En gammel bog førte dem til skatten
Der har i mange år hersket vild diskussion om dens pålidelighed. Jeg vil her fortælle nogle forbløffende facts om en gammel bog.
Der har i mange år hersket vild diskussion om dens pålidelighed. Nogle har hævdet, at det ikke er andet end en samling myter… og at man ikke kan tage den for at være en sand beretning.
Dette gamle dokument indeholder noget, man kunne kalde et skattekort, men tegnet med ord – et kort, som viser lokaliseringen af skjulte skatte.
Guldjægere, opdagelsesrejsende og videnskabsmænd har i den senere tid studeret skattekortet lidt nøjere. Og ud fra sporene på kortet har man faktisk fundet frem til nogle af de beskrevne skatte.
Ja, hvor fantastisk det end lyder, har folk på jagt efter værdifulde råvarer som olie og kobber fundet disse rigdomme præcis der, hvor denne gamle bog havde sagt, de skulle være!
Opdagelserne sker i Israel og Egypten.
Da præsidenten for Standard Oil Company sad og læste den gamle beretning om en lille båd, der drev omkring på Nilen med en lille hebraisk dreng, som hed Moses, stoppede han brat op.
Det, der fangede hans opmærksomhed, var følgende: at båden var imprægneret med harpiks (bitumen) for at gøre den vandtæt.
Oliemanden ræsonnerede, at hvor der var harpiks (bitumen), måtte der også være olie. Hans selskab tog til Egypten og borede. Og præcis langs med Nildalen fandt de olie.
En tidligere øverstbefalende i den israelske hær, Dr. Yigal Yadin, var ude for en lignende oplevelse. Han stod i spidsen for udgravninger i den bibelske by Hazor i det nordlige Israel.
Baseret på beskrivelser i Bibelen lavede han en liste til brug for de folk, som deltog i udgravningen, og sagde til dem: Regn med, at I vil finde de her genstande.
Til deres forbløffelse – men ikke hans – fandt de alt, hvad der stod på listen inklusive byporten, som ifølge Bibelen stod der.
Vand er altid et problem i et land, hvor mere end halvdelen er ørken. Derfor er det en kæmpe overraskelse pludselig at nå frem til en swimmingpool med vippe og det hele midt i den golde Negev-ørken i det sydlige Israel.
Swimmingpoolen er resultatet af en jagt på vand, udført tæt på en moderne bosættelse ved navn Yotvata – efter det bibelske sted Jotbata.
Hvor er indiciet i Bibelen på, at der skulle være vand her? Det finder vi i beretningen om udvandringen fra Israel, som fortalt i 5. Mosebog 10,7:Derfra brød de op og drog til Gudgoda, og fra Gudgoda til Jotbata, et land med bække.
Siden Israels genoprettelse i 1948 har staten brugt Bibelen som praktisk hjælp i en moderne tid.
Forskere er tyet til Bibelen for at finde ud af, i hvilke egne der fandtes vand i gamle dage – vand, som fik landet til at blomstre. Ud fra fortællingerne har de lokaliseret de gamle brønde og renset dem op til brug igen.
Som mrs. A.G. Rylah, gift med en israelsk førsteminister, har udtrykt det: De ved, at når Bibelen nævner en bestemt afgrøde, og hvor den voksede, så vil den vokse der igen, hvis der tilføres området vand.
Da den vigtige nyhed om det første oliefund i Israels historie blev udsendt i den unge nations radio i 1955, blev den indledt med oplæsning af et stykke fra 5. Mosebog, kapitel 32. vers 13. Her står der, hvordan Gud Herren førte Jakob ud af ørkenen ind i et land, hvor han kunne suge… olie ud af flinteklippen.
Det var meget passende med denne indledning, for det var Bibelen, som i første omgang havde inspireret israelerne til at bore.
Så da briterne efter flere forgæves forsøg opgav jagten på olie, dengang Det Hellige Land var britisk mandatområde, ventede israelerne tålmodigt på deres chance.
Kort efter at have opnået uafhængighed i 1948 begyndte de at bore i et område, de kaldte Heletz tæt på den uroprægede Gazastribe på grænsen til Egypten.
Deres tro gav bonus i 1955, da boret pludselig eksploderede og olien fra flinteklippen sprang højt i vejret.
En bemærkelsesværdig beretning om tro i Bibelens profetiske tekst blev fortalt af den tidligere udviklingsminister i Israel, dr. Dov Joseph.
I teksten møder vi Moses profeti til Israels stammer i 5. Mosebog 33, 24-25, hvor Moses siger til Asher: måtte dine portslåer være jern.
Under inspektion af en nyligt opdaget jernmalmåre i Galilæas bjerge i det nordlige Israel kom en af minearbejderne, en krumbøjet, hvidhåret gammel mand, hen til dr. Joseph og gav ham et primitivt kort over det bibelske Israel, hvoraf det fremgik, at den nye mine lå i Asher og hans stammes land.
Og her, sir, sagde den gamle mand, har vi fundet den jernmalm, som Moses lovede os.
Beretningen i Bibelen om kong Salomons hof lyder som et eventyr.
Det virker næsten, som om forfatteren må have haft en rig fantasi og en tendens til at overdrive. Men beskrivelsen af Salomons styre viser sig at være et FAKTUM, selvom den lyder som fiktion.
Det blev bevist af to amerikanske arkæologiske ekspeditioner i 1937.
Det år drog en kamelkaravane af sted fra Jerusalem til Aqaba-golfen, læsset med det seneste nye udstyr og efterfulgt af geologer, historikere, arkitekter, arkæologer og en fotograf.
Lederen af karavanen var dr. Nelson Glueck, der som andre var medlem af det berømte amerikanske fakultet for orientalsk forskning.
Målet var en uformelig høj ved navn Tell el-Kheleifeh.
Glueck, som var en verdensberømt arkæolog og bibelforsker, havde brugt mere end tyve år på at gennempløje Israels store og tørre Negev-ørken i sin søgen efter det, Bibelen sagde fandtes der.
Sporet havde han fra 5. Mosebog (kap. 8, 7 og 9):
Når Herren din Gud fører dig ind i et herligt land… et land, hvis sten er jern, og i hvis bjerge du kan bryde kobber.
Efter en rejse med kamelkaravane og til fods, som ville have givet rigeligt med stof til en Hollywood-film, nåede de frem til Tell el-Kheleifeh. Denne ensomt beliggende høj, som ikke forekom at være større end en bunke murbrokker, rejser sig ud af den uendelige, skyggeløse slette.
De slog lejr og begyndte at sondere terrænet. Og helt uventet gav deres grundige arbejde hurtigt resultater. Der blev fundet fiskekroge: Fiskekroge af kobber! Derpå fandt de mursten og rester af murværk. Alle steder rundt omkring noterede videnskabsmændene sig, at sandstenen var af en karakteristisk grøn farve.
En aften sad Glueck i sit telt og reflekterede over resultaterne af arbejdet.
Der var blevet fundet meget interessant materiale, men ikke noget virkelig usædvanligt.
Mens han sad og gennemgik sine notater, standsede han op og grundede. Jernmalm og malakit i Aqaba? I den høj af murbrokker foran hans telt, rester af murværk, slagger og kobberfiskekroge? Og altsammen fundet knap 500 meter fra Det Røde Hav?
Det virkede altsammen bekendt på en eller anden måde.
Med stigende spænding fandt Gluck igen frem til det sted i Bibelen, som omtaler Det Røde Hav i forbindelse med en stor konge:
På den tid drog Salomo til Esjongeber og til Elat i Edom ved havets kyst (2. Krøn. 8,17).
Glueck vidste, at på Bibelens tid gik Edom helt ned til bugten ved Det Røde Hav.
Nu arbejdede hans hjerne på højtryk.
Midt om natten indkaldte han sine kolleger til et møde.
De besluttede at foretage en grundig undersøgelse nu.
Glueck var sikker på, at han nu vidste, hvorfor de havde fundet støbeforme og en masse kobberslagger midt ude på den golde, ubarmhjertigt brændende slette.
Hans team arbejdede som rasende, men måtte trække sig tilbage, før Glueck havde held til at bevise sin teori.
I 1940 fortsatte en ny ekspedition udgravningerne i Tell el-Kheleifeh og BEVISTE, at Gluecks fornemmelse havde været rigtig.
På en plads omgivet af fire mure afdækkede ekspeditionen en kæmpestor bygning. Den grønne misfarvning på murene lod ingen tvivl tilbage med hensyn til dens formål… det var en højovn.
Murstensvæggene havde to rækker huller: de var røgkanaler. Bygningen rummede et sindrigt system af luftkanaler.
Højovnen var bygget efter et princip, som blev taget op igen i den moderne industri i den 19. århundrede og gik under navnet Bessemer systemet.
Ezion-Geber lå på Kongevejen, som gik fra Egypten til Damaskus i Syrien.
Ti smeltere til raffinering af kobber er siden blevet udgravet her. De havde røgkanaler af et moderne udseende.
Ikke nok med, at de vendte mod nordvest for at få vinden, der blæste mod syd fra nordvest, ind med stor styrke, men de lå også i byens nordvestlige hjørne. Vinden blev ved hjælp af luftkanaler automatisk brugt til at sørge for den nødvendige træk til ilden i ovnen.
Her blev kobberet og jernet ikke blot raffineret, men også lavet til metalbarrer og færdige produkter.
Ezion-Geber producerede det metal, der blev brugt til det rituelle udstyr på Salomons tempel i Jerusalem – til bronzealtret, havet, som var navnet et stort kobberbækken, til de ti stel af bronze, til askespandene, skovlene og stænkeskålene og til de store søjler Jachin og Boaz i templets indgang.
Kong Salomon, der af Glueck beskrives som den store kobberkonge, skal regnes med blandt oldtidens største eksportører af kobber.
Meget af Salomons enorme rigdom stammede uden tvivl fra produktion af metalværktøj og våben og fra salg heraf til andre nationer.
Det var her ved Ezion-Geber, at Salomon byggede oceangående skibe. De sejlede til verdens ender. Tilbage gennem Ezion-Geber kom der hvert tredje år produkter fra troperne som for eksempel elfenben og ibenholt og eksotiske dyr som silkeaber og påfugle (1. Kong 9:26; 2. Krøn 8:17, 18; 9:21).
De bibelske kildeskrifter omtaler, at der var mere guld, sølv og kobber i Salomons regeringstid end nogensinde hverken før eller senere (1. Kong 7:46,47; 2. Krøn 4:17,18; 9:13,14,27).
Arkæologien har i vores tid bekræftet og belyst alle disse facts.
Havnen og havneanlægget er blevet begravet i sand.
Men Glueck fandt mere, end han ledte efter – de rige kobberminer, som havde været med til at gøre kong Salomon til en rig monark, og som havde været tabt for civilisationen i næsten 3000 år.
Disse miner, i det jordanske område kendt som Arabah i den nordøstlige del af Ezion-Geber, viste sig at være talrige i antal. Kobbermalm blev hentet derfra og smeltet i ovne nær ved minerne. Store bunker af slagger i nærheden af disse miner vidner om omfattende minedrift. Og potteskår fundet i og udenfor minerne daterer det meste af denne aktivitet tilbage til Salomons tid.
Ruiner af ovne tæt på minerne vidner om, at malmen er blevet forarbejdet i takt med, at den blev gravet op af undergrunden. Derfra blev det rå metal så transporteret til Ezion-Geber for at blive raffineret.
Som resultat af Gluecks opdagelse blev ørkenens stilhed snart brudt af lydene fra en blomstrende, travl mine- og kobbersmeltningsindustri i Timna, stedet for de bibelske miner.
Senere udvidede Glueck sine udforskninger til Negev, det tørre, øde landskab i det moderne Israel. Der fandt han rige jernminer, som siden hen er blevet udnyttet igen i lighed med kobberminerne efter at have ligget i dvale i 3000 år.
Jeg er altid gået ud fra den forudsætning, at de historiske redegørelser i Bibelen er sande, sagde dr. Glueck. På det grundlag har jeg gjort nogle af mine vigtigste fund.
Den 13. februar 1918, umiddelbart før afslutningen på 1. Verdenskrig, stod kommandøren for den britiske hær i Mellemøsten, Viscount Allenby, i Palæstina og var i færd med at skitsere en plan for et frontalt angreb på landsbyen Mikmas.
Mikmas (Mukhmas) ligger 14 kilometer nord for Jerusalem, på en bakke nord for det snævre og dybe Wadi es-Suweinit (Mikmas-pas), som fører fra Ephraims højslette ned til Jeriko.
Men her stod altså Allenby og var i færd med at planlægge et frontalt angreb på den tyrkisk belejrede landsby.
En af hans officerer, major Petrie, var overbevist om, at han havde hørt navnet Mikmas før, men kunne ikke komme i tanke om hvor eller hvornår.
Og den nat kunne han ikke falde i søvn, fordi ordet blev ved med at køre rundt i hovedet på ham.
Mikmas… Mikmas, grublede han.
Til sidst kom han i tanke om, hvor han havde det fra. Mikmas var navnet på et sted, der var nævnt i Bibelen.
Major Petrie tændte lampen og begyndte at rode efter sin bibel. Efter kort tids søgen fandt han til sin lettelse og glæde det sted i Bibelen, han ledte efter, i 1. Samuel, kap. 13 og 14.
Majoren skyndte sig derpå hen til sin overordnede og vækkede ham, mens han ophidset udpegede de vers i Biblen, der beskrev et slag på selv samme sted 3000 år tidligere.
Den bibelske beretning fortæller, hvordan kong Sauls søn Jonatan og hans våbendrager – bare de to mænd alene – klatrede op ad en stejl sti mellem to klippefremspring og besejrede filistrene.
Generalen besluttede, at det var værd at undersøge stedet nærmere. Han sendte straks to spejdere ud for at checke, hvor nøjagtig beskrivelsen i Bibelen var. Da spejderne lokaliserede de skarpe klippefremspring og andre landmærker, meldte de tilbage om deres fund.
Kommandøren og majoren studerede derpå grundigere beretningen i Bibelen. Og som resultat heraf ændrede de samme nat planen for angrebet.
Næste morgen fulgte en lille deling britiske soldater Jonatans rute, overraskede tyrkerne og sendte dem uden problemer på flugt.
På Jonathan Grays hjemmeside kan man på engelsk læse mere om utrolige opdagelser af fortidens gåder.
