– Vi var så begejstrede for vores tro

Ove Dufke har livet igennem været en glad og festlig sangevangelist fra dengang, der var strengekor til. Her fortæller han om et spændende liv i troen.- Vi lærte alle at spille i mit hjem i Helsingør. Far var musiker og spillede banjo og mandoli rundt om i landet, husker Ove Dufke, som selv er en årgang 1933.– Da far spillede på Nyborg badehotel, mødte han Fyns flotteste pige – det var min mor.
I 1930’erne blev de personligt troende ved nogle møder med det engelske prædikantpar, Clark og Bell.
Nu lagde far det vilde musikerliv på hylden, og i stedet blev han og familien meget aktive i Apostolsk Kirke.

Ove Dufke kom i lære som elektrikker på Helsingør Skibsværft. Men det var troen, der betød mest for ham.
– Allerede som barn følte jeg et kald til at få andre med på vejen. Som 14-årig var jeg medleder i søndagsskolen. Og som 18-19-årige stod jeg og min kommende kone Kirsten for hver vores klasse i søndagsskolen, hvor der var 125 børn. Vi havde 40 børn i køkkenet…!
Kirsten og jeg kendte hinanden fra vi var to år. Men vi var vel 14 år, før vi begyndte at kigge efter hinanden. Hun spillede mandolin. Ja, og til foråret har vi guldbryllup…

– Jeg fortalte om min tro ved et friluftsmøde lige udenfor biografen. Så på skibsværftet fik jeg øgenavnet „Synagogeforstanderen“. Og her måtte man jo høre på lidt af hvert.
Engang var der én, der sagde, at nu troede han ikke mere på Gud, fordi der stod i Bibelen, at jøderne gik over Det Røde Hav.
– Har du ikke læst, at der også står, at Gud sendte en østenstorm, som blæste vandet bort? spurgte jeg.
– Dig kan man aldrig få ned med nakken, sagde han.

Fuld musik på
– Der var altid fuld musik, hvor vi var. Når vi var færdige med søndagsmødet, gik vi unge hjem til os og fik kaffe, mens vi spillede alle de herlige strengekors-sange. Vinduet stod åbent, og nogen gange stod folk udenfor og lyttede.
Efter krigen kom der mange friske kristne melodier hertil fra Amerika og England.
Nogle af melodierne blev også populære herhjemme – med verdslige tekster. For eksempel Sturt Hamptons „Så går det hjem“, som var en kristen børnesang, fortæller Ove.
Ove Dufke var foregangsmand med de nye melodier, hvor man på guitar benyttede sig af barre-greb og plektor i stedet for det sædvanlige fingerspil. Ove var vild med Tommy Steel, og det smittede.
– Mange steder var man imod den moderne musik, men det hjalp, da Billy Graham i 1950’erne var i Danmark, fortæller Ove.
– På hans møder sang George Beverly Shea – det var ham med „He’s got the whole world in His hand“.
Han var mit store idol.

Efter tiden i Helsingør, tog Kirsten og Ove på bibelskole i Kolding i halvandet år.
Derefter var de med til at starte en ny menighed i Nykøbing Falster. Føden tjente han som elektrikker på sukkerfabrikken. Dernede lærte han også Preben Brohus at kende, som han for nylig har udgivet en CD sammen med.
– Preben var komis i Brugsen, og vi startede søndagsskole op sammen. Senere arbejdede jeg hos en installatør i Næstved i fire år.

Nogle vil huske Ove Dufke fra de børnekampagner, som han var med til i hele landet.
– Ja, jeg rejste rundt til byerne og startede børneklubber i 10 år. Det var nogle fantastiske år. Vi arrangerede også lejre i Dronninglund og på Storskovlejren.
Vi havde nu selv tre børn, Jan, Tom og Tina. Og de var altid spændt på, hvad jeg havde med hjem, når jeg havde været på mine rejser.

– Når man førhen voksede op i en frikirke, fik man nemt den holdning, at de andre ikke var rigtige kristne, husker Ove.
Men fra 1974-85 var han leder af kirken i Roskilde, og her kom han for alvor i kontakt med kristne i de andre frikirker – og folkekirken. Ja selv Indre Mission.
– Vi havde et godt fællesskab. Vi mødtes for eksempel til fælles sangaftner på Hotel Prinsen.
Da den karismatiske fornyelse skyllede ind over landet, blev der holdt et stort kirkemøde i Roskilde Domkirke, som var helt fyldt. Det var en stor oplevelse for os alle.
Når jeg ser tilbage på mit liv, så var det faktisk noget af det bedste, når vi kristne gik sammen på tværs af kirkeskel og lærte hinanden at kende. Når fordommene blev nedbrudt.
– Ofte har jeg måttet sige om de andre former og metoder „Ja, det er måske ikke lige mig, men jeg tør ikke sige, at det ikke er Herrens!“
– Jeg synes, vi i Apostolsk Kirke har udviklet os i en god retning, så vi er mindre sekteriske og accepterer andre.
Men samtidig er der jo nok også røget noget af i svinget, som vi burde have beholdt.
Især ville jeg gerne have beholdt den begejstring, vi oplevede i den første tid, hvor vi var så tændte for evangeliet.

Den værste oplevelse, Ove husker fra sit travle liv, var Danmarks-premieren på filmen Korset og Springkniven.
– Filmen kom ikke fra Sverige, som lovet, og efter to-tre timers ventetid måtte jeg gå ned og fortælle, at det hele var aflyst… Det var ikke sjovt!

I 1985 kom Kirsten og Ove Dufte til Odense som forstan-derpar for Apostolsk Kirke i 11 år, indtil en blodprop i 1996 sendte Ove på efterløn.
Ægteparret blev dog boende i kirkens tjenestebolig ovenpå, da den nye præst, Erik Hedelund, foretrak at bo i eget hus.
I Odense har apostolerne en „rigtig kirke“ – med høj rejsning, farvede ruder og endda klokker. Det er en tidligere metodistkirke.

Dufke har gennem årene siddet centralt i Apostolsk Kirke, blandt andet som formand for missionsudvalget, hvor man tog initiativ til mission i Afrika og Grønland. Han har været formand for højskolens og efterskolernes bestyrelse.
Udover at være aktiv i menigheden i Odense med ældrearbejdet, har Dufte på sine gamle dage i flere år stået for et årligt seniorkursus sammen med Leif Rasmussen på højskolen i Kolding. En stor succes: De begyndte med 17 deltagere, og nu er der årligt to hold med 50-60 deltagere!
Han har også holdt sangstævner på Skovbo Efterskole, Seniorcafé med 175 deltagere og tager jævnligt ud i verdslige seniorklubber og synger og fortæller. Og så hjælper han dem, han møder på sin vej.

Og så sidder han nu derhjemme ved computeren og lægger musik ind med den nyeste teknik. Efter den seneste cd med „åndelige sange“ er hans næste projekt en cd med „åndelige viser“.
– Skillingsviserne var ofte lidt vovede, og her kom de åndelige viser ind som en god fornyelse, fortæller han.
– Det er viser som „Hellig Mads“ og „Negerslaven“, som nogle af os husker.