Ny valgmenighed i Skjern

I Skjern i Vestjylland er en valgmenighed på vej. Skjern er en af Indre Missions højborge, men denne valgmenighed er ikke indremissionsk, dog består arbejdsgruppen af mennesker, der har sin rod eller tilknytning i det missionske. Formålet med at oprette en valgmenighed er først og fremmest at skabe rammer om en nutidig gudstjeneste i Skjern, hvor kirkegangen de seneste år har været vigende.
– Vi vil gerne nå det moderne menneske med en tidssvarende gudstjeneste, hvor der ikke blot synges salmer i et svært tilgængeligt sprog, og hvor kirkegængerne ikke er passive tilhørere, men aktive deltagere, siger formanden for arbejdsgruppen Jan Christiansen.
Arbejdsgruppen for den kommende valgmenighed, der afholder sin stiftende generalforsamling i maj måned, har allerede ansat sin første præst.
Det er Jens Lomborg, der for nyligt vendte hjem fra Botswana i Afrika, hvor han underviste på et præsteseminarium.
Valgmenigheden regner med at være klar til at fejre den første gudstjeneste den 3. september.
– Tore