Spørgsmål og svar om Familiejul. Pukkelrygget jul…

Juledagene byder ofte på samvær med din udvidede familie – den familie, du selv voksede op i som barn.

Familiemagasinet har heldigvis aldrig modtaget det her læserbrev. Men tænk nu hvis . . .

Spørgsmål:
Kære familiemagasin!
Jeg håber I vil tage jer af denne henvendelse, selvom den ikke har med min egen lille familie at gøre. Jeg er gift og mor til to børn på 3 og 7 år. Hvert år til jul mødes vi i min familie. Det vil sige: Mine tre søskende og jeg mødes hos mine forældre, der efterhånden er oppe i årene. Jeg kommer af en god kristen familie.
For mig er det årets værste dag. En ting er, at alle har sat børn i verden, så hurlumhejet foregår under orkanagtig tumult. Mine søskende synes ikke, til trods for at de er blevet voksne, at have udviklet sig fra et barnestadie. Forsamlingen er en hønsegård. De puster sig op og fortæller om deres seneste rejser, sportspræsta-tioner, kirkelige bedrifter, nye møbler, biler og tøj. Måske skal de imponere mine forældre, jeg ved det ikke. De imponerer i hvert tilfælde ikke mig. Men det er så frygtelig overfladisk. I flere år i træk har ingen spurgt til mig. Jeg har heller ingen bedrifter at vise frem, som kan måle sig med dem, selv om jeg jo nok selv synes, at det, jeg har været med til over årene, er værd at lægge mærke til – mand, børn og hus. Så jeg tager altid fra julesammenkom-sterne vred og frustreret og besluttet på ikke at sætte mine ben der igen. De sidste år har jeg allerede været tavs og mut, når vi ankom.
Jeg har forsøgt at tale til en af mine svigerinder for at få hende til at tale med min bror om, at man da i det mindste i julen kan se lidt ud over sin egen næse og spørge til andre. Ingen spørger nogensinde mig om, hvordan jeg har det. En gang fortalte jeg min mor, hvor dum, jeg syntes, de alle sammen var, men hun sagde, at jeg altid har været sådan en utilfreds lillesøster, der altid kritiserer og retter på de andre. Og nu skal jeg igen stille op til en julesammenkomst, som om intet var hændt. Hvad skal jeg gøre ved dem, så jeg kan holde ud at være der?
Den juletrætte

Svar:
Kære juletrætte!
Det er frygteligt uheldigt for dig, at du er havnet i sådan en familie. Det lyder som om, I er både bedsteforældre og flere søskende og søskendebørn sammen. Og det må nødvendigvis give ballade. Som årene går, falder de ældste som regel fra, så hvis du kan holde ud, vil problemet muligvis løse sig ad den vej. Prøv at tænke på det, og det vil nok gøre, at du får det bedre. Det er jo helt tydeligt, at de ikke kan gøre det, så du kan blive tilfreds.
Det er selvfølgelig frygtelig ubehageligt, at dine søskende har tilladt sig at få børn, og at de oven i købet tager dem med til familiesammenkomst. At børnene så, for at gøre målet fuldt, bevæger sig, og ikke sidder helt stille og så oven i købet siger noget, virker voldsomt. Jeg håber, du får givet din misbilligelse til kende, så de ikke er i tvivl om, hvad du mener om den slags.
Jeg tror at et mut ansigt og tavshed suppleret med et vredt og bebrejdende blik vil få dem på bedre tanker. I hvert tilfælde kan du nok regne med, at de ikke snakker direkte til dig, og måske har de ikke lyst til at være med næste gang. På den måde kan du måske fryse nogle af dem ud, og det er måske én af de ting, der skal til, for at du kan holde ud til at være der.
Ideen med at være tavs og utilfreds og snakke med din svigerinde og få hende til at snakke med din bror, er spændende. Jeg kan forstå, at det ikke har hjulpet. Så enten har hun ikke snakket med ham, eller også har han ikke hørt, hvad hun har sagt, eller også er han slet og ret ulydig imod hende og derfor også imod dig. Så du bliver nok nødt til at gå hårdere til hende. Her vil din vrede virkelig kunne hjælpe dig. Tænk på den måde at overse dig. Det er trods alt dig og din jul, som er på spil. Med lidt held vil du kunne få hans børn og ham til at lave en alliance om, at de ikke vil komme igen, og vupti – så er der allerede bedre plads til dig.
Det er med god grund, du er vred over at ingen spørger til dig. Og jeg kan godt forstå, at du bliver vred over, at de andre har lyst til at fortælle. Jeg kan forstå på din mors bemærkning, at du altid har været god til at holde dig ude af kontakten og kommentere på de andre. Det er en vigtig egenskab at have, og den vil virkelig hjælpe dig til at holde dig ude af familien, se bare hvor langt den har bragt dig indtil nu. Jeg bemærker også, at det lykkes dig helt at komme udenom din far ifølge brevet her. Er du mon allerede så langt, at du kan kigge lige igennem ham uden at se ham.
Når du holder fast i, at de må have ansvaret for hvordan du har det, så kan du være sikker på, at du kan holde gang i vreden i lang, lang tid. Nogle år endnu, og du vil have det hele for dig selv. Og det ønsker vi meget for dig, så at du også må få en rar jul, hvor der er mere stille og ikke så mange mennesker. Måske kan du endda få det helt for dig selv.
Mange hilsner fra
Familiemagasinet.