Hot or Not lifestyle
Asbjørn Asmussen om
Kristne i cyberspace!Kristne i cyberspace!Navn:
Asbjørn Asmussen
Bosted: Fredericia
Yndlingsfarve:
Orange
Uddannelse: Musik/it, ansat som netmissonær på Jesusnet.dk
Hvorfor tror du, det er blevet trendy at mødes virtuelt både i spil og chatforums – i kristne ungdomsklubber?
– Dels fordi det er blevet muligt, og dels fordi det simpelthen udvider og forstærker vores sociale netværk.
Hvorfor er det ikke in at opsøge et missionshus eller en kirke i stedet?
– Det hænger sikkert sammen med flere ting:
– Det er nemmere at klikke ind på en hjemmeside end at opsøge et missionshus.
– Det er heller ikke så forpligtende og afslørende at bruge en hjemmeside.
Ingen genkender dig, og du kan være ret anonym.
– Hjemmesiden er altid åben. Missionshuset er måske kun åbent nogle få timer om ugen. – Du kan bedre få svar på dine egne spørgsmål via en hjemmeside end via missionshuset.
Bør vi være urolige, når nogle af vores venner tager tidligt hjem fra et møde eller boykotter kirken til fordel for net-aktiviteter?
– Ikke hvis det kun er enkelte gange. Men hvis det bliver et mønster, at nogle generelt fravælger det fysiske fællesskab ,så bliver det et problem.
Nu arbejder du for Jesusnet.dk – tror du rent faktisk, at den nye måde at blive kristen på er via nettet?
– Nej. Men da Internettet forærer os en række nye måder at kommunikere med hinanden på, så vil der også være flere, som møder Jesus-vidnesbyrd gennem nettet. Når et menneske kommer til tro på Jesus, er det jo ofte efter at have hørt forkyndelse og vidnesbyrd fra flere sider. I dag også fra nettet.
Din opfordring til kristne i cyberspace:
– At være synlige, åbne og frimodige kristne, der samtidig viser respekt for dem med skeptiske spørgsmål eller en anden tro.
Hvor mange stjerner giver du livsstilen ud af seks mulige – med seks som bedste score?
– Tre. Jeg synes dog ikke, jeg kan give en generel bedømmelse af de unges færden på nettet. Jeg synes både, jeg møder meget positive og konstruktive kristne på nettet og ligeså mange, som desværre efterlader sig et mere negativt indtryk. Det er ikke let at begå sig på Internettet, og det kræver forståelse og kærlighed ligesom i alle andre af livets relationer.
HOT OR NOT LIFESTYLE er Udfordringens nye hit med kristne kendisser, der udtaler sig om et eller andet aktuelt kirkerelateret. På denne enkle formel får man et synspunkt, der kan åbne op for debatten samt give stof til personlig overvejelse.