Flere sender julekort til Gud
Hvert år modtager det israelske postvæsen et par tusinde breve med juleønsker til GudDet er ikke kun den hvidskæggede herre på Grønland, der modtager sække med håbefulde breve fra verdens børn. Også det israelske postvæsen modtager hvert år en særlig portion breve op til jul. Breve, som er adresseret til Gud.
Hvert år bliver det til cirka 2000 breve, flest fra jøder, men også mange kristne børn har fundet ud af, at ham, der opfylder ønsker, snarere har rødder i Israel end i Grønland.
Og det er ikke kun bønner om nye cykler og mobiltelefoner, der på den måde når det israelske postvæsen. Også bønner om fred i verden, om at møde den store kærlighed og om at få ønskejobbet er formuleret i breve og på postkort.
Og postvæsenet behandler alle julebrevene med stor respekt. Brevene til Gud ender nemlig hos otte særligt betroede postarbejdere i Jerusalem. De sørger for, at stakken af breve bliver båret til Grædemuren i Den Gamle Bydel. Her bliver bønnerne efter jødisk skik puttet ind i sprækkerne af resterne af det jødiske tempel, som Herodes lod opføre.
Ender i Grædemuren
Én gang om året samler en rabbiner alle brevene sammen og samler dem i et arkiv for religiøse skrifter og begraver dem på Oliebjerget. Alle bønner, der afleveres i Grædemuren, betragtes nemlig som hellige skrifter, som ikke kan destrueres.
Tilstrømningen af breve til Gud er nu blevet så stor, at postarbejdererne ikke længere har tid til at læse dem, som det ellers skete indtil for få år siden.
Ifølge direktøren for det israelske postvæsen når alle breve, der er adresseret til Gud, Jerusalem, Israel, frem til Grædemuren.
– ole