– Mit hjerte græder over Rumænien
Cornel Pascus er fra Rumænien, men bor i Danmark og er gift med Dorthe. Nu rejser han og familien tilbage til de kirker, hans forældre i sin tid var med til at starte.Cornel Pascu er født og opvokset i Rumænien, hvor han også mødte sin kone Dorthe, der var på tur med gospelkor. Efter at have boet i Danmark flere år rejser familien nu tilbage for at arbejde for Missionsforbundet i Rumænien. 
I dag er Cornel dansk statsborger og skal søge arbejds- og opholdstilladelse i sit fødeland, når han vender tilbage som missionær, sammen med sin danske kone og deres to børn, udsendt af Det Danske Missionsforbund.
Cornel er elektomekaniker inden for telekommunikation, men har været på bibelskoleophold i England og gjort studier via internet ved Moody Bible Institute og Online Bible College. Dorthe er kontorassistent og har ligesom Cornel gjort internetstudier ved Online Bible College. Sammen har de haft flere missionsrejser til Rumænien og har besøgt forskellige menigheder og de skal nu arbejde tæt sammen med Det Rumænske Missionsforbund.
Cornel har i lang tid været overbevist om, at Gud ville bruge ham til en særlig opgave i Rumænien.
– Det hele begyndte, da jeg var 18 år gammel. Vi boede i Albele, en lille landsby ude på landet. Mine forældre havde en vision fra Gud om, at vi skulle flytte til Onesti, som var en ateistisk by, og starte en menighed der, fortæller han.
– Det gjorde vi, og kort tid efter, begyndte vi at fortælle mennesker om Jesus. Flere blev kristne, og vi begyndte at holde uofficielle møder tre gange om ugen i vores lejlighed på 6. etage. Naboerne og politiet gav os problemer, fordi vi ingen tilladelse havde og efter deres mening, sang for højt. Efter lang tids venten og hårdt arbejde med papirerne, fik mine forældre tilladelse fra myndighederne og Det Rumænske Missionsforbund, til at fungere officielt som menighed, fortæller Cornel.
– Jeg syntes, det var dejligt at være med i hele denne proces med menigheden, men jeg oplevede ikke Guds plan for mig i alt det her. Det var mine forældres ansvar, ikke mit… det var deres vision.
– Men en dag talte Gud til mig gennem min far på en meget stærk måde, som forandrede kursen i mit liv, fortæller Cornel Pascu.
– Jeg var på vej ud med mine venner, da min far kom ind af døren og sagde: – Cornel, jeg har noget på hjerte, som jeg gerne vil dele med dig. Da han begyndte at tale, kunne jeg se tårerne i hans øjne. Han sagde: – Tiden er kort, og Jesus kommer snart. Gud har en plan med dit liv, og Han ønsker at bruge dig til sin ære. Hans ord rørte ved mit hjerte. Jeg vidste ikke, at det skulle blive de sidste ord, jeg kom til at høre fra min far. Næste morgen kl. 7.15 døde han i en trafikulykke.
– Fra det øjeblik, følte jeg, det var mit ansvar, at føre det arbejde videre, som min far havde påbegyndt. Der var heller ikke andre til at tage over, så jeg skulle gøre det.
Jeg tog min guitar og min Bibel og sagde til Gud: Gud, jeg stiller mig selv til rådighed for dig, vil du bruge mig? Og det gjorde han. Vi har set hvordan, der hver uge er mennesker, der bliver kristne, og hvordan menigheden på nogle få år voksede til 100 medlemmer.
Det kald Gud har givet mig, om at føre, det arbejde min far har startet videre, har jeg haft i mit hjerte lige siden og vil altid have det.
Nu rejser Cornel og Dorthe Pascu sammen med deres to børn til Rumænien. Deres base bliver i Onesti, hvor skal bo. Fra Onesti skal de arbejde i to menigheder, som Cornels bedstestefar har været med til at starte for nogle år siden i Livezi og Sanduleni, som ligger 20 og 25 km fra Onesti.
– Jeg har lovet både bedstefar og Gud, at vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe disse menigheder, og jeg har altid følt et ansvar for, at jeg skal gøre noget for dem, siger Cornel.
– Gud har ikke givet os en konkret plan for de næste to år, men Han har givet os et hjerte, der brænder for Rumænien og en vision. Det er det vigtigste. Vi stoler på Guds løfter; at Han vil lede os og give os visdom.
En af de konkrete opgaver vil dog være at styrke menighedsledere og præster i området og i nabolandet Ukraine.
– Det er et stort pres at være menighedsleder i Rumænien, idet der ikke kun er det åndige behov, men også det sociale, da de fleste er meget fattige. Vi vil på alle måder støtte de ledere, der allerede er, men også være med til at opbygge andre, fortæller Cornel.
– Der er ikke rigtig noget børne- og ungdomsarbejde. Det ligger der en særlig udfordring i. Udover arbejdet i disse menigheder skal jeg også undervise tre-fire gange om året på Missionscentret i Siret, som er under Det rumænske Missionsforbunds ledelse.
Centret ligger nær grænsen mellem Ukraine og Rumænien og er oprettet med støtte fra Missionsforbundet i Danmark med det formål at undervise missionærer/kirkeledere i Ukraine, hvor de har det endnu mere svært.
– Det er Gud der kalder os, og det gør han, fordi der er et behov, siger Cornel Pascu, der er bevæget, når han tænker på de ting, de kristne oplever i Rumænien.
– Jeg græder i mit hjerte, når jeg tænker på de 15 menigheder, der blev lukket alene i Buchuresti i 2005, for Guds vilje er, at mennesker skal komme til tro på ham.
– Evangelisation er meget vigtigt, men lige så vigtigt er det, at menighederne er forberedte til at tage imod nye. Det er vigtigt, at lederskabet fungerer godt, at fællesskabet er stærkt, og menigheden er fyldt af kærlighed.
-Problemet er, at mange kristne ledere er presset af deres økonomiske situation til at rejse til udlandet og tjene penge til deres familie. Resultatet heraf er, at kirkerne lider. Der er et meget stort behov for god bibelundervisning. I mange af disse menigheder er der slet ikke nogen, som kan undervise i Guds ord.
– Det vil blandt andet blive vores opgave, og vi håber, at nogen fra Danmark vil komme en gang imellem og hjælpe os i tjenesten, siger Cornel.
Dorthe og Cornel Pascus aftale med Missionsforbundet gælder foreløbigt for to år, men de håber selv ansættelsesforholdet forlænges derefter.
– Vi håber og føler, at vi skal være i Rumænien i mange år, det er dér Gud har kaldet os til at være og der er så store behov i landet.
