Himmelsk møde men et mareridt for Johannes på grund af frygt
Johannes Bjerre har oplevet Benny Hinn i Paris for godt 6 år siden. Og det var både himmelsk og et mareridt. 
Mareridtet skyldtes nu ikke Benny Hinn, men at Johannes bl.a. lider af klaustrofobi og ikke kan holde ud at være spærret inde i små rum.
Som barn blev han anbragt i et meget lille trapperum som straf, når han havde opført sig dårligt. Og denne oplevelse satte sig dybe spor. I hvert fald forsøger Johannes nu altid at undgå små rum.
Det var også grunden til, at han nægtede at lade sig skanne i en MR-scanner på sygehuset i Sønderborg, da han den 9. september 1999 brækkede en arm.
– Jeg faldt ned fra en trappestige, da jeg arbejdede med boremaskinen. Da vi på skadestuen fik armen røntgenfotograferet, viste billederne noget hvidt ved knoglerne. Jeg fik armen i gips og fik at vide, at det ville tage 6-8 uger.
Undervejs fik jeg igen en slags klaustrofobi over at have armen pakket ind, husker Johannes, der er pensioneret reprograf og bor i Rødekro sammen med sin hustru Dagny.
Endelig skulle han have gipsen af, og armen blev igen røntgenfotograferet på Aabenraa sygehus.
Lægerne frygtede, at det hvide på røntgenbillederne kunne være kræft, så Johannes blev sendt videre til Sønderborg Sygehus, hvor han skulle skannes i MR-scanneren.
– Da jeg fik at vide, at jeg skulle ligge i sådan en tønde op til halvanden time, nægtede jeg. De tilbød at give mig noget beroligende, så jeg ikke ville blive generet af det. Men til gengæld måtte jeg så ikke køre bil i fire timer bagefter, så det turde jeg ikke være med til, fortæller Johannes, der har et bijob med at transportere biler for Ford mellem de forskellige bilforretninger. At miste kontrollen i flere timer var det værste, han vidste.
På grund af Johannes fobier han lider også af angst for radioaktive stråler blev det ikke til noget med skanningen, og Johannes havde nu også den mulige kræft at spekulere på. Han indrømmer, at det ikke blot var hårdt for ham selv, men også for Dagny.
Indimellem var der nogle gode mennesker, der bad for Johannes, så han en kort tid fik det bedre og slappede af. Men så kom frygten igen.
– Vi var til forbøn ved et møde med Moses Hansen, men mit hjerte var hårdt og alt prellede af, indrømmer han.
– En dag kom en bekendt og fortalte, at hun skulle til Paris for at høre helbredelsesprædikanten Benny Hinn. Ham kendte jeg fra den kristne tv-kanal, så jeg havde straks lyst til at tage med.
Men Johannes blev igen et nervebundt, for hvordan skulle han holde ud at køre i bus så mange timer med en dårlig arm. Igen måtte der bønner til og armen kom sig, og inden turen til Paris fik han også besked om, at undersøgelserne på sygehuset havde vist, at han alligevel ikke havde kræft. Han mener selv, at det var resultat af bøn. Nu kunne han roligt tage til Paris for at opleve det store Benny Hinn-møde. Men fobierne spøgte igen:
– Vi kørte derned i en stopfuld bus, fortæller Johannes.
– Jeg havde det forfærdeligt. Efter at vi havde kørt i så mange timer, blev vi indkvarteret i et lille hotelværelse, hvor vinduerne sad helt oppe for oven, og der var lås for døren både inde og ude, så jeg gik igen i panik, og vi fik arrangeret, at vi kunne flyve hjem næste dag. Det kostede en masse penge
– Men om aftenen var vi til møde i hallen. Og det var som at være i forgården til Paradis. Der var en vidunderlig stemning, og mange blev simpelthen helbredt nede på deres pladser!
Da der var en kørestol ledig, fik min kone mig til at sidde i den, og jeg fik derfor lov at komme op foran. Det havde jeg det skidt med, for det var jo lidt snyd, så jeg rejste mig og gik frem og tilbage. Da vagterne så det, bad de mig om at gå ned til de andre, fortæller Johannes.
Og nu blev den himmelske stemning igen ødelagt af alle hans bekymringer. Han løb frem og tilbage til toilettet. Han syntes også musikken var for høj og stoppede papir i ørene for at holde larmen ud.
Da en af danskerne var blevet helbredt, blev de andre danskere også kaldt op til scenen, og flere blev helbredt.
– Pludselig råbte Benny Hinn Fire (dvs. at Helligåndens ild skulle komme over os) og alle faldt om undtagen mig. Ingen slog sig dog, fordi det var Gud, der gjorde det.
Da Johannes kom hjem den aften, sov han så godt som et lille barn, fordi han var træt og fyldt af den behagelige stemning fra mødet. Men nu havde han allerede fået arrangeret, at de skulle flyve hjem så han gik desværre glip af de næste møder
– Jeg ville gerne opleve den stemning igen i København, men jeg har fået en form for lungebetændelse, som ikke vil slippe mig. Men jeg ser ofte møderne over satellit-tv, og det er vidunderligt, siger Johannes, der har hjulpet mange med at installere de kristne kanaler.
– Når jeg blot kan se dem, så kan I godt beholde alle de andre kanaler.
