Utroskab

– et valg, som aldrig er uden konsekvenser„Ville du have troet det om mig?“ spurgte Anne stille. Forventede hun virkelig et svar? Spørgende kiggede jeg på hende. For de fleste var hun og hendes mand et eksemplarisk kristent ægtepar.
Anne var en køn kvinde, hun havde smag, et hjem, der tilsyneladende altid var ryddeligt, børn, som opførte sig „efter bogen“.
„Hvordan kunne det gå til?“
Anne snøftede støjende i sit papirlommetørklæde og krøllede det sammen mellem fingrene. „Aner det ikke – jeg har altid troet, at sådan noget ikke ville ske for mig. Vi holdt jo af hinanden – Jan og jeg …“
Anne syntes absolut at ville åbne sig. Måske havde hun simpelthen brug for en „skriftemor“. Men var jeg nu også den rigtige? Anne gav mig ikke noget valg:

„Da jeg lærte Henrik at kende, sad jeg fast i en slags depression og følte mig i bund og grund kørt ned. Hver dag den samme trummerum. På mit arbejde var alt til lossepladsen, og der var ingen, jeg kunne tale med der. Pludselig dukkede Henrik op, en sympatisk kristen, yngre end mig og så godt som forlovet. Altså en ganske harmløs sag – troede jeg. I min ulykkelige situation var han det første menneske, som virkelig lyttede til mig og sagde ting, som gjorde min selvagtelse godt.
Naturligvis var Jan der også, men han havde på en eller anden måde ikke mere nogen ord – ingenting, som kunne bygge mig op, og da slet ingen komplimenter.“
Jeg forsøgte at forestille mig denne anden mand. Hvad havde han, siden han kunne bringe så stærk en kvinde som Anne ud af ligevægt?
Som om Anne havde kunnet læse mine tanker, fortsatte hun: „Henrik er ikke nogen drømmemand. Men allerede første aften faldt vi i snak og kunne ikke holde op med at snakke. Og pludselig kunne jeg ane en anden side i mig. Vi havde kun få timer sammen denne weekend, før jeg skulle tilbage. Og jeg troede, jeg ville dø, hvis jeg ikke fik ham at se igen.“
Efter en kort tavshed sejrede min nysgerrighed: „Hvordan fik du det sagt til din mand? Det må jo have været forfærdelig svært?“
Anne slog en bitter latter op. „Overhovedet ikke. Jeg kom hjem, satte mig ned, begyndte at græde – og Jan vidste det med det samme. Det var helt uhyggeligt, hvordan han straks spurgte, hvem det var.“
Og igen gav Anne sig til at snøfte. Denne kvinde virkede snarere som en sårbar ung kvinde end som en utro kone. Men hvad havde jeg egentlig forestillet mig? En kraftig sminket vamp, der forførte brave ægtemænd?
„Jan var såret, men uhyggelig behersket“, fortalte Anne hulkende. Han opførte ingen jalousiscener, ville endda trøste mig. For mig ville det have betydet UD!, hvis han havde indledt en affære. Jan derimod bad endda for vores ægteskab.
I denne periode havde jeg ikke noget overskud til at kunne træffe beslutninger, jeg levede som i en drøm. Kun med Henrik snakkede jeg i telefon i timevis og skrev mange sider lange breve. Længslen efter ham formeligt fortærede mig. Når vi var sammen, følte jeg mig igen som en kvinde, attråværdig og smuk.
Jan begyndte at kæmpe for mig. Selvom han gjorde sig store anstrengelser, prellede alt af på mig som vand på olietøj. Jeg så, hvordan han bejlede til mig, men det var, som om det ikke længere rørte mig.“

Anne snøftede og brugte det ene lommetørklæde efter det andet. Hvor havde hun dog gjort af sin forstand, af alle sine principper og værdier? Ville hun virkelig ofre mand og børn for en affære?
Pludselig tog mine tanker en anden retning. „Anne, har du nogen sinde forsøgt selv at bede?“ spurgte jeg forsigtigt.
Hun spilede øjnene op, som om jeg havde stukket hende en på kassen. „Ja, bedt? Uger igennem skreg jeg til Gud om at få et svar, men han gav mig ikke noget. Mine bønner nåede kun loftet i stuen.“
„Og undrer det dig egentlig?“ spurgte jeg forsigtigt. Anne tænkte sig om et øjeblik, og det så ud, som om der gik et svagt smil over hendes ansigt. „Nej, egentlig ikke. Selvom jeg dengang ikke ville erkende det, havde jeg jo allerede Guds svar her“, sagde hun og klappede på sin taske, hvor hendes Ny Testamente lå.
„Og også her i hjertet?“ spurgte jeg og klappede mig på brystet. Anne slog blikket ned. „Ikke straks“, sagde hun til sidst. „Det tog mindst et år.“
Det var lang tid, men jeg åndede lettet op: „Du er stadig sammen med Jan“, konstaterede jeg fortrøstningsfuldt, og Anne nikkede. „Og du har gjort det forbi med Henrik.“
Nu rystede hun benægtende på hovedet. „Det kan jeg ikke bryste mig af. Henrik brød forbindelsen uden varsel. Selvom det gjorde forfærdelig ondt, er jeg ham taknemmelig for det. Egentlig opførte han sig meget mere fornuftigt og modent, end man kunne forvente af en mand på hans alder. Vi vidste jo i grunden begge fra starten af, at vores forhold var – syndigt.“

Nu havde Anne sagt det ord, jeg hele tiden var veget tilbage for. Men „hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed“ (1. Joh. 1,9).
Skulle jeg sige det til hende nu? Anne kom mig i forkøbet og fortsatte eftertænksomt:
„I de sidste måneder har jeg mest kredset om mig selv, slikket mine sår og været gal på alt og alle – som et barn, der får frataget sit bedste legetøj. Jeg ville have Henrik tilbage og smedede de mest vanvittige planer.“
Hun holdt inde et øjeblik. Da hun talte videre, mærkede jeg, at det ikke faldt hende let:
„Så læste jeg tilfældigt de sidste sider i min bibel: Udenfor skal hundene være og troldmændene og de utugtige og morderne og afgudsdyrkerne enhver, der elsker og øver løgn. (Åb. 22,15).
Det var, som om nogen tog mig om skuldrene og rystede mig op af en dvale. Jeg forstod, hvordan Jesus ser på sagen. For Gud er det ikke nogen bagatel, ikke nogen gentleman-forseelse, som det hele tiden foregøgles os i medierne.
Og jeg spurgte mig selv for første gang, om jeg virkelig ville bytte min fred med Gud for en forbudt kærlighed.“
Anne tørrede øjnene hårdt.
„Det var så svært at bede og sige til Gud, at jeg ville have denne kærlighed revet ud af mit hjerte. Men i dette øjeblik vidste jeg præcist, at jeg måtte beslutte mig for at droppe den. Det handlede ikke mere om Henrik og mig, men til syvende og sidst om min kærlighed til Jesus. At nå så langt krævede stor kamp. Jeg følte mig hverken bedre eller lettet. Men det drejede sig ikke om følelser, men om lydighed.“

Anne sank et par gange og spurgte så: „Ved du, hvad der stadig gør mig ked af det? Jeg er blevet klar over, hvor meget ondt jeg har gjort Jan, og hvor meget jeg har sat på spil.
Jeg føler mig som en skændsel for menigheden – til trods for, at ingen dér ved noget om det. Hele tiden er der en stemme, som siger til mig, at jeg aldrig burde have ladet det ske for mig – som kristen, som mor og først og fremmest som hustru til en så kærlig mand.
Jan bedyrer ganske vist, at han har tilgivet mig alt, men jeg er alligevel ofte så fortvivlet.
Selvom jeg har bekendt mine synder over for Gud, og han har tilgivet mig, bebrejder jeg stadig mig selv…“
Lydia