Gribende bibelsk drama i romanform

Efterfølgeren til Thoene-parrets „Det første lys“ bringer igen læseren tilbage til Jesu tid.Lohses Forlag er på banen med endnu en flot og gribende bibelsk roman af Bodie og Brock Thoene, Den anden berøring. På dansk er der nu kommet 24 romaner fra deres hånd. I USA er de oppe på 41, så måske har vi flere oversættelser til dansk i vente?Den anden berøring er efterfølgeren til Det første lys. Som sædvanlig er Bodie fortælleren, som giver personerne liv og sætter dem i et mønster, der levendegør begivenheder i Bibelen, mens Brock bygger fundamentet for Bodies historier. Hans grundige forarbejde og sans for de historiske detaljer sikrer, at bøgerne bliver lige så informative, som de er underholdende – og underholdende er de.
De to bøger foregår i Mes-siasforventningens tid, mens Jesus går omkring og møder mennesker og deres behov. I Den anden berøring handler det først og fremmest om de fattige, de udstødte og de spedalske, der både er udstødte og fattige, ja levende døde. Vi lærer dem at kende, følges med dem – også i mødet med Jesus.
Som sædvanlig opererer forfatterægteparret med et rigt persongalleri, hvoraf mange kendes fra Bibelen. Omkring dem udspiller der sig et gribende drama, hvor omsorg og kærlighed konstant møder nød og brutalitet.
Titlen Den anden berøring viser hen til Jesu berøring til frelse og til helbredelse.
Sproget er flot, historien fængslende, og så er det spændende bibelfortælling. Jeg kan ikke blive træt af at læse de spændende romaner fra det amerikanske forfatterpar og glæder mig allerede til de næste.

Bodie og Brock Thoene:
Den anden berøring
458 sider 299,95 kr.
Lohse