Børnebøger der fænger
Der er netop kommet tre nye børnebøger på markedet. De er sjove og lærerige. Det sidste er mest, fordi der er indbygget en instruktion til forældrene.– Far, vil du ikke læse for os? kalder min søn Andreas på snart tre år.
– Jo, svarer jeg, og vi sætter os tæt sammen i sofaen. Far nederst med to drenge på skødet.
– Men Far, spørger Jonas på knap fem år, – hvad skal vi læse?
Jeg tager tre nye bøger frem, og deres øjne stråler. Anmeldelsen kan gå i gang.
Den første bog er Viggo Vaskebjørn og flyvemaskinen, skrevet og tegnet af Disney-tegneren Glen Keane.
Den søde lille vaskebjørn Viggo er lidt af en opfinder. Han er ved at bygge en hjemmelavet flyvemaskine, da hans nye ven Kong Kyrie forærer ham en splinterny saml-selv-flyvemaskine.
Sammen med maskinen følger der en instruktionsbog, men den springer Viggo let og elegant over, og ja, så kan du gætte, hvordan det går. Flyveturen bliver kort og farlig, og Viggo får en lektie om, at man skal huske at læse – og følge – instruktionsbogen.
Historien er underholdende illustreret, og børnene er med fra start til slut. Efter bogen er læst, er det den slags bøger, børn på 3-5 år selv går tilbage til for at få en oplevelse mere. Læse billeder og huske stemninger.
De næste to bøger er fra serien Historie-fortællerne, som er er skrevet og tegnet af T.F. Marsh.
Den første af de to hedder Den fantastiske fisk. Det er beretningen om Jonas, fortalt af den lille røde krabbe Hvidskæg, som møder hvalen Valde. Valde får besked af Gud om, at han skal være på et bestemt sted i havet på et bestemt tidspunkt. De når frem i tide, så Valde lige når at sluge Jonas, da han bliver smidt i vandet.
Bogen er sjovt fortalt. Man kan mærke, at der er kælet for ordene i den danske oversættelse.
Drengene ser på billederne og synes, de er spændende, men har ikke altid tid til at vente på, at jeg bliver færdig med at læse. I deres alder betyder det meget, at billederne følger teksten, og det gør de ikke helt. Men de suger til sig alligevel.
Vi er nået til den sidste bog. Den hedder Den kæmpestore ark og er selvfølgelig beretningen om Noahs ark. Begge drenge er allerede dybt fascineret af beretningen om Noah og får her en ny variant.
Det er duen Vilhelm Vingfjer, der fortæller om livet før, under og efter syndfloden. De sjove tegninger gør historien levende, og teksten er rigtig sjov. Egentlig tror jeg, teksten egner sig bedre til de 6-8 årige, men drengene er stadig med.
læse bogen bagfra
Alle tre bøger har klaret testen. Drengene blev underholdt – og de blev undervist. Det sidste skyldes ikke mindst, at disse bøger har indbygget en vejledning til forældre.
I alle tre bøger er der på bogens sidste side en guide til, hvilke spørgsmål og emner man kan tage op, når man læser bogen.Det er intet mindre end genialt.
For hvorfor er det, vi køber bøger med kristent indhold til vores børn? For mit vedkommende er det et ønske om at give dem et kristent input i deres lille verden, som alt for ofte domineres af Pokemon, Disney og hvad-der-nu-lige-er-i-fjerneren.
De næste dage ser jeg til min store tilfredshed, at begge drengene selv hiver fat i de tre bøger. Favoritten – ja, det er de ikke i tvivl om – det er Viggo Vaskebjørn.
Viggo Vaskebjørn
og Flyvemaskinen
59,- kr.
Nyt Livs Forlag
Den Fantastiske Fisk
Den Kæmpestore Ark
49,- kr. pr. stk.
Nyt Livs Forlag