Massoud stifter egen kirke

På sommerens missionskonference besluttede Church of Love
at blive en selvstændig kirke med egen organisation.Efter ni år under Pinsekirkens vinger er ledelsen og medlemmerne i Church of Love nu parate til at kaste sig ud i Guds vind og lade sig bære af egne vinger.

Massoud Fouroozandeh skal ikke længere bære ansvaret alene for Church of Love.

Derfor stifter de en selvstændig organisation for kirken. En støtteforening bliver også stiftet. Den har til formål at give missionsarbejdet blandt nydanskere en ekstra håndsrækning.
Beslutningen blev med fuld opbakning taget på sommerens missionskonference, der blev holdt i den første uge i juli.
Som stifter af Church of Love har præst Massoud Fouroozandeh i mange år stået alene med en stor del af ansvaret for arbejdet.
En stor vision og en forventning om en fremtid fuld af udfordringer har skabt et behov for, at ansvarsbyrden bliver fordelt over flere skuldre.
Ifølge Massoud kræver ”den nye vin” også nye sække.
– Mange danske menigheder er skræddersyet til det, der har været indtil nu. Men mange af dem har kun en vision for deres by.
– Jeg har en vision ikke kun for Odense, Danmark eller Skandinavien, men ser også Iran og Afghanistan i visionen.
– Den dag, hvor Iran bliver åbnet, skal vi have mange missionærer klar til at blive sendt ud og forkynde Guds ord til iranerne.
– Nu har Gud givet os en tid til at oplære mennesker og give dem vækst. Vi vil derfor undervise vores folk målrettet til at blive fremtidige pastorer og ledere. For når tiden kommer, så har vi ikke tid til det. Den vision kunne jeg ikke dele med ret mange lokale kirker. Vi har brug for en skræddersyet model til det arbejde, siger Massoud.

Ny organisation

Den nye struktur for organisationen er dannet efter en centraliseret model med en ledergruppe i toppen. Lederne vil være en blanding af nydanskere og gammeldanskere.
Under ledergruppen er tilknyttet lokale ledergrupper fra plantede menigheder rundt om i de danske byer.
En administrativ arbejdsgruppe bestående af f.eks. revisorer, kasserere og advokater skal yde professionel hjælp til ledergruppen.
Derudover tilknyttes også en gruppe med eksterne rådgivere, hvor den ene er Leo Hansen, tidligere landsleder for Missionsforbundet.
En rådgiver fra udlandet med forstand på mission og muslimer vil også blive hentet ind. En ungdomsgruppe og en støtteforening vil blive dannet og herfra vil et medlem fra hver gruppe blive en del af ledergruppen.

Støtteforening

Den 12. august er der en stiftende generalforsamling for støtteforeningen, der får navnet ”Church of Love´s nydanske fællesskab”.
Foreningen er et tværkirkeligt fællesskab og er tænkt som en ekstra håndsrækning til den store opgave, missionsarbejdet står overfor. Støtteforeningen er åben for alle døbte kristne, som har lyst til at være med i missionen.
Det kan være alt fra økonomiske til praktiske bidrag, som f.eks. at pakke julegaver ind til kirkens børn eller sætte scene op ved et møde.