Reality Jul+Out of cyberspace
Alle drengene fra klassen var i en voldsom diskussion. Jeg skulle bare lige af med madpakken, men uden at jeg vidste af det, blev jeg grebet af snakken:
– Hvis ikke de gamle gi´r mig de computerspil, bliver jeg immervæk bare total herresur, og så kan de for min skyld godt springe julen over.
Det var startskuddet til en lang serie forskellige krav om computerspil, playstations, DVD-afspillere, DVD film, tv-apparater på værelset, videofilm, computere, mere RAM, netværk så de kunne spille sammen, ADSL-løsninger med netadgang omgående. Alle deltog. Alle var ivrige.
Forældre og andre gavesponsorer blev stillet ubehagelige ting i udsigt, hvis ikke de rigtige gaver indfandt sig.
Her var åbenbart noget at kæmpe for. Selv mit eget afkom var med i kravene. Overrumplet slap jeg madpakken i hånden på ham og listede af.
Mærkeligt det var jo ikke juleønsker. Det var julekrav!
Noget man skulle have som resultat af en lang og hård forhandling mellem 2 parter.
Det var fredag, og vi skulle faktisk ud og se på og måske købe julegaver til børnene.
Dagen igennem kom glimt af drengenes udladninger i mine tanker. Hvorfor gjorde det så stort et indtryk? Det var da bare drengene fra klassen.
Vi hentede min kone ved sygehuset og kørte mod butikscenteret.
– Har I husket vores ønskesedler?
– Ja jeg har dem i lommen, kom det fra den underskønne.
– Hvor meget får vi for?
Min kone nævnte et 4-cifret beløb, som jeg personlig syntes lå i overkanten af, hvad der var ret og rimeligt og økonomisk forsvarligt.
– Det er jo kun til 3 af de spil, jeg har ønsket mig.
Der var en vis utilfredshed i stemmen. Udsigten til en mager gavehøst var en trussel mod min søns julehumør.
Vi parkerede bilen, og jeg fik så opgaven at gå ind i en af de førende forretninger med alt det, der kan sættes strøm til inkl., hvad div. maskiner skal fodres med af spil, film, CD.
Ønskesedlen var blevet overdraget mig.
På det tidspunkt var jeg nogenlunde mig selv trods oplevelsen fra morgenstunden.
– Ja hvad kunne jeg så hjælpe dig med? kom det friskfyragtigt fra en solariebrun ekspedient med fedtet strithår i forskellige nuancer.
– Øh jo jeg har her en ønskeseddel fra min søn – et øjeblik…
– Lad mig se! kom det hurtigt fra fyren, som med et snuptag befriede mig fra papiret.
– Det er rart at se, at de unge læser vores udsendte reklamer. Ham, der har skrevet dette har styr på tingene, kom det overbevisende fra sælgeren.
– Joh
– Han har valgt nogle af vore helt aktuelle produkter. Produkter, vi forventer os rigtig meget af. Produkter, som vil hitte. Vi har et salg af dem, der er langt større end de kæder, vi normalt sammenligner os med. Nu skal du se her.
Han havde ført os hen i området med alle herlighederne, og nu fulgte en længere indføring i computerspillenes fortræffeligheder.
Der var ingen ende på, hvad man ku opleve på en skærm.
En langsom, men sikker følelse af kvalme kom rullende ind over mig. Jeg følte koldsveden i nakken, blodet forlod hovedet. Jeg så i en tåge, hvordan horder af mennesker gik rundt i det enorme forretningslokale med begærlige blikke, skærmformede ansigter og lemmer som joysticks.
I det fjerne hørte jeg Mr. Computersmart kværne løs.
En sætning fra hans uafbrudte talestrøm gav ekko i mit auditive sanseapparat og sendte mig i nærheden af virkeligheden: – Med de spil i huset ser du ham aldrig mere.
Skulle jeg aldrig se min søn mere? Som om samvær mellem generationerne var af det onde? Hvis nu jeg gerne ville vise ham noget om livet. Pege på vigtige ting. Havde alle tingene i dette rum til formål at skinaktivere den opvoksende slægt til bekvem passivitet.
Jeg sendte åbenbart signaler, som ekspedienten tolkede som ikke købelystent emne.
– Du kan jo altid besøge os på vores hjemmeside og se, hvad der aktueller lige nu.
Besøge en hjemmeside? Om jeg måtte være fri.
Et besøg er noget med velkommen, bøjle til frakken, kaffe, kage, snak, interesse for mit liv og verdenssituationen.
Hjemmeside det har da ikke noget med et hjem at gøre. Et hjem er et sted mit sted vores sted. Med møbler, græsplæne, garage, larm og støj, fyrfadslys, naboer. Et hjem er da ikke noget på en skærm.
Jeg var for alvor ved at vågne af den tilstand, ekspedienten med alt sit bavl havde sendt mig ud i.
Med Søren Banjomus i højtalerne tilmed i en techno-version med dunkebas – skulle jeg bare ud, og det skulle gå stærkt. Ellers endte dette i skandale.
Den frostklare luft kom mig til undsætning. Jeg blev dog ikke roligere af at blive klar i hovedet. Tværtimod.
Jeg og alle andre i min situation var udsat for et verdensomspændende komplot imod alt, hvad der var sundt og godt.
Pludselig så jeg tidligere generationers julegaveønsker: de daglige nødvendige værktøjer til husflid, tøj til al slags vejr, høvlbænke, skolebøger, fiskeudstyr, knive.
Jeg stoppede op ved nogle vinduer. Forretningen var ikke særlig stor, men der var da flere kunder i den.
Det var symaskiner.
Ja, om ikke min søn netop havde fået symaskinekørekort han havde faktisk omtalt det positivt. Og hans 3 storesøstre ville garanteret også gerne have en.
Min lidt snublende entre gjorde et vist indtryk på de andre kunder.
Men de blev først for alvor mistænksomme, da jeg med alt for høj røst slyngede ud i lokalet: – Jeg vil gerne se på 4 symaskiner!
Det var henvendt til en juleafløser, som skyndsomst blev afløst af den herre, som nok var forretningens indehaver.
De andre kunder så ud som om, jeg havde bestilt 4 Kalasjnikov AK 47 geværer til øjeblikkelig brug.
I skummel belysning kan jeg godt ligne en indvandrer med min lidt mørke teint faktisk er jeg 5. generationsindvandrer fra Norge.
Nå men indehaverens venlige fremtoning fik mig til at falde til ro. Han var tilsyneladende selv overrasket over at få solgt 2 symaskiner til mig i stedet for at skulle ringe 112 for at få mig afhentet.
– Det er altid en stor glæde at sælge en symaskine som gave til børn. Der ligger mange gode timer foran. Men De er nok nødt til at hjælpe børnene i gang.
– Ja, selvfølgelig. Øh det er måske mest min kone, men vi hjælpes ad.
Fin fyr. Han havde da sans for, at vi som familie skulle noget sammen.
Sy.
Hvad skulle vi sy?
Nå med de priser på hel- og halvgrimme klude var der nok at gå i gang med for en husstand af vores størrelse.
Jeg stod udenfor forretningen med disse ret store og ikke mindst tunge papkasser og et større 4-cifret beløb fattigere.
Men jeg havde da vundet et enkelt slag i min kamp mod skærmen. Det føltes godt.
Vi havde aftalt at mødes på et gadehjørne. Jeg var åbenbart kommet for tidligt, så jeg kikkede på vinduerne.
Boghandleren havde lugtet den nye folkeskolereform, som gav udsigten til, at biologi skulle være eksamensfag i 9. klasse og historie indgå i projekt.
Yes julegaver som fuglehåndbøger, Fisk i farver og Hvad finder jeg i naturen. Alt dette ville få en renæssance som en del af dansk ungdoms ekvipering, samt: lup, mikroskop, sommerfuglenet, æter, insektnåle, gummistøvler med for og regntøj.
Jeg erindrede pludselig den ekspedient i en skoforretning nogle år tidligere, da en af pigerne gerne ville have waders. Det tog lang tid at forklare, at det ikke var en joke. Kolde kontanter overbeviste hende.
Det var måske ikke så tosset en regering, når den kunne finde på, at børn skulle til at lære om de mere langsigtede værdier som f.eks. biologien og historien.
Lærerstanden skulle nok indstille sig på, at der ville være en vis indkøringsperiode, indtil dansk ungdom var parat til at være i virkeligheden og ikke kun i cyberspace.
På husmandsniveau havde jeg af og til taget turen med børnene: – Må vi se en film i fjernsynet?
Hvis vi sagde ja, var den øjeblikkelige begejstring enorm, men efter filmen var der oftest en træls stemning og surhed blandt tilskuerne.
Omvendt, hvis vi foreslog, at vi skulle gå en tur i skoven. Ja så var det både koldt, og det regnede, og de havde ikke noget ordentlig tøj og…
Af sted! Det er en ordre!
De første 500 meter var oftest forfærdelige, men efterhånden rystes indelukketheden af, og den ene efter den anden bliver optaget af træerne, fuglene, dyrene, skyerne, fjorden og ikke mindst samtalen. Når man så kommer hjem igen nogle timer senere, er det med røde kinder, humør og en masse fælles oplevelser rigere.
Alt, hvad der har substans, kræver indkøring.
For 3 år siden havde jeg i al hemmelighed købt en brugt høvlbænk i nabolaget.
Juleaftensdag var den blevet sat op i enden af garagen ved arbejdsbordet.
Da julemiddag, dans om juletræ, juleevangeliet og de sædvanlige gaver med lege-sager var overstået, kundgjorde jeg, at vi endnu ikke var færdige med gaveuddelingen.
Der ventede alle en fællesgave.
– Ja, en hundehvalp, kom det i vild begejstring.
– Vent nu og se. Følg med.
Børnene havde længe ønsket sig en hundehvalp, så jeg var da lidt forberedt på, at de nok måske ville opleve høvlbænken som lidt af en skuffelse i forhold til deres ønske.
Vi kom ud i garagen.
– Luk øjnene.
Jeg åbnede døren, tændte lyset, trådte til siden og sagde så: – Nu må I kikke.
Alle kikkede sig undersøgende omkring. Da der ikke var nogen hundehvalp, spurgte en af pigerne:
– Hvad skal vi kikke på?
– Høvlbænken her!
Absolut ingen reaktion.
– Og her er der en masse brædder og her søm og skruer.
De første var på vej ind igen, mens man med lidt god vilje kunne høre en mumlen, som kunne tolkes i retning af en form for taksigelse.
– De skal nok blive glade for den. Min kone ville for en sikkerhedsskyld glatte ud. Hun forudså at jeg enten blev arrig eller dybt deprimeret.
Det var lidt af en kamp at holde julestemningen i top ovenpå den seance da ikke mindst når alle sad og legede med ligegyldige legesager.
Det var først langt hen på foråret, at jeg en dag fra garagen hørte save- og bankelyde iblandet et Av!
Alt, hvad der har substans, kræver indkøring.
Der kom de.
– Far, har du købt spillene?
– Hvad er det du har i kasserne der? Fylder de så meget?
Min kone så mistroisk på mig. Jeg trak hende lidt til siden, så børnene ikke hørte noget:
– Det er et par symaskiner.
– En par hvaffor noget?
– Ja, to symaskiner. Sådan nogle rigtige, man syr med.
– Du er da ikke rigtig klog.
– Jamen, jeg vil også hen og købe en værkstøjskasse til hver med accuboremaskine, stemjern, hammer og søm. Og de skal også have en saftkoger, kikkert, trangia, reb alt, hvad der medfører kropslighed og nærvær.
– Hvad er der sket?
– Der er ikke sket noget. Jeg synes bare livet er for kort til at sidde og kikke på en skærm.
– Tag de poser med over i bilen, mens vi går tilbage og køber noget. Du køber ikke mere før vi har talt sammen!
Min kones tonefald var ikke til at tage fejl af.
Efter at have fyldt bagenden af bilen gik jeg lidt rundt foran butiksvinduerne.
En 5-7 stykker fra Frelsens Hær, de fleste bevæbnet med guitarer, sang julesalmer.
Nu var det vist Kingo, der lagde poesi til:
Nu kom der bud
fra englekor,
at Gud herned vil stige;
hans Søn, som i det høje bor
og ejer ærens rige,
han sig vort kød vil tage på
og blandt os gå;
det nyt er uden lige.
Hov, hov!
Hvad var det?
Endnu en, der ikke ville være uden krop?!
Selv den usynlige Skaber havde behov for at blive kropsliggjort, som det skete i en stald i Betlehem for 2000 år siden.
Han blev tilmed tømrersvend, så jeg er altså på rette vej i opgøret med skærme og cyberspace en verden uden krop.
Så hellere en verden med krop, selvom den af og til er kropumulig!
– Vi ønsker alle en glædelig og velsignet jul, kom det fra Frelsens Hær-folkene.
– Øh tak. I lige måde.
