Kristne og jøder overraskede en antiisraelsk demonstration
KØBENHAVN – I anledning af Krystalnatten den 9. november 1938 har der været en række tilkendegivelser rundt omkring i landet.
Den 9. november om aftenen var der gudstjeneste i Synagogen i Krystalgade i København med efterfølgende fakkelvagt og taler af forhenværende minister Jann Sjursen og formanden for Mosaisk Trossamfund Stefan Isaak.
Samtidig havde forskellige organisationer gjort den 9.-16. november til international aktionsuge mod Israel med aktioner i København og Århus.
Udfordringen var med på Axeltorv i København den 10. november, hvor der var rejst en symbolsk mur med opfordring til at rive muren ned. Da demonstrationen skulle starte, var der kun syv-otte demonstranter, og lederen meddelte i højttaleren, at hovedtaleren Mogens Lykketoft først ville komme to timer senere.
Demonstranterne skulle dyppe hænderne i rød maling og plante dem på muren som en protest mod Israel. Men de blev overraskede, da 25-30 kristne og jøder på et givet signal dyppede hænderne i grøn maling og pludselig kom frem og plantede hænderne på hegnet, så de få røde hænder var omkransede af grønne hænder, som symbol på fred. De oprindelige demonstranter løb forvirrede rundt og sagde: Hvorfor gør I det der? Hænderne skulle være røde!, hvortil gruppen af kristne og jøder sagde: Vi har ikke blod på hænderne og vi ønsker at plante de grønne hænder som udtryk for fred.
Da Udfordringens udsendte forlod stedet kl. 12.10, var næste taler, Khaled Mustafa fra Enhedslisten, der skulle have talt kl. 12, ikke dukket op, og det virkede nærmest, som om aktionen løb ud i sandet.