Superkonservative, indoktrinerede Jesusnørder
10 friske fyre fra forskellige områder og forskellige kirker besluttede sig for sammen at gå på gaden i Aalborg og Århus for at fortælle vildt fremmede om Jesus.- Vi mødtes en søndag og bad sammen og gik så i gang med at snakke med folk på gaden om mandagen.
Det fortæller Jonas Kamp på Mc D i Odense. Sammen med Martin Schmidt fra Ålborg er han nu klar til at fortælle mig om en uge, der sandsynligvis har forandret meget i enkelte menneskers liv.
Drengene vandrede rundt i de jyske gader med en t-shirt med påskriften FRELST, INDOKTRINERET, SUPERKONSERVATIV JESUS-NØRD og en Street-bible under armen.
– Jeg tror, jeg fik snakket med en 30 stykker, men det er i grunden ikke det, det handler om. Vi gik i dybden med budskabet og ønskede at overbevise folk om deres synd og deres behov for Jesus. Det kræver tid og indlevelse, fortæller Martin, der også neonbøjer for mig, hvor vigtigt det er at underrette mennesker om deres synd, før man fortæller dem om, hvem de har brug for.
– Typisk tror mennesker, at de er gode og altså ikke syndige. Når vi så konkretiserer, hvad vi mener med synd og remser op fra de ti bud, så må de indrømme deres fejl. Herefter fortæller vi om Jesus, som vi også selv er afhængige af på alle fronter.
Hvordan fik I samtalerne sporet ind på det med Jesus?
– F.eks. hørte jeg et vennepar diskutere udtalen af ordet onsdag i bussen. Så gik jeg hen og gav mit bud, og samtidig fortalte jeg, at mine venner indimellem diskuterer, hvordan man udtaler ordet Jesus, siger Jonas.
Martin og Jonas er enige om, at kirken lægger for lidt vægt på evangelisation, for mange kristne er ikke ivrige efter at råbe op om deres private tro.
Jonas tydeliggør pålideligt:
– Den bedste måde at vidne om evangeliet på er helt sikkert gennem relationer. Men vi er også nødt til at så korn gennem en mere konfronterende samtale; dels fordi nogle kristne har nådegaven til det, og dels fordi det ikke er alle, der er i besiddelse af en kristen ven.
at vi mødte punkere
De ti drenge havde en masse gode og stærke oplevelser undervejs, som de mener bl.a. skyldes den store mængde tid, de prioriterede på at holde personlige andagter og bede sammen.
– Vi mødte bl.a. en gruppe punkere i Århus, som nogle af os brugte lang tid på. Dem mødte vi igen uplanlagt i Ålborg. Den ene af punkerne havde deltaget i nogle kristne lejre tidligere, men havde baseret sin tillid alene på venskaberne, som så løb ud i sandet. Det var, som om noget blev ændret i ham, da vi talte med ham om Jesus, og det at vi mødte ham igen i Ålborg har helt sikkert ikke været tilfældigt, fortæller Martin, og hans udtryk viser, at mødet med punkeren havde rørt ham.
Hvordan turde I tale med fremmede? Man mister en del af sin anonymitet. Er det ikke nok at gå med en kontroversiel skrift på trøjen?
– Jeg tror på, at vi blev udrustet med nådegaverne til det. Vi var ikke nervøse, men stolede blindt på, at Gud ville lægge ord i vores mund, og det oplevede vi, forklarer Jonas, og Martin supplerer:
– Vi er alle kaldet til at gå og fortælle om Jesus, så man behøver ikke engang være overbevist, om man har nådegaven til det.
Kunne I svare på alle de spørgsmål, I fik?
– Der var bestemt udfordringer, men det hjalp en del, at vi havde læst på de svære emner inden.
– www.Thewayofthemaster.com var til stor hjælp også når folk ville diskutere evolution, konstaterer Martin.
Jonas beretter ydmygt om en muslim, han fik kontakt til, og hvordan den unge fyr måtte indrømme, at han ifølge islam ikke var noget godt menneske.
– Han var meget åben overfor Biblen, og han lovede at læse om Jesus i Lukasevangeliet i den Street-bible, jeg gav ham.
Midt på ugen blev de 10 venner ramt af et uforudset åndeligt angreb.
– En fra gruppen begyndte at tvivle på Gud, og da vi bad for ham, mærkede vi alle en ond kraft rundt omkring, hvor vi sad i huset. Det var, som om Satan ville forhindre os i at sprede Jesu kærlighed, beskriver Jonas.
Blev I ikke bange?
– Det var rystende, men vi vidste, hvad der skulle til. Vi påbød dæmonen at forsvinde i Jesu navn, og vi mærkede, hvordan den forsvandt, og ham, der tvivlede, fik klarsyn, fastslår Martin med et seriøst blik i øjnene.
Jonas fremhæver den yderligere motivation, denne oplevelse gav drengene:
– Satan vil til stadighed prøve at ødelægge de kristnes mission. Og det, at han forsøgte at nedbryde den mission, Jesus havde lagt i vore hjerter, opmuntrede os i virkeligheden, for så måtte der altså virkelig komme noget ud af det, vi havde gang i.
Efter en turbulent uge kribler det så stadig i jer efter at tale med ukendte på gågaden?
– Hvis chancen kommer, så griber jeg den, svarer Jonas hurtig i vendingen.
Mødte I ikke mennesker, der blev trætte af jer?
– Faktisk er vi adskillige gange stødt på folk, der bifaldt, at vi har brugt penge og fritid på at fortælle dem om Jesus.
Martin nikker og indskyder, hvor vigtigt det er at bruge de ressourcer, man er blevet givet, for verden har brug for Jesus-troende, der bekender troen offentligt, så det ikke kun er falsk lære, der får menneskers opmærksomhed.
– Vores næste plan er at fylde alle gågader med Jesus-klistermærker, griner Martin, og Jonas klargør, at humor er en fremragende måde at gøre ukendte mennesker interesserede på.
De to unge herrer rejser sig og begiver sig videre ud på deres åndelige rejse.
