Et julemirakel i forklædning

Julen er lysets, glædens og miraklernes tid – men kan det betale sig at tro på mirakler, når hjælpen udebliver?Udenfor var det koldt. Vinden hylede, når den jog rundt om hushjørnet og fik træernes frosne grene til at banke mod ruden. Sneen dalede ikke blidt, men blev hvirvlet rundt i forvirring og fik bilerne til at køre i grøften, og børn med røde næser og tykke uldne halstørklæder til at komme ind fra gaderne.Lucia skuttede sig, da hun så ud af vinduet i den store kontorbygning. Snart var arbejdsdagen forbi, og hun kunne tage hjem. Printeren summede og skød papirer ud i et væk. Nu skulle de bare stemples, klipses og arkiveres, tænkte hun og tog en slurk lunken kaffe.
Åhh nej, hvad var nu det? Den grå maskine lyste rødt og kom med en mærkelig lyd, da tre stykker sammenkrøllede A4-ark blev spyttet ud, og et fjerde satte sig fast i tromlen. Lucia stønnede og satte kaffekoppen fra sig på skrivebordet. Hun gik i krig med det fastklemte papir, der først gav sig efter en lang og sej kamp.
– Er der problemer frk. Juhl, spurgte en brysk stemme og fik Lucia til at fare sammen.
– Nej, selvfølgelig ikke, det var bare papiret, der… øhh… satte sig fast, forklarede hun nervøst og gestikulerede med det ødelagte papir.
– Hmm… så siger vi det, brummede hr. Jensen gnavent, drejede om på hælen på ægte militærfacon og spankulerede ud af kontoret.
Lucia åndede lettet op. Det var ikke nemt at være sekretær for ’Scrooge’ juleaften, og jo før hun kunne komme ud af døren, jo bedre.

Endelig fri. Lucia skyndte sig ud af døren og ned til bilen, en gammel 2CV, parkeret ved kantstenen, pakket ind i sne.
Med egen husleje og regninger, der skulle betales, var budgettet stramt, og da Lucia i sommers havde besluttet, at en sneskraber kunne undværes, måtte dankortet bruges i stedet. Det var langt mere besværligt – men billigere, huskede hun sig selv på. Hun krøb ind bag rattet i den lille bil og drejede nøglen.
En lyd som en blanding mellem det sløve elektriske råkostjern hjemme i mors køkken og den kongelige salutaffyring på Kronborg lød fra motorrummet, og en sort giftig sky steg op fra udstødningen.
Åhh nej, karburatorproblemer igen! Den gamle studenterjaguar skulle da også strejke på de mest elendige tidspunkter, brokkede Lucia sig og hamrede hænderne i rattet.
– Møgspand!
En nysgerrig forbipasserende rystede på hovedet.
– Du får vist brug for et mirakel for at få den startet.
Lucia skar tænder, mens hun steg ud af bilen og smækkede døren i. – Jeg tror ikke på mirakler, så jeg ta’r bussen.

Hun trak frakkekraven op om ørerne og stak hænderne dybt i lommerne, da hun kæmpede sig gennem sneen hen mod busstoppestedet tre husblokke væk. Hendes ånde lignede hvide røgskyer og frøs til isperler i det uldne halstørklæde.
Netop som hun rundede det sidste gadehjørne og kunne se stoppestedet, hvor bussen ventede, gled benene pludselig væk under hende, så hun gik på halen på det glatte fortov.
Skuldertasken fortsatte på egen hånd og landede midt ud på vejen, hvor pudder, taskespejl, nøgler, pung og en blå labello-læbepomade spredtes.
– Great! snerrede Lucia med blussende kinder og sprang på benene igen. Hun halvvejs løb halvvejs gled hen ad fortovet til tasken, hvor hun febrilsk gav sig til at samle tingene op.
Ved stoppestedet blinkede bussen ud og gassede op. Lucia sprang op og løb efter den med halstørklæde og taske flagrende efter sig.
– Stop! Holdt! Jeg skal jo med! råbte hun og svingede med armene, mens hun halede ind på bussen. Men det glatte fortov var fast besluttet på at forhindre hende i at nå målet, og pludselig gled hendes fødder i hver sin retning, så hun igen gik på hovedet i sneen, og bussen fortsatte rundt om det næste gadehjørne.
– Hvorfor er alt imod mig? jamrede hun opgivende og fyrede en lang række knap så stuerene tillægsord af efter buschaufføren og de glatte brostens-fliser.
– Fint! Hvis det skal være på den måde, så ta’r jeg bare toget. Men, Gud, jeg kunne altså virkelig godt bruge lidt medlidenhed her…

Trods heftig modvind og sne så tæt, at man næsten ikke kunne se en hånd for sig, nåede Lucia endelig frem til banegården, der til stor forundring lå hen i mørke.
„Lukket på grund af snestorm“, stod der med fede bogstaver på et skilt, der hang og dinglede i vinden.
– Snestorm… Nu har vi ikke haft en hvid jul i årevis, og så netop i dag skal det absolut blive snestorm, så man ikke kan komme hjem. Hvorfor er jeg altid så uheldig? Lucia hev sig selv i håret i frustration men gav sig så til at lede i håndtasken. Efter et par minutters desperat søgen smed hun tasken fra sig og begyndte i stedet at gennemsøge alle jakkelommerne, indtil hun fandt, hvad hun søgte i den dybe inderlomme – en mobiltelefon. Men i stedet for en fin metal-skinnende genstand fandt hun noget, der så ud til at have været igennem en kødhakker. De to glideture hen over isen havde ikke gjort den lille skrøbelige telefon godt, og nu var det under ingen omstændigheder muligt at foretage et opkald hjem til forældrene.

– Gud, nu kunne jeg altså virkelig godt trænge til det mirakel, jeg ikke tror på, sukkede Lucia og sank ned på en tilsneet bænk, der dog kun gjorde hendes bukser gennemblødte. Hun rystede på hovedet af sin egen ulykke og gav sig til at fantasere om familiens julemiddag i forældrenes gamle hjem i det fredelige villakvarter. Der ville mor og far sidde sammen med alle hendes søskende og vente foran juletræet med flæskesteg og brunede kartofler. Tænderne løb i vand ved tanken. Men det så ikke længere ud til, at hun ville være i stand til at nå frem. Vejene var efterhånden ufremkommelige – selv sneploven måtte have opgivet.
Lucia rejste sig op og børstede sneen af bukserne – en anelse for sent måske, for alt hvad der havde været tørt var nu komplet gennemblødt.
Der var ikke andet for end at vende tilbage til kontoret og… vente. Ikke ligefrem et ideelt sted at tilbringe juleaften – i selskab med endeløse stabler af uarkiverede dokumenter og en gnaven, gammel, utaknemmelig ’Scrooge’ – men der ville trods alt være en radiator og en kop varm kaffe i vente.

2CV’en uden for kontoret var igen fuldstændig begravet i sne og lignede nærmest en iglo fra Grønland. Lucia standsede op. Måske, hvis hun var heldig – hvis der nu var sket et lillebitte mirakel – virkede bilen alligevel. Det var vel forsøget værd, besluttede hun og gav sig igen til at skrabe bilen fri for is. Så satte hun sig bag rattet og bad en hurtig bøn.
– Gud, så er det nu, jeg har brug for dig, for der er ikke meget mekaniker i mig, men jeg vil altså virkelig gerne hjem til min familie i aften.
Hun stak nøglen i tændings-låsen og mærkede en lille forventning vokse frem i maven. Hvis nu bare… Bilen hostede forkølet og sendte endnu en giftig udstødnings-sky til vejrs.
Nej, mirakler til Lucia Maria Gabrielle Juhl Hansen stod åbenbart ikke på Guds julegave-liste. Hun hamrede hænderne i rattet og sank sammen på forsædet. I det samme bankede det på ruden.
– Du ser vidst ud til at kunne bruge lidt hjælp, sagde en brysk stemme.
Lucia så op og tabte både næse og mund. Udenfor i snestormen stod ’Scrooge’ med tykke vanter og hue på.
– Joh, tja… øhh, stammede hun forbløffet og steg ud.
Uden mange ord smøg hr. Jensen ærmerne om og gik i krig med problemet, der viste sig ikke at være så stort. Lidt karburatorsprit i benzinen og så var den klaret.
– Jeg må sige, at du forbløffer mig, udbrød Lucia, da hun drejede nøglen, og bilen sprang i gang.
– Jeg havde ikke lige forestillet mig, at du… øh… Ja, hvad var det egentlig, hun ikke lige havde forestillet sig? At hr. Jensen havde en mekaniker gemt i maven, eller at selveste ’Scrooge’ var gået ud i kulden for at komme hende til hjælp, da hun havde brug for det?
Hr. Jensen smilede hemmelighedsfuldt.
– Lad være med at bruge din tid på at dømme folk, du i grunden ikke kender. Brug den til at være et mirakel for dem, der trænger allermest.
Med glimt i øjet rakte han hende en lille pakke.
– Glædelig jul, og kom godt hjem, sagde han og efterlod hende på kantstenen.

Med pakken i hånden satte Lucia sig ind bag rattet – fuldstændig lamslået og forundret.
Hun pakkede stille gaven op og sad så og stirrede på den i over 10 minutter. Det var en mobil-telefon. En rigtig moderne en med klap og det hele – sådan en, hun aldrig selv ville få råd til.
Udenfor var stormen stilnet af, og sneen dalede stille ned fra himlen.
– Ja, så mangler jeg jo bare en sneplov til at rydde vejene, sagde hun i spøg og spærrede øjnene op, da en stor gul sneplov i samme øjeblik kom rundt om hjørnet. Målløs satte hun bilen i gear og trak ud bag ploven, der banede vejen.
Det havde været en anderledes juleaften, men måske alligevel den bedste nogensinde? Hun havde i hvert fald lært en klar lektie: Tingene er ikke altid, som de ser ud. Mennesker kan overraske – og det kan Gud også – for miraklerne sker, hvad enten man tror på dem eller ej.