Når himmelen tier
Kan det betale sig at bede?Da jeg var omkring 15, hørte jeg på en kristen sommerlejr, at vi skulle bede for vores fremtidige ægtefælle. Det lød godt, syntes jeg. Så jeg begyndte at bede for min mand. Ikke hver dag, men jeg mindede dog regelmæssigt Gud om mit ønske.
Da jeg blev 30, havde min prins stadig ikke meldt sig. Der var da ganske vist mænd, som var interesseret i mig, men ingen af dem passede til mine forestillinger: Han skulle tro på Gud, gerne være prædikant og ikke meget yngre end mig. Men de mænd, jeg traf fra denne kategori, lagde ikke mærke til mig.
I mellemtiden var alle mine veninder blevet gift, og Gud syntes at have glemt mit ønske.
Alligevel fortsatte jeg min snak med Gud, for bøn er for mig lige så vigtig som at trække vejret. Jeg har brug for kontakt med Gud, for at lægge min fortid, nutid og fremtid frem for ham. Bønnen er grundstenen i mit liv og en kilde til håb. Når vi beder, heler Gud vore sår, han trøster os og giver os styrke.
Men hvor er det alligevel tit svært at bede! I hverdagens stress og jag er tid en mangelvare. Desuden sniger der sig ofte en snert af tvivl ind, når de gode resultater udebliver.
Mange kristne mener endda, at man ikke skal bede, men arbejde. At Gud bedre kan lide handlinger end ord. Det modsiger Bibelen klart. Jesus opfordrer igen og igen til bøn: Bed i mit navn ….. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen. (Joh. 16,24). Også Jesus selv levede efter dette motto. Ofte bad han hele nætter.
Men hele tyve år lod Gud mig vente. Havde jeg vidst det som 15-årig, ville min reaktion formodentlig have været: Så lang tid kan jeg ikke vente! Derfor holder Gud vores fremtid skjult.
Eftersom jeg hvert år ventede at møde min mand, bad jeg videre som den utrættelige enke i lignelsen, Jesus fortæller (Lukas 18). Dog var jeg ved at opgive, da jeg var blevet 35. Tung om hjertet måtte jeg konstatere, at jeg ville forblive ugift. Netop da dukkede han op – og præcis sådan som jeg havde forestillet mig ham: en mand, som holder af Gud og kan lide at fortælle og lære om ham.
Da Benjamin Franklin engang blev spurgt, hvorfor han stædigt holdt fast i mange planer trods stor modstand, sagde han: Har I nogensinde set en stenhugger arbejde? Han slår måske hundrede gange på det samme sted, uden at der viser sig den mindste revne. Men ved det 100. slag går stenen pludselig i to dele. Det var ikke det sidste slag, som slog den i stykker, men alle slagene før det.
Vedholdende bøn giver resultat. Måske synes du ikke, at din bøn i dag har ført noget med sig, men efter ti, halvtreds eller hundrede dages bøn vil du se, at allerede den første dag var en succes. For uden den ville der ikke være den sidste.
Marija Koprivnjak er mor til to og bor med sin familie i Vukovar. Hun arbejder med kvinder og er med i Samaritans Purse, et internationale hjælpearbejde, som formidler julegaver til trængende børn.
Fra magasinet Lydia
