MISSION: Fred på jorden – Nødhjælp er Jesushjælp
I sidste uges afsnit af Mission Fred på Jorden konkluderede jeg ud fra spændende samtaler med en tømrer og en biologistuderende, at fred på jorden er opnåelig, og at jo flere kristne der bliver på jorden, jo mere fred bliver der også. 
Denne gang er Udfordringens udsendte taget til Århus for at tale med Mia-Melisa Poulsen som lige nu arbejder på et plejehjem og desuden er medlem af Aktive Kristnes Omsorgsarbejde (AKO). Hun skal være inspirationskilde, så jeg kan sanse, om sådan aktiv omsorg giver fred i verden.
Eller i hvert fald kunne AKOs arbejde give fred i Rumænien, hvor de har størstedelen af deres arbejde. Mia-Melisa fortæller gladelig om det, hun kender til arbejdet selv har hun været i Rumænien to gange over fire uger på ferie med familien.
Altså de hjælper med at uddanne præster dernede, så rumænerne selv kan føre arbejdet videre. De hjælper meget rent praktisk med eksempelvis kirkebyggeri. Altså, det vidner jo meget bare det at man kommer derned og viser, at man har interesse for deres trivsel, beretter den ydmyge pige med stor indlevelsesevne.
Hendes grå bluse klæder hendes blålige øjenfarve, og perlekæden med kors hviler roligt om halsen. Mia sidder afventende i sengen og dog mærkes det, at hun er tryg i samtalesituationen.
Her har vi altså et eksempel på, når kristne bevæger sig uden for deres kirke og hjælper mennesker i nød?
Ja det kan man sige! I starten var det meget almindelig nødhjælp og efterhånden som det har udviklet sig, er det nærmere hjælp til selvhjælp – stadig med fokus på de rumænske menigheder.
Er der stor fattigdom i landet?
Ja, altså det er ret paradoksalt, for udadtil bliver Rumænien et rigere land, men der er simpelthen en enorm grøft mellem rige og fattige. De rige er godt nok rige, men de fattige er også totalt fattige. Der er slet ikke noget velfærdssamfund til at beskytte nogen. Desuden har landet mange problemer med at få sigøjnere integreret, svarer hun og uddyber omfattende problemstillinger så veltalende, som hun kan.
Jeg kommer til at tænke på, at jeg i grunden ikke regner fattigdom for det samme som ufred. Jeg er da selv ret fattig sådan under danske forholdsberegninger, men jeg er da totalt fredelig!
På den anden side kan fattigdom avle tyverier og misundelse og den slags.
Da jeg vågner op fra mit sidespring, siger frøkenen ordene:
Sigøjnere stjæler for overlevelsen
.
Og så fløj hjernecellerne tilbage til fattigdomstanken. Her må vi altså acceptere, at den fattigdom, sigøjnere oplever, kan føre til grueligt mere ufred!
Er det monstro så ikke penge verden behøver?
Hva?
Helt ærligt?
Tænk, hvis alle havde alle de penge, de kunne tænke sig – så må verden da blive fredelig! Ik?
Frk. Poulsen kaster rundt med sit changerende reklamehår imens hun taler, og hvorvel håret ikke vil lystre, så formår Mia alligevel at virke overbevisende. Den charmerende attitude og en blanding af ydmyghed og iver giver mig god grund til at tro, at damen her ved lidt om ægte fred.
Jeg kan huske, at jeg spurgte min far, da jeg var barn om, hvordan rumænere dog kunne tro på Gud, når de havde det så elendigt. Hvordan kan man tro på Gud, når man ikke har noget tøj, tænkte jeg??! Men der er faktisk overvældende mange, der tager imod Jesus i Rumænien i forhold til herhjemme, for folk har tillid til, at Gud nok skal gøre noget godt for dem! Det kan vi lære en del af, fortæller Mia, som hun demonstrativt kradser i sin røde neglelak.
Mia-Melisa lader til at have forstået en hel del, og jeg kæmper for ikke at afsløre mit ærinde, for tanker er i oprør! Bedst som jeg troede penge kunne løse alt, så viser det sig at være løgn! Hvis mennesker i højere grad ignorerer Jesus, når de er rige, så er det i hvert fald ikke lykken, vel?!!! Inden jeg spørger lige ud af posen, skal Sunsilk-pigen forklare, hvad unge skal kunne gøre, hvis de tager ud til trængende mennesker.
Det er først og fremmest et spørgsmål om at have et hjerte for at hjælpe andre mennesker. Eller nok nærmere at have et hjerte for dem igennem Jesus, for det er ikke altid, vi kan elske mennesker, som vi gerne vil. forklarer Mia-Melisa og indrømmer blankt, at Jesu kærlighed til os er hele motivationen bag at hjælpe andre på bekostning af sig selv.
Samtidig mener hun, at Rumænien er et vældigt smukt land, som er en stor gave at opleve. Hun konkluderer herudfra at man derfor også gør sig selv en kæmpe tjeneste.
Mens pigen overfor mig udstråler varme og sympati, dannes der et billede for mine øjne. En verden uden bomber. En verden uden trusler. En verden uden frygt, fordomme, legemlig smerte, omsorgssvigt, hungersnød, dårlige karakterer og dominerende forældre. Mit billede er absolut lyserødt, men det er, som om jeg er på rette vej til at danne svaret på netop sådan en verden. Det er noget med bøn. Noget med at handle blandt trængende også ikke-troende. Noget med aktiv kærlighed!Nu kan jeg ikke holde mig længere!
Skaber frivilligt arbejde som fx AKOs fred i verden?
Jeg tror ikke det som sådan skaber fred, men man kan være sikker på, at der bliver reddet nogle mennesker. Og på den måde er der færre, der stjæler, og så kan man vel tale om fred, men .. nej ikke som sådan fred i verden.
Slet ikke lidt mere fred i verden? Hvad nu hvis alle kristne virkelig gik til den?
Jeg ved ikke om fred er det rette ord
Min motivation for den slags arbejde er i hvert fald ikke at skabe fred i verden det er at hjælpe nogle mennesker, og vise dem vejen til Jesus.
Missionen på verdens fred er altså ikke helt løst! Det lyserøde billede krakelerede en hel del ved Sunsilk pigens kommentarer. Måske skal der tænkes i helt nye og kreative baner? Vi må have fat i en fra Nordsjælland! De kan bare det der! Følg med i jagten på fred i verden næste gang; samme tid, samme sted!
