Kristne undertoner i ny film om 11. september

Den 22. september er der biografpremiere i Danmark på ”World Trade Center”, én af flere film om terror-handlingen den 11. september 2001, som har premiere dette efterår. Filmen har dog allerede haft premiere i USA, hvor anmelderne kalder det en film fuld af håb.
Det er Oliver Stone, der har instrueret, og hovedrollen spilles af Nicolas Cage. Filmen bygger på autentiske personer og begivenheder fra den skelsættende dato i 2001. Men ifølge flere af de amerikanske anmeldere har filmen også et klart indslag af kristen tro.
– Filmen har en overraskende høj grad af kristen tilknytning. Det er i korsene, som hænger på væggen i private hjem og fra redningsfolkenes hals. Det er der i Fadervor, som bliver bedt. Det er der i et syn, som en af personerne har, lige før han bliver bevidstløs. Det er der især i en sidehistorie, hvor en tidligere marinesoldat hører Guds kald, kvitter sit job og tager til New York, hvor han får en vigtig rolle i at finde de to politimænd, som er filmens hovedpersoner, skriver Peter T. Chattaway på hjemmesiden ChristianityToday.com.
KP