestergaard.
I dag er hun rask. I oktober var det 13 år siden, hun var færdig med kemobehandlingerne, og i stuen på Ellebakken i Lystrup hænger billederne af datteren Britta, da hun blev gift med sin Robert, og omkring dem billederne af de fire børnebørn, der siden er blevet født ind i familien.
Så 13 er ikke et uheldigt tal her i huset. Tværtimod.
I 70erne og 80erne arbejdede Kirsten og Jens Vestergaard som missionærer i Bangladesh. Da de kom tilbage til Danmark, fik Kirsten arbejde som sygeplejerske, mens Jens fik arbejde som diakon i Århus. En dag i februar 92 stod Kirsten og tørrede sig efter morgenbadet, da hun opdagede noget underligt i sit bryst. Hun tænkte, at det nok bare var brystspændinger i forbindelse med menstruation og besluttede sig for at se tiden an. Da hun nogle dage senere igen undersøgte sig selv, kunne hun tydeligt mærke en forandring, så hun ringede til sin læge, som bad hende komme med det samme.
– Det hele gik meget hurtigt. 10 dage efter den første undersøgelse lå jeg på Amtssygehuset og var blevet opereret. De havde fjernet det ene bryst og nogle lymfeknuder i armhulen, som også var inficeret med kræft, fortæller Kirsten Vestergaard. Næste skridt var en kemokur, som skulle løbe over seks måneder med behandlinger på Radiumstationen hver tredie uge.
– Jeg kom ind og skulle begynde med at tage noget medicin, som skulle tage kvalmen. Det løber mig stadig koldt ned ad ryggen, når jeg tænker på det, for det gav mig sådan en uro i kroppen, at jeg knap kunne være nogen steder. Og det tog ikke kvalmen. Jeg kan huske, hvordan jeg efter den anden behandling kom hjem, og jeg havde sådan en kvalme, at jeg lå på knæ ude på badeværelset og kastede op den halve nat, så jeg fik knap nok sovet. På et tidspunkt ringede nogle af vore gode venner, for at høre, hvordan det gik. Jeg fortalte dem det hele, og vi bad sammen nu og da. Og kvalmen forsvandt, så jeg kunne sove, fortæller Kirsten Vestergaard:
– Jeg blev ved med at få kvalme hver gang, men det blev aldrig så slemt som den ene gang. Til gengæld indvirker kemokuren på kroppen, så man bliver frygteligt træt. Jeg havde en aftale med min arbejdsplads om, at jeg var sygemeldt i den uge, hvor jeg skulle til kemo, og så startede jeg op igen så meget, som jeg havde kræfter til. Sådan fungerede det indtil oktober måned, så kunne jeg ikke mere. Jeg kunne bare ikke holde til det, så jeg blev sygemeldt, og det endte med en opsigelse.
– Det er ikke bare det fysiske. Det er også det psykiske i det. Jeg fik ondt i mine arme og i min nakke i en grad, så de troede, at kræften havde spredt sig. Mine arme sov om natten, så de værkede i en grad, så jeg ikke kunne sove. Og jeg var selv bange for, at jeg måske var kommet i behandling for sent. Men da jeg havde været i ro et halvt års tid, begyndte det at fortage sig.
Efterhånden begyndte Kirsten at frygte for kemobehandlingerne. Hun hadede følelsen af medicinen i kroppen; giftstofferne, smagen og fornemmelsen. Samtidig havde hun frygteligt ondt i arme og nakke, og hun tror i dag selv, at det var en bivirkning af behandlingen. Lægerne mente derimod, at det nok var slitage i nakkehvirvlerne.
– Jeg ved ikke, hvad jeg ville have gjort, hvis ikke jeg havde haft min familie og min bønnegruppe. Ja, hele mit netværk. Det betød utroligt meget, at man havde nogen, man kunne tale med og komme af med det hele. Jeg kan huske en dag lige efter operationen. Jeg havde det så dårligt med mig selv, at jeg var helt bange for, hvad jeg kunne finde på at gøre ved mig selv. Jeg syntes, jeg så så grim ud. Jeg kiggede i spejlet, men der var ingen bryst, bare en flap. Så jeg bebrejdede Gud. Jeg kunne ikke lide at se mig selv. Jeg følte mig uværdig og grim.
– Jeg tror, jeg havde hæget mig fast i, at lægerne sagde, at ingenting var 100 procent sikkert. De mente, at det 90 procent sikkert var kræft, men jeg havde holdt fast i de 10 procent. Da jeg vågnede efter operationen, spurgte jeg: Er brystet væk? Da sygeplejersken svarede ja, sagde jeg: Så var det kræft! Så var jeg jo blandt de 90 procent, og det gjorde mig så vred. For nu var noget af mig jo pludselig skåret væk. Selvom Jens blev ved med at sige til mig, at det ikke betød noget, at jeg stadig var smuk for ham, så var jeg ikke værdifuld i mine egne øjne. På hospitalet var det også noget af det, de tog op og talte med os om.
– På en måde var det heller ikke en hjælp for mig at være sygeplejerske. For på den ene side forsøgte jeg at holde en professionel distance til det. Men samtidig kan jeg huske, at da det gik op for mig, at det var alvor, så var den første jeg kom i tanker om en patient, jeg havde passet for mange år siden. Det var en ung mor, der kom ind på Give sygehus. Hun var brystkræftopereret, men det spredte sig, og jeg var der, da hun døde. Jeg kan huske følelsen af magtesløshed ved tanken om hendes børn. Det påvirkede mig, selvom jeg forsøgte at bevare min professionelle holdning.
Den eftermiddag Kirsten Vestergaard blev udskrevet fra hospitalet, mødtes de med deres ugentlige bedegruppe. På et tidspunkt sad kvinderne for sig selv og snakkede – og Kirsten brød helt sammen. En af de andre kvinder tog resolut telefonen og ringede til en fælles bekendt, som selv havde haft brystkræft.
– Jeg kan ikke huske, hvad vi snakkede om. Men det hjalp.
– En anden ting, der hjalp var Salme 91. Jeg læste den igen og igen. Den, der sidder i den Højestes skjul, har sin bolig i den Almægtiges skygge; han kan sige om Herren: »Min tilflugt og min borg, min Gud, som jeg stoler på.« Når jeg så kom til de steder, hvor der stod pest, læste jeg kræft, så der kom til at stå: Han redder dig, Kirsten, fra fuglefængerens fælde, fra den hærgende kræft. Jeg læste hele Salmen igen og igen, og jeg læste den som om, den var skrevet til mig i min situation.
– Jeg har holdt mig til den Salme lige siden. Hver gang der kommer frygt, så læser jeg den – som Guds trøst ind i min situation. Jeg blev jo nok bange. Det var rædsel for det uvisse. Jeg ville jo så gerne være bedstemor, og der var så meget, jeg gerne ville nå. Jeg havde så meget mod på livet. Og jeg tror aldrig, jeg for alvor tænkte på, at jeg ville dø af det. Jeg skulle igennem det. Selvom jeg blev sagt op på mit arbejde, så oplevede jeg, at det faktisk også blev vendt til noget godt, fortæller Kirsten Vestergaard.
På sit job var Kirsten nemlig gennem længere tid blevet opfordret af en kollega til at søge plejetilladelse. Kollegaen havde fortalt om det store behov for plejefamilier, og Kirsten havde igen og igen sagt, at hun gerne ville, men ikke havde overskud til både at være plejeforælder og være i fuldtidsjob. Nu, da hun ikke længere kunne arbejde som sygeplejerske, så hun det som en anledning til at tage et skridt i den retning.
– Vi søgte kommunen om at blive godkendt som plejefamilie, og det gik lige igennem. Det har været en utrolig oplevelse for os. Vi har haft mange unge mennesker boende her lige siden – i både kortere og længere perioder, og vi har følt, at det var det helt rigtige, der skete dengang.
– Hvert år i oktober er jeg bare glad for at have fået et år mere. Jeg er glad for den tid, der er gået, og jeg glæder mig til det, der ligger og venter. Jeg tager ikke længere livet som en selvfølge. Det er ikke nogen selvfølge, at jeg bliver gammel. Det er en gave, og jeg vil gerne bruge den på en god måde. Jeg elsker at rejse og at sidde hjem-me og sy og kniple. Jeg elsker at være noget for andre og sætter pris på, at jeg har min familie og min mand. Jens blev for nogle måneder siden indlagt og fik indopereret en pacemaker. Det minder én om, hvad der er vigtigt her i livet.
– Jeg slipper nok aldrig helt af med tanken om, at det kan komme tilbage. Men hver gang, jeg føler mig lidt overvældet, så går jeg til Kilden, så tager jeg min Bibel og henter tryghed og fred hos Gud. Det er et godt sted at hvile – i Guds Ord.
