Hot or Not lifestyle
Om kirke-zappere- Det kristne fællesskab er ikke som at gå i biografen, mener generalsekretær i KFS, Henrik LaursenNavn: Henrik Laursen
Bopæl: Hvidovre
Uddannelse: Teolog og arbejder nu som generalsekretær i Kristeligt Forbund for Studerende (KFS).
Yndlingsfarve: Rød
Hvorfor er der mange unge i dag, der ikke er tilfredse med at være i én kirke, og som zapper rundt i forskellige menigheder?
– Ja, det må man som udgangspunkt spørge de unge om, men jeg tror, at der i modsætning til tidligere er et øget fokus på kirkens form så som drama, musik og prædikantens måde at forkynde på. Og der sker også ofte det, at man vælger at komme der, hvor der er nogle, der minder om en selv, f.eks. samme aldersgruppe. Man finder den kirke, der bedst opfylder ens egne behov.
Henrik, du mener faktisk at kirkezapperi er et problem. Hvorfor? Alle kristne er vel i grunden en kirke, så er det ikke lidt lige meget, om man kommer lidt forskellige steder?
– Øh ja, men det, der er vigtigt er, at man kommer et sted med sand forkyndelse, og hvis man skal rundt og snuse lidt for at finde det sted, så er det fint nok. Men på et tidspunkt skal man falde til et sted, for man har et ansvar for den familie, som det kristne fællesskab er. Og der kan man ikke bare smække med døren og forlade stedet, når formen ikke passer til den, man selv synes om. Desuden findes den perfekte kirke ikke, og det er usundt for én selv, hvis man har smuttet meget rundt for at finde netop det. Så har man ikke sine trosfæller at støtte sig til, når det hele går skævt.
Men hvad så, hvis man elsker den fede lovsang i én kirke og den super forkyndelse i en anden og fantastisk fællesskab i en tredje?
– Bare for at lyde kedelig så vil jeg sige, at det kristne fællesskab ikke er ligesom at gå i biografen. Det er ikke ren underholdning, men et sted, hvor vi er sammen om Jesus. I stedet for at shoppe rundt må man selv bidrage til, at den kirke, man er en del af, får en god form. Altså kirkezapperi er i virkeligheden et spørgsmål om en egoistisk tilgang til kirken, fordi man kommer der for ens egen skyld og det er ikke rigtigt! Man kommer der for fællesskabets skyld.
Din opfordring til kirkezappere:
– Fald til ro til et sted, og vær bevidst om dit ansvar. Man må gerne tage på besøg og se, hvordan det fungerer andre steder, men man skal finde sig en menighed at slå sig ned i og bo, så at sige.
Henrik Laursen giver kirkezapper-livsstilen 1,5 stjerner ud af 6, fordi det trods alt er bedre at kirkeshoppe end slet ikke at komme i kirke.
HOT OR NOT LIFESTYLE er Udfordringens nye hit med kristne kendisser der udtaler sig om et eller andet aktuelt kirkerelateret. På denne enkle formel får man et synspunkt, der kan åbne op for debatten samt give stof til personlig overvejelse.