Hip-hop fra Helvede

De har sølvkors i halskæden. Men ”kristne” hip hop-stjerner som DMX og P. Diddy repræsenterer Satan og ikke Gud, mener amerikansk prædikant.G. Craige Lewis fra Texas rejser rundt til menigheder i USA og advarer børn og unge mod hip hop-musik.

Sean Combs, også kendt som ”P. Diddy”, er et eksempel på en farlig hip-hopper i kristen forklædning, mener den amerikanske prædikant G. Craige Lewis

Og når hans prædiken er slut, suppleres de advarende ord med bål og brand i bogstaveligste forstand. Lewis finder tændstikkerne frem og lader flammerne tage sig af tilhørernes medbragte hip hop-cd’er, plakater og merchandise.

Når Lewis kæmper så indædt mod hip hop-musikken, så skyldes det ikke kun, at den forherliger penge, narkotika, vold, kvindeundertrykkelse og promiskuitet. Det er slemt nok i sig selv, mener han. Men til syvende og sidst er det op til det enkelte menneske, om han eller hun vil følge den livsstil.
Men det store problem er, at hip hop’en igennem de senere år har fundet vej ind i kirken. En kultur, der i den grad burde ligge uden for kirkens volde, har nu gennemsyret menighederne rundt omkring.
Unge kristne ser rapperne bære kors om halsen og takke Gud for deres succes. De hører kristne sange sunget af de samme kunstnere, som rapper om sex, vold og narkotika, og tænker så, at hip hop må være i orden.
På den måde har Djævelen formået at så tvivl om, hvad der er rigtigt og forkert hos den kristne ungdom, siger Lewis.

På hjemmesiden www.exministries.com prøver Lewis at belyse nogle af de vigtigste problemstillinger i diskussionen om kristendom og hip hop.
Hvordan skal man eksempelvis som ung kristen forholde sig til Sean Combs, kendt under kunstnernavnene Puff Daddy og P. Diddy?
Han har produceret flere gospel-cd’er, men er også blevet dømt for våbenbesiddelse. Han gør desuden en dyd ud af selvpromovering og arrogance i form af luksus-biler, tøj og ”bling-bling” (dyre og skinnende smykker).
Beyoncé Knowles, kendt fra pop-gruppen ”Destiny’s Child” og sit forhold til rapperen Jay-Z, donerer penge til den lokale kirke, men spiller åbenlyst på krop og seksualitet i musik-videoer og til koncerter.
Og hvad med rapperen DMX? Det ene øjeblik taler han om at udføre Guds arbejde blot for i næste sang at slynge om sig med det lidet pyntende F-ord. F… dit og f… dat.

Lewis vil åbne de unges øjne for, at mange hip hop-stjerner benytter sig af kristne formuleringer og kristne handlinger for at få et kristent image.
Dermed sælger de bedre hos det kristne publikum. De kristne elementer skal få alt det syndige til at glide nemmere ned.
Et andet problem er, når gospel-musikere som eksempelvis Kirk Franklin og Yolanda Adams optræder sammen med ikke-kristne kunstnere.
Lewis mener, at de desværre uforvarende misbruger deres position som kristne rolle-modeller ved at arbejde sammen med kommercielle musikere og producere.
De bliver valgt af producerne for at øge salget.

Men hvorfor er det forkert, at kristne musikere som Kirk Franklin og Yolanda Adams arbejder sammen med ikke-kristne på hip hop-plader?
Er det ikke netop kristne musikere og produceres store chance for at påvirke ikke-kristne i positiv retning?
Jesus holdt sig ikke til sine egne venner og disciple, men omgikkes syndere. For det er syge og ikke raske, der har brug for helbredelse.
Det argument holder bare ikke, mener Lewis. Jesus brugte ganske vist meget af sin tid på at arbejde med syndere, men han sam-arbejdede ikke med dem.
Han var sammen med dem på Guds og ikke deres betingelser. Jesus gik ikke på kompromis med Guds ord for at tækkes andre.
Men det gør man, hvis man som kristen medvirker på en hip hop-cd.
Cd’en bliver ikke kristen, fordi der er en enkelt gospel-sang mellem 15 sange om sex, stoffer, vold og mord. Tværtimod. Den kristne sang vil i stedet komme til at virke som en blåstempling af resten af cd’en over for unge kristne.
Lewis illustrerer sin pointe på følgende måde:
– Prøv at forestille dig en stor reklame-plakat, der viser to teenagere, der dyrker sex.
Nederst i højre hjørne står der ’Jesus Kristus’ med meget små bogstaver.
Billedet af teenagerne vil fange opmærksomheden, mens ordene ’Jesus Kristus’ kommer til at virke som en godkendelse af billedet og ikke som en opfordring til omvendelse.

At hip hop-musikken på grund af sin popularitet kan bruges som et medie for det kristne budskab, afvises ligeledes af G. Craige Lewis.
Han mener ikke, at musik i sig selv kan udbrede evangeliet.
Ganske vist kan hip hop-inspirerede gospel-sange bruges til at åbne folks hjerter for Guds ord, men arbejdet skal gøres færdigt: Der skal fortælles om Gud efter musikken.
Når man hører en gospel-sang på en hip hop-cd, så bliver man modtagelig for Guds ord.
Men hvad får man i stedet? Efter gospel-sangen kommer syv numre, der hylder sex, vold og narkotika.
Ifølge Lewis vil det altid være hip hop-kulturen, der trækker kristendommen med ned, hvis de blandes sammen. Det er ikke kristendommen, der hjælper hip hop’en på rette spor.

Per Ramsdal, præst i Brorsons kirke på Nørrebro i København, er ikke enig med G. Craige Lewis. Brorsons kirke er et dansk eksempel på den blanding af kristendom og hip hop-kultur, som Lewis fordømmer.
Men Per Ramsdal ser ikke noget problem i at nå unge mennesker med deres egen musik, hip hop og R&B:
– Grundlæggende har jeg det udgangspunkt, at djævelen ikke er i musikken, men i den måde, man bruger musikken på.
Ramsdal indrømmer, at han ikke kender meget til den eksisterende hip hop-kultur. Det er altså ikke hos de kommercielle kunstnere, han henter inspirationen.
– Jeg gør brug af de unges egne musikformer, men bruger dem til at understøtte det budskab, vi har i kirken. Vi laver selv musikken og teksterne.
Han er dog udmærket klar over den udfordring, der ligger i på den ene side at trække unge mennesker til og på den anden side ikke afvige fra det kristne budskab.
Han har blandt andet oplevet kritik fra flere sider, da han brugte new age-musik til gudstjenester.
Kritikken får dog ikke Per Ramsdal til at ryste på hånden. Han betragter G. Craige Lewis’ synspunkter som udtryk for fanatisme og fundamentalisme.
Ramsdal pointerer, at hip hop-musikken har en rolle i den moderne kirke:
– Musikken er en ramme omkring gudstjenesten, og stemningen understøtter det budskab, som gerne skulle frem i min prædiken.