Lene Warming mægler imellem stridende parter i kirkelige sammenhænge: Strid blandt kirkens ansatte er det værste
– I mit arbejde som konsulent har jeg ikke oplevet mere betændte og nådesløse konflikter end dem, der finder sted i nogle kirker og sogne, siger Lene Warming, der har været selvstændig rådgiver i private, offentlige og kirkelige sammenhænge siden 2002.
Tidligere var Lene Warming ansat i store konsulentvirksomheder i København. Men da hun med sin mand og nyfødte datter flyttede til Århus, blev hun inspireret til at gå nye veje af sin mand, der også er selvstændig erhvervsdrivende. Hun er for nylig blevet medlem af Kirkekonsulenterne et netværk af konsulenter, der betjener det danske kirkeliv.
Lene Warming, 38 år, er uddannet cand.comm. fra Roskilde Universitetscenter.
– Jeg havde det virkelig svært med, at der blev fokuseret så meget på gruppearbejde under uddannelsen, fortæller hun. Til gengæld lærte hele forløbet mig rigtig meget om, hvor let det er at få en konflikt sat i gang, og hvilke redskaber der skal til for at løse konflikten og få samarbejdet til at fungere igen.
Ud over redskaberne fra gruppearbejdet ved kommunikationsstudiet er Lene Warming også uddannet mediator (konfliktmægler) fra Center for konfliktløsning i København.
Hun har i sit arbejde for rådgivningsfirmaet Amphion og siden Nellemann Konsulenterne undervist firmaer og offentlige institutioner i proces-
ledelse, ledelse, samarbejde, kommunikation og udvikling af personlige ressourcer.
Lene Warming fik en forrygende start som selvstændig. Først blev hun i to semestre bedt om at undervise på det banebrydende uddannelsessted KaosPiloterne i Århus. Og herefter fik hun bl.a. en række store opgaver for Nordjyllands Amt.
Der, hvor Lene Warming har haft allermest brug for sine evner til at hjælpe andre til at få løst deres konflikt, har været i kirker og menigheder rundt omkring i landet.
– Og når jeg kan opleve striden blandt kirkens ansatte som det værste, skyldes det flere forhold, forklarer Lene Warming.
– Det handler dels om de typer af konflikter, som udspiller sig i en kirke til forskel fra andre steder. Her er det ikke kun uoverensstemmelser om interesser, midler og metoder. Det er dybe værdimæssige konflikter, som bl.a. næres af forskellige kirkesyn og opfattelser af, hvad målet for kirkens arbejde skal være. Og det står ikke til forhandling!
– Et andet forhold er, at der som bekendt ingen decideret leder er i en folkekirke, og dét efterlader flere steder såvel præster som øvrige ansatte i et slags ledelsestomt vakuum, hvor frustrationer kan vokse støt år efter år uden at blive håndteret. Havde det været en virksomhed, var nøglen flere steder drejet om for længst. Men bundlinien i en folkekirke er en anden størrelse, hvor konflikthåndtering ikke viser sig absolut nødvendig, førend der er faldet så mange dråber i glasset, at det nu begynder at flyde over.
– Det er dette overfyldte glas, jeg ofte konfronteres med, når jeg besøger fx en personalegruppe i en kirke. Hér står de små sko på rad og række, og der skal ikke siges eller gøres meget, før dråberne forvandler sig til store skvulp, der skyller gennem lokalet:
Du overskrider altid deadlines! Du tror, du kan bestemme det hele! Du er ikke kompetent til dit arbejde! Din gudstjeneste er jo det rene cirkus! I har ingen respekt for mit arbejde!, Jeg føler mig fysisk syg, når jeg tænker på at skulle til personalemøde
Når jeg befinder mig i dette rum, så er der en tristhed og en medlidenhed, der griber mig, som ikke sker i andre sammenhænge, når jeg arbejder med konfliktmægling, fortæller Lene Warming.
For jeg ser en stribe mennesker være fanget og forvildet i en organisation, hvor de er blevet forladt overladt til sig selv uden leder, redskaber eller ressourcer til at komme videre. Og så sidder jeg der pludselig sammen med en mægler-kollega og det bliver hurtigt tydeligt, at vi skulle have siddet der for længe siden!
Visse steder kan det være som om, at al nåden er brugt op, og den kirkelige arbejdsplads har forvandlet sig til det mest nådesløse sted på denne Guds jord.
Det er paradoksalt at opleve, og det er et hårdt og sørgeligt sted at gå ind, fortæller Lene Warming.
Hun understreger, at det i den forbindelse er guld værd med et netværk som Kirkekonsulenterne, fordi hun her kan drøfte eller samarbejde om de meget komplicerede og tunge sager med kompetente konsulentkolleger.
Hvilken rolle spiller Gud i dit arbejde?
– Gud er mit hemmelige våben, siger Lene Warming.
– I mit job håndterer jeg menneskeliv, der af og til kan være meget skrøbelige i forholdet til hinanden. Jeg arbejder med folk, der er fulde af vrede og frustration. Med mig har jeg min faglighed og erfaring. Men det er godt, at det ikke er det eneste.
Mit tredje redskab er at bede Gud om selv at være til stede. Jeg beder om, at han må give visdom og hjælpe gruppen til at kigge på hinanden med nye øjne.
– Når en konflikt løses, bruger Gud oftest min faglighed til at give de berørte redskaber til at komme videre.
Men af og til går Gud uden om mig og virker på en måde, hvor jeg må sige: Jeg ved ikke hvordan tingene pludselig blev løst op, og situationen blev vendt til det gode.
– Men de får en faktura alligevel, siger Lene Warming med et glimt i øjnene.