Unge tror på dem, de kender
Kristne events tiltrækker stort set ikke unge udenfor kristne kredse. Men det gør kristne venner, kærester og familiemedlemmer, der lever et liv, der hænger sammen med deres tro, viser ny undersøgelse
Søren Østergaard og Kirsten Grube fra Center for Ungdomsstudier og Religionspædagogik står bag undersøgelsen, som de beskriver i bogen Mere end blot en søgen efter enkle svar? et studie i danske unges søgen mod kirkelige fællesskaber. Bogen udkommer torsdag 6. april i forbindelse med en temadag om emnet.
– De unge søger ikke bevidst efter at være engageret i et kirkeligt fællesskab, for det med religion eller kirke ligger umiddelbart langt nede på deres behovsliste. De er optaget af studier, en begyndende karriere, af projekt hus eller projekt barn. De skaber primært identitet gennem deres forskellige projekter, venner og netværk. De har ikke umiddelbart huller i deres tilværelse, og de har derfor ikke altid tid til at stoppe op og reflektere, siger Kirsten Grube, der har været forskningsmedarbejder på undersøgelsen.
Der tales ellers ofte om en udbredt åndelig søgen, og at mange forsyner sig fra alle hylder i det religiøse supermarked. Men det gælder ikke for de unge, som har deltaget i denne undersøgelse.
Kun syv procent har søgt i andre religiøse sammenhænge, inden de kom ind i et kirkeligt fællesskab. Ganske vist angiver en ud af fire, at de ofte har overvejet den religiøse dimension i livet, før de blev engageret i et kristent fællesskab, men det har ikke bragt ret mange til at blive aktivt søgende.
– Det er tankevækkende, at 22 procent betegner sig selv som kristne, før de bliver en del af et fællesskab, men det er i tråd med vores tidligere undersøgelser Teenagere & Tro og Generation Happy? De viste, at ca. en ud fem danske teenagere tror på helt grundlæggende elementer i den kristne tro som Gud, Jesus som Guds Søn og opstandelsen, siger Søren Østergaard, som kalder dem for kirkeløse kristne.
– Når de kommer ind i et kirkeligt fællesskab, går de ikke gennem en omvendelse, der grundlæggende ændrer deres livstolkning, men man kan sige, at deres tro får en kollektiv forankring.
48 procent af de unge i undersøgelsen angiver, at de er kommet ind i kirken gennem venner og bekendte, der inviterer dem med eller inspirerer dem til at søge ind i et kirkeligt fællesskab.
– De unge har mødt det, vi kalder betydende andre, som lever og fortæller den store historie gennem deres eget liv. Tro er ikke nødvendigvis et anliggende for dem, før de møder mennesker, som lever historien, dvs. praktiserer kristendommen. Den store historie får et konkret ansigt, som de kan relatere til, og derved kan det give mening for dem, siger Kirsten Grube.
Hun har interviewet 15 unge for at få uddybet de svar, som kom ind via spørgeskemaer fra i alt 101 unge.
En klar konklusion er, at relationer betyder langt mere end aktiviteter for de unges vej ind i kirken, og det er også de relationer, de får, der betyder mest for, om de forbliver aktive i fællesskabet.
– Vi kan se af deres svar, at fællesskabet afkræver stillingtagen til teologiske og moralske spørgsmål. Vi finder det vigtigt, at kirken erkender, at de unge er i en individuel proces, der gør, at de ikke umiddelbart tager hele pakken, dvs. den teologi, etik og moral, der eksisterer i fællesskabet, konkluderer Kirsten Grube.
Unge er mangelvare i kirken
Søren Østergaard fra Center for Ungdomsstudier og Religionspædagogik havde regnet med, at det ville blive let at finde 300 unge mellem 18 og 35 år, som var blevet aktive i en kirke fra 2000-2004.
Kriteriet for at være med i undersøgelsen var, at de unge ikke måtte have været aktive efter deres konfirmation eller være vokset op i en familie, der var aktive i et kirkeligt fællesskab. Det kriterium udelukkede de allerfleste aktive unge.
700 præster og 200 sogne i folkekirken er blevet kontaktet, lokalafdelinger af de lutherske ungdomsbevægelser og stort set alle frikirker. Det lykkedes med hiv og sving at få 200 navne. Undersøgelsen endte med at omfatte 101.
– Der er meget kirkeshopping, hvor unge bevæger sig mellem kirkerne, eller de flytter ind til byen fra Vestjylland, og derfor var kirkerne og organisationerne ikke klar over, hvor få der faktisk kommer udefra, siger Søren Østergaard.
– Det er en fælles udfordring at udvikle noget, der rykker, siger han.