– Jeg forstår dig!

Tante Elisabeth, jeg forstår dig! Jeg ved, hvordan det er, når det gør ondt, sagde min ni-årige niece Sara trøstende til mig.For to uger siden lå jeg også her på hospitalet, og det værste var røntgenapparatet. Jeg skulle drikke sådan noget ækelt, hvidt noget på grund af min maveundersøgelse! Men du skal ikke være bange, jeg skal nok passe på dig – kun til røntgenundersøgelsen er du nødt til…

Sara, hold op! afbrød min søster sin datter. – Tante Elisabeth er voksen. – Hun er ikke bange. – Åh jo, tænkte jeg. – Hun skulle bare vide …
Et par minutter efter at sygeplejersken havde skubbet mig ind i „røret“ og havde forladt lokalet, var hun kommet tilbage og havde undskyldt, at apparatet var i stykker, men hurtigt ville blive repareret. Jeg skulle bare ligge helt roligt imens. Den halve time i det snævre, mørke rør havde forekommet mig som en evighed.

Efter min udskrivning passede min søster mig – og Sara. Hun puttede sig op i sengen til mig og sagde: – Jeg skal nok sove her ved siden af dig og holde dig i hånden. – Jeg ved ikke hvorfor, men Saras ord „jeg forstår dig“ trøstede mig, og hendes lille hånd fjernede min angst.

Sorg og smerte forener mennesker på en mærkelig måde. Angsten for det uvisse griber vel os alle indimellem. Også kvinder i Bibelen led denne skæbne – og mange fandt hinanden i sorgen, som Ruth og Naomi.
Hvor godt og vigtigt er det ikke i sådanne situationer at have en nær ven, som kan tage vores hånd og føre os ud af mørket.
Sådanne venskaber kender ingen grænser – hverken med hensyn til alder, nationalitet og rang.

Og mennesker, som har gennemlevet en personlig smerte, er gode til at hjælpe andre til en dybere indsigt, for vi kan alle give det videre, vi selv har oplevet.
Så længe man ikke forstår og accepterer, hvorfor man har det dårligt, føler man sig som offer.
Først når man mærker Guds nådige hånd i sin, kan man komme videre – gifte sig – få et barn – drømme en ny drøm og leve videre…
– Teologen og evangelisten Spurgeon skrev engang: – På samme måde som soldater sammenligner deres historier og ar, vil vi alle i himlen kunne fortælle om den nød, vi var i, da vi lærte Guds trofasthed at kende.
Midt iblandt de nære, dejlige venner dér vil jeg ikke føle mig som en fremmed.

Også Jesus hører til det fællesskab. Han kender om nogen til lidelse.
Derfor kan han bedre end nogen anden forstå og trøste folk, som lider og har det svært.
Hans tilstedeværelse er nok til at drive angsten på flugt. Han ved, hvordan smerte, afvisning og ensomhed føles.
Ingen varm barnehånd, kun hårde søm, holdt hans hænder på korset, efter at faderen havde vendt sig bort.
Men han bar det hele for os. Han betalte for vores skyld, led vores smerte. På korset har Jesus slået bro mellem Gud og mennesker.
Nu er han den, der står alle lidende mennesker nærmest og kan hviske til dem: – Du er ikke alene, jeg bliver hos dig.

Vi har netop fejret påske – en påmindelse om Guds kærlighed. Et af mine yndlingsvers er: „ …og hvor overvældende stor hans magt er hos os, der tror i kraft af hans mægtige styrke. Med den magt virkede han i Kristus, da han oprejste ham fra de døde…“ (Ef. 1,19-20).
Det er vores håb. Det giver os nyt mod. Guds kraft hjælper os, når vi behøver helbredelse på krop og sjæl.
Og mens du venter, holder Jesus dig i sin gennemborede hånd.

Af redaktør Elisabeth Mittelstaedt,
kvindebladet
‘Lydia’