Jesu ligklæde i Torino
Hvis det berømte liglagen er ægte, er det ikke alene et stærkt vidnesbyrd om Jesu lidelser, men også om hans opstandelse…Domkirken i Torino i det nordlige Italien har bag højalteret et stort marmorkapel, hvor man opbevarer den katolske kirkes største relikvie: Et aflangt klæde, 4½ meter langt og 1 meter bredt, som man mener er intet mindre end det liglagen, Jesu døde legeme blev svøbt i langfredag eftermiddag.
Det lyder jo helt utroligt, men indicierne for det er stærke – også efter mange års indgående undersøgelser med de mest moderne metoder og apparatur. Ligklædet er det mest videnskabeligt undersøgte relikvie, den romerske kirke ejer.
Disse undersøgelser kom dog først i gang efter 1898, da man for første gang tog et fotografi af ligklædet. Herved afsløredes det allerstørste mysterium ved dette klæde: Det fire meter lange billede er i virkeligheden et fotografisk negativ! For at se det som et positivt billede er det nødvendigt at fotografere det og forstørre filmens negativ op så ser man det rigtige billede af manden, der har ligget i ligklædet.
Klædets alder har man kunnet fastslå ud fra forskellige indicier. Et af dem er de mikroskopiske spor fra pollen, som man har fundet i det. Den schweiziske kriminolog og botaniker Max Freia kunne i 1973 klassificere dem til at stamme fra 49 forskellige planter, heraf voksede 33 kun i Palæstina, det sydlige Tyrkiet og omkring Istanbul. Han fastslog også, at mønstret i vævningen var almindeligt i Mellemøsten i det 1. århundrede e. Kr. Der er altså intet i vejen for, at dette stykke lærred kan være vævet af hør, som voksede i Israel på Jesu tid. Siden har forskellige historiske spor bekræftet klædets fortsatte eksistens:
Gino Zaninnotto har i Vatikanets arkiver fundet det græske manuskript til den prædiken, som biskop Gregorio ved Sankt Sofia kirken i Konstantinopel holdt den 16. august 944, den dag da ligklædet kom til Konstantinopel. Det afliver resultatet af en kulstof 14-analyse, der viser at klædet ikke kan være ældre end 1400-tallet.
Roberto de Clary, en historieskriver fra det fjerde korstog, skriver i et manuskript, der findes på det Kongelige Bibliotek i København, at Otto de la Roche, anføreren for det fjerde korstog, stjal Jesu ligklæde under plyndringen af Konstantinopel i 1204 og overførte det til Frankrig, hvor det kom i Tempelriddernes besiddelse. I 1453 overdrog Margaret de Charny, enke efter den afdøde Geoffrey de Charny, det til Louis af Savoyen og det har siden været i denne families besiddelse.
Hertugerne af Savoyen lod bygge et smukt kapel til det i deres hovedstad Chambéry, hvor det lå sammenfoldet i et sølvbeklædt relikvieskrin. I 1532 udbrød der brand i kapellet, og flammerne rasede omkring skrinet. Ilden smeltede en del af den indre sølvbeklædning, som brændte et hul i lagenet. Da det lå sammenfoldet, blev der fire huller i det, som det ses i dag. Herved ændredes også stoffets indhold af kulstof 14-partikler, derfor blev det ikke muligt 500 år senere at fastslå en pålidelig alder med denne metode.
fotografisk negativ
I 1578 flyttede huset Savoyen lagenet til deres nye hovedstad Torino i Italien, hvor det har ligget lige siden i domkirken i et pragtfuldt kapel.
I 1898 fik fotografen Secondo Pia tilladelse til at fotografere det under en af de sjældne offentlige fremvisninger. Til sin store forbløffelse opdagede han, at billedet på lagenet i virkeligheden havde samme egenskab som et fotografisk negativ: Først ved at blive gengivet positivt trådte billedet frem!
Dette er et af de stærkeste indicier for, at skyggerne på lagenet ikke er malet på, for hvordan skulle en svindler i det 14. århundrede dog få den tanke at male et negativt billede? Selve begrebet var helt ukendt i billedfremstilling, indtil fotografiet blev opfundet i midten af 1800-tallet af franskmanden Daguerre. Desuden har de mest dybtgående mikroskopiske undersøgelser ikke kunnet afsløre det mindste spor af maling i trådene.
På lagenet ses mørke partier, der danner omridset af et menneskelegeme. Det er fastslået, at de ikke er malet på eller på anden måde fremstillet ad kunstig vej – de må stamme fra et legeme, der har været i tæt berøring med stoffet. Denne indsvøbning er foregået ved, at liget er blevet anbragt på ryggen på den nederste halvdel af det lange klæde, hvorefter den øverste halvdel er lagt henover legemets forside. Sluttelig er der foretaget en tværgående stram indsvøbning fra top til tå, hvorved liglagenet er blevet presset tæt ind på den døde krop.
Denne begravelsesskik var almindelig blandt jøder på Jesu tid, og den ville normalt ikke have givet anledning til, at liget afgav så detaljerede aftryk på stoffet. Men i Jesu tilfælde var der tale om et frygteligt mishandlet menneske, badet i sved efter 6 timers tortur på korset i Israels hede solskin og med ryggen i et blodigt kød efter 39 piskeslag.
Josef af Arimatæa havde bedt Pilatus om Jesu legeme, og han tog det ned af korset. Også Nikodemus kom, det var ham, som tidligere var kommet til Jesus om natten; han medbragte en blanding af myrra og aloe, omkring hundrede pund. Så tog de Jesu legeme og viklede linnedklæder om det sammen med de vellugtende salver… (Johs. 19:39-40)
Et helt nyt og tørt lagen ville øjeblikkelig opsuge væden på Jesu krop. Sveden ville før eller senere fordampe igen, men blodet blandet med salven ville indgå i en dybere forbindelse med lærredet.
Aftrykkene viser et udstrakt mandslegeme med hænderne lagt overkors i skødet. Disse hænder bærer spor af store blodpletter fra en gennemboring i håndroden under håndfladen. Også fødderne har været gennemboret og i legemets side er der et stort sår som fra et spyd.
På rygsiden ses tydelige striber efter mange piskeslag, der krydser hinanden næsten vinkelret – der har stået en soldat på hver side, som har skiftedes til at slå. Den ene skulder har præg af en blodig kvæstelse som efter et styrt på stengrund. Det stemmer med evangeliets beretning om, at Jesus faldt under vægten af korsets tværbjælke.
Panden og tindingerne bærer spor af blod, som om noget spidst og stikkende med brutal kraft er presset ned over hovedet – tornekronen? Ansigtet viser en mand af kraftfuld værdighed, som er såre langt fra den blegsottige drømmer, man ellers ser på malerier af Jesus.
Blodsamlingen fra såret i siden er forskellig fra de øvrige på lagenet og beviser, at denne mand var død, da han blev gennemstunget. Her er blodet begyndt at koagulere og dele sig i den mørke blodkage og den klare blodvæske serum. Når blod koagulerer, dannes der i det et æggehvidestof, der hedder fibrin. En blodplet fra en levende krop har en stærk koncentration af fibrin i kanten, mens blod fra et lig allerede før udstrømningen begynder at koagulere og derfor danner en plet med serum i kanten.
Kun blodet omkring det store spydsår har sit fibrin-indhold koncentreret i blodsamlingens midte og må derfor være post-mortalt, dvs. flydt ud efter dødens indtræden. Alle de øvrige sår har et stærkt fibrin-indhold i kanten og må derfor være opstået, mens legemet var i live.
Men lagenet fortæller endnu mere. Det tager ca. 36 timer, før fibrinholdige blodpletter får det udseende, de har her – den døde har altså ligget mindst 36 timer i det. Derefter begynder fibrinet at opløse sig, så pletterne skifter karakter – det er endnu ikke sket på dette klæde.
Regner vi sabbatens begyndelse hin historiske fredag til kl. 18, bliver det kritiske tidspunkt kl. 6 søndag morgen. Da må der ske noget, hvis ikke legemets begyndende forrådnelse skal udslette ethvert spor af, hvad den døde mand i lagenet har været udsat for.
Evangelierne fortæller, at der virkelig skete noget: Den døde mand blev vakt til live lige efter, at solen var stået op, og i et splitsekund af intens varme blev alle spor fra legemet svitset ind i lærredet, så de aldrig siden forsvandt.
Hvad var det for en varme, der fyldte den kolde klippegrav denne utrolige søndag morgen for næsten 2000 år siden? Var det Guds kærlighed, den uovervindelige?
Billedet er som sagt præget med ild som ved en kontaktsvidning, som har varet mindre end et sekund.
Denne opdagelse blev gjort af to doktorer i naturvidenskab fra det amerikanske NASA, Jackson og Jumper. De mener, at billedet fremkom ved en stråling.
Da de fremlagde deres opdagelse på den Internationale Videnskabelige Kongres om Ligklædet i Torino, tilføjede de, at det drejede sig om en meget kortvarig stråling, fordi trådene ikke er forkullede, men kun svedet på overfladen, og ud fra hvor dybt de er brændt, kan man måle den brøkdel af et sekund, strålingen varede.
Lagenets påvirkning af en intens varme blev også påvist på samme kongres af to videnskabsmænd: Professor Lindner, professor i teknisk kemi ved det tyske universitet i Karlsruhe, og Professor Rinaudo, professor i nuclear medicin ved det franske universitet i Montpellier.
Er det urealistisk herudfra at slutte sig til, at denne stråling skete i opstandelsesøjeblikket? Der findes ikke nogen bedre forklaring. Intet lig i verdenshistorien har efterladt sit billede prentet med ild på det ligklæde, der dækker det.
Men som forfatteren Jorge Loring udtrykker det i sin nye bog om ligklædet: Ligklædet er ikke en del af den bibelske åbenbaring. Det er videnskaben og kulturen, der tvinger mig til at beskæftige mig med ligklædet, ikke Kirken. Der er mange ting, der er sande, selv om de ikke har noget med troen at gøre, fx Pythagoras læresætning, Arkimedes princip og pyramiderne i Egypten.
Der er masser af grunde til at være sikker på ligklædets ægthed. Modargumenterne er derimod meget lidt overbevisende. Der er mennesker, der bilder sig ind, at de ved at angribe ligklædet skader Kirkens tro. De tager meget fejl, for Kirkens tro er baseret på Bibelen; ikke på ligklædet. Hvis ligklædet var falsk, kunne de bare fjerne det. Kirken behøver det ikke. Men hvis det er ægte, finder vi os ikke i, at de smider det i skraldespanden!
