Begejstring i Banda Aceh
Tsunamien, der sidste år jævnede den indonesiske by Banda Aceh med jorden, har skabt en ny åbenhed for kristendommenHvilken begejstring i sangen. Jeg forstår ikke, hvad de synger, men oplever, at atmosfæren er varm og ægte. En forsanger og fire musikere på klaver, bas, elguitar og trommer leder forsamlingen ind i den ene sang efter den anden. Det veksler mellem mere traditionelle sange og lovsang. Nogle af de besøgende løfter deres hænder, ser op mod loftet og synger endnu højere, andre klapper i deres hænder og synger mere lavmælt.
Det er søndag aften, og jeg er havnet i en gudstjeneste i en lille pinsekirke i Banda Aceh, hovedstaden i Aceh-provinsen på øen Sumatra i Indonesien.
Omkring 40 personer, påfaldende mange under 25-30 år, er til gudstjeneste her i deres egen lille kirke, et langt smalt lokale med hvidkalkede vægge. Et enkelt kors på en talerstol i træ og nogle blomster i en vase på et bord længst fremme udgør dekorationen.
– Sæt din lid til Jesus, tro på ham, giv ham ære, han forstår dig og vil hjælpe dig i forskellige situationer, er budskabet i Arto Sädeahos halvtimelange prædiken.
Han er finne, men prædiker på indonesisk. Han har været her før, da han arbejdede som missionær i Indonesien nogle år i begyndelsen af 1990erne.
Arto taler inspireret og har et levende kropssprog. Budskabet ser ud til at have berørt menigheden, for da han indbyder til at blive bedt for, er der mange, der kommer frem.
Pludselig er de to timer gået. Efter gudstjenesten hilser alle på hinanden, en del står og småsnakker, og nogle giver hinanden en omfavnelse.
– Det blev lettere at fortælle om min tro efter tsunamien. Venner og bekendte er mere åbne og positive over for mig i dag, siger Ribka, en kvinde, som tilhører menigheden. Hun kommer fra en kristen familie i Indonesien, som har kinesiske rødder.
Aceh-provinsen blev meget hårdt ramt af flodbølgen den 26. december 2004. Omkring 170.000 mennesker døde, og 550.000 blev hjemløse og flygtninge i deres eget land, blandt dem 150.000 børn under 18 år, oplyser FN.
Katastrofen synes at have vakt en større forståelse mellem muslimer og kristne i Aceh. Tusindvis af vesterlændinge fra kristne lande kommer her til en provins, som har været lukket for udlændinge i over tyve år på grund af stridigheder mellem den lokale befrielsesbevægelse GAM og regeringen. Nu kan de rejse ind for at hjælpe med oprydningsarbejdet.
Men situationen er fortsat spændt mellem muslimer og kristne. Det mærkes for eksempel ved, at alle kristne, som jeg taler med, beder mig om ikke at nævne deres efternavn.
– Mine arbejdskammerater ser, hvordan jeg lever, og spørger mig, hvordan det er at tro på Gud, og så får jeg en anledning til at fortælle om min tro, siger Budi, en mand, der bor i en anden by, men er på besøg i Banda Aceh denne søndag.
Pinsekirken i Banda Aceh blev startet i 1988. Det var blot tre pinse-familier, som begyndte et kristent arbejde i meget lille omfang. I dag er der over 30 familier med. Men det var ikke så enkelt, at man blot kunne begynde at invitere til gudstjeneste. De var nødt til at få en tilladelse fra de lokale myndigheder.
– Det tog sin tid, men vi gav ikke op, for vi har hele tiden haft gode kontakter med myndighederne her i byen, siger Ferdinand Lumangkun, der er præst i menigheden, og som har været med fra starten.
Kirken i Banda Aceh må nu gerne holde sine gudstjenester, bønnesamlinger og ungdomsmøder i egne lokaler, men det er fortsat forbudt at gå ud på gaderne eller hen på et marked og synge og fortælle om sin tro.
– Vi bygger personlige relationer til muslimerne. Og de opdager, hvad vi har i vores tro, og vi deler gerne med dem, hvad vi har, siger Ferdinand Lumangkun.
Menigheden har endnu ikke bygget sin egen kirkebygning. Den har lejet forskellige lokaler, og dette sted er også lejet. De har ansøgt om byggetilladelse for flere år siden, men har ikke fået noget positivt svar endnu fra de lokale myndigheder.
– Vi håber at få det snart, men vil I ikke godt bede til Gud for os. Vi har også brug for penge til at bygge for, siger Ferdinand Lumangkun.
De kristne er i tydeligt mindretal i Indonesien. Ud af landets 240 millioner indbyggere er 80 procent muslimer, otte-ni procent bekender sig til kristendommen. De resterende tilhører andre religioner som buddhisme og hinduisme.
Der er flere evangeliske kirker i Aceh-provinsen, men de arbejder i en umådelig hård atmosfære. Aceh anses for at være den mest troende muslimske provins i Indonesien, og der forekommer trusler og forfølgelse forskellige steder i landet. For nylig blev tre unge piger dræbt på vej til skole på øen Sulawesi.
I Banda Aceh har der i over 30 år været en metodistkirke med omkring to hundrede medlemmer og en luthersk kirke, som har knap tre hundrede medlemmer. I centrum af byen ligger den katolske kirke.
– Vi har endnu mere brug for hinanden, og vi har for vane at mødes en gang om måneden til fællesskab og bøn, fortæller pastor Lumangkun.
Andre steder på Sumatra er der forskellige kristne kirker, som vokser, blandt andet i Medan og i Meulaboh. Den sidstnævnte by, som ligger på Sumatras vestkyst, blev stort set udraderet af flodbølgen. Her fandtes der i mange år en metodistkirke med knap et hundrede medlemmer.
– Vi har en god kontakt med dem, som bor her, og vi har opdaget, at vi har brug for hinanden mere end nogensinde nu efter katastrofen, siger Maryono fra metodistkirken.
Der er stadig mange hjælpearbejdere i Meulaboh, som arbejder med at genopbygge byen, en indsats, som kommer til at tage flere år. Det har metodistkirken også mærket.
– En del kommer til gudstjeneste i kirken, men vesterlændingene har det svært med sproget, så mange hjælpearbejdere samles et andet sted, hvor gudstjenesten er på engelsk, fortæller Maryono.
Flodbølgen forandrede så meget her i Aceh. Nu kan jeg fortælle mere åbent om min tro, og mine arbejdskammerater bliver mere nysgerrige og spørger mig, siger Albon, en ung mand fra øen Java, som for nylig er flyttet til Aceh-provinsen for at arbejde med genopbygningen.
