Vestens unge er blevet ældre

Dansk par rejser som seniorvolontører til Indien, hvor de skal i dialog med åndeligt søgende vesterlændinge og indere- Dialog med mennesker med en anden tro er meget mere end bare at udveksle synspunkter. I samtalen kan jeg formidle min kristne tro, og hvad den betyder for mig, og jeg kan lade mig inspirere af de andres tro, for sandheden er altid større end det, jeg har set indtil nu.

Lene og Steffen Skovmark Kofoed har taget forskud på Indien hjemme i haven i Rødovre ved at trække i deres indiske tøj

Det siger Lene Skovmark Kofoed, der netop er rejst til Indien sammen med sin mand Steffen. De er de første volontører i et nyt projekt ”Vestens 50+”, som IKON og Danmission har sat i værk.
Projektet er en seniorudgave af ”Vestens Unge”, som gennem 20 år har sendt unge kristne ud som volontører for at være i dialog med de vesterlændinge, der rejste til Østen og for en dels vedkommende gik til bunds i stoffer.
– Der er stadig mange vesterlændinge i området, men nu er det mest midaldrende mennesker, som er mere målrettede i deres søgen og henter inspiration i Østens religioner og spiritualitet, fortæller Lene, som skal stå for kristen meditation i den lokale kirkes meditationshytte, hvor vesterlændinge og indere inviteres til at deltage.
– Vi vil gerne vise, at der er en spirituel praksis i kristendommen, og vi vil tage udgangspunkt i deres egne erfaringer med meditation. I den vestlige kristendom har vi været meget optaget af at udvikle dogmatikken, men vi skal ikke tro, at vi dermed har forstået Guds sande væsen fuldt ud.

Lene Skovmark Kofoed er lige blevet færdig som teolog fra Københavns Universitet og har i studietiden været engageret i ”I Mesterens Lys”, som søger at bygge bro mellem kirken og mennesker fra New Age-miljøerne.
– Det har gjort et dybt indtryk på mig at opdage, hvor seriøse mange af dem er i deres søgen. De har en oprigtig længsel og et ønske om at leve i den guddommelige plan, siger Lene, og hun ser også frem til i Indien at lære mere om meditation af hinduer og buddhister.
– Vi kan få vejledning i en meditativ praksis og fordybelse, hvor man har en ydmyghed over for det guddommelige. For at møde den større virkelighed må vi blive stille, siger hun.

Lene og Steffen Skovmark Kofoed er henholdsvis 47 og 62 år, men det er kun godt et år siden de blev gift. Lene har tidligere været sygeplejerske og missionær i Centralafrika for Sudanmissionen. Steffen fik efter 42 år i TDC mulighed for en fratrædelsesordning, og han var på udkig efter et nyt kald i livet, da IKONs formand Pernille Aagaard opfordrede parret til at rejse ud som seniorvolontører.
– Vi har talt om at rejse til Afrika, hvor Lene har været som missionær, siger Steffen.
Han har i mange år drømt om at rejse til Indien for at opleve lugtene, farverne og de mange mennesker, så han var ikke længe om at sige ja til et andet rejsemål. Han var i februar i Indien i to uger sammen med et hold fra ”Vestens Unge” for at forberede seniorrejsen, og han skal fremover være frivillig koordinator for ”Vestens 50+”, som en gang om året vil sende mennesker med livserfaring på tremåneders ophold i Indien.
Han forventer, at han under opholdet i Indien kan bidrage med sine erfaringer som administrativ leder og som tilsynsførende på byggerier hos TDC.
– Kirken er ved at udvide sit dialogcenter, og inderne har brug for hjælp til byggeriet, siger Steffen.

Det nye volontørpar er begge vokset op med en kristen tro, men Lene har været gennem flere kriser på vejen. Efter gymnasiet tog det hende fem år at finde ud af, hvad hun skulle gå videre med.
– Jeg var frustreret over, at jeg ikke fik tydeligere besked fra Gud, men til sidst gav jeg slip: ”Gud, jeg vil være, hvor du vil have mig, om det så skal være i Afrika.”
Til sidst valgte hun at blive sygeplejerske, og det med Afrika, som egentlig bare var symbolet for at være parat til alt, tog efterhånden form af en indre overbevisning. Hun blev sendt ud af Sudanmissionen til den Centralafrikanske Republik fra 1990-98 for at arbejde med forebyggelse og undervisning.
– Det var sundt at komme væk fra de trygge omgivelser og blive udfordret, men jeg kom i en voldsom krise. Der var meget frygt og sårethed i mit indre, og jeg blev klar over, at jeg måtte lukke Gud længere ind.

Under en orlov i 1994 kom Lene i kontakt med den karismatiske fornyelse gennem den norske Oasebevægelse.
– Det var en stærk oplevelse at være med i lovsangsbruset på et stævne, og det var så befriende at løfte sjælen til Gud og bevæge mig ud over mine egen sårethed. Før havde jeg troet PÅ noget, men nu blev der åbnet ind til et nyt liv.
Gennem Leanne Paynes bog ”Guds helbredende nærvær” mødte Lene en ny form for vejledning. Bogen taler om ”at praktisere Guds nærvær”, og hun begyndte at stå op omkring solopgang for at have tid til lovsang og stilhed.
– Nogle gange lå jeg på gulvet en hel time og åbnede mit hjerte for Guds helbredende lys og kærlighed, som strømmede ind i mit sårede sind. Det gik hånd og hånd med psykologisk arbejde med tankemønstre, hvor jeg besluttede mig til at tænke anderledes. Det undrede mig, at det virkede, men det gjorde det.
– Der var også en åndskamp i det. I nogle af vores tankemønstre, som fx mindreværd, kan der være en dæmonisk indflydelse, men mørket viger for Guds kraft – det er en åndelig lov. Det var et indre drama, der udspillede sig, men jeg passede mit arbejde det meste af tiden, bortset fra to måneders sygeorlov, hvor jeg gik til psykolog.

– Jeg var brudt sammen, men det kan være nødvendigt, for at noget nyt kan blive til. Helbredelsen betød, at jeg bedre kunne høre, hvad jeg inderst inde selv ville. Fra at være frustreret over ikke at kunne høre Guds stemme, fik jeg en fortrolighed og tillid til, at han taler fra mit indre, for Gud har givet mig sin ånd. Jeg rejste hjem fra Afrika og begyndte at læse teologi, fordi jeg gerne vil formidle det kristne budskab.
I Afrika var kirken meget anderledes end i Danmark, og det åbnede for en forståelse af, hvor kulturelt betinget meget i kirken er, og at kirkens kultur kan være en blokering for andre grupper i samfundet.
– Jeg har mødt mange søgende, som ikke kommer i kirken, fordi kirken står i vejen. Mange danskere kommer ikke i kirken, fordi den ikke hjælper med at tolke deres livserfaringer.

Endnu en milepæl på Lenes vandring må med. På en retræte i Norge for seks år siden kom hun på sporet af stilhed og meditation, som ramte en længsel i hende.
– Kristen meditation er at tømme sig for forvirring og adspredelse og åbne sig for Guds fylde. Mange tror ikke, at det findes i den kristne tradition, men når de møder det, bliver de forsonet med deres kristne rødder og vil gerne komme i kirken, siger hun, og det er netop på dette område, hun forestiller sig at kunne møde genklang, når hun møder søgende vesterlændinge i Indien.