Baptist i Brande
Jeg har mødt Benny Klarholt, præst i Brande Baptistkirke, for at få fortalt, hvad en baptistkirke i år 2006 er for en størrelse. 
Da den flotte fyr stolt har vist mig kirken og dens symbolske konstruktion, tager han mig med ind i kirkerummet.
Rummet er forholdsvis traditionelt, men de farvede kampagne-ophæng, trommerne og projektoren i loftet bryder med det første indtryk.
Benny forklarer om kirkens uheldige døde bier og sin kærlighed til ny salmesang, inden han lader sig overtrumfe af mine spørgsmål.
Benny, hvad synes du lige selv om dit navn?
– Jamen, det er skam helt bibelsk det stammer fra Benjamin.
Nå okay, men hvad er baptistkirken egentlig god for i år 2006?
– Baptistkirken er vel egentlig i måden at være kirke på en blanding af en folkekirke og en pinsekirke.
Historien bag kirken går helt tilbage til 1839, men vi ønsker ikke, at dens historie skal blive en klods om benet.
I stedet mener vi, at vi som kirke skal forblive tro imod vores kald.
Det at gøre det, der står i Bibelen, i praksis er meget vigtigt for os.
Den ivrige mand fortæller også, at Bibelen opfordrer os til at gå ud i verden. Derfor forsøger baptistkirken i Brande at skabe relationer også uden for kirken.
Benny har mange ord at sige, men jeg må afbryde ham og kaste mig ud i et seriøst spørgsmål nr. to.
Hvilken type menneske appellerer Baptistkirken til?
– Dem, som er trætte af Folkekirken, men ikke vil ud i de kirker, som tager det teologiske ret let.
Men ellers er det lige fra gamle damer til unge familier, så jeg ved ikke, om man kan tale om en type mennesker.
Da vi fik besøg af en hollandsk familie engang, satte det gang i, hvad man kan som medlem, og hvad man kan som ikke-medlem i kirken.
Det var beskæmmende at opdage, at det, eneste man ikke kunne, var at stemme til menighedsmøderne.
Denne erkendelse har siden resulteret i samtaler og en beslutning om, at man godt kan blive medlem af kirken på baggrund af troen alene.
Det giver samme vilkår for den, som er barnevelsignet, som for den, der er barnedøbt.
For at spørge på en anden måde hvem rummer jeres kirke ikke?
-Vi rammer desværre ikke dem, der skal have for meget gang i den.
Vi har lovsang, men vi synger også salmer, og vi bruger orgel indimellem.
Grundtvig, gamle damer og gospel
Sig mig, hvad er fordelen i at kombinere det nye og gamle hvorfor ikke vælge enten eller?
– Se, nu rører du ved et centralt punkt, for jeg synes, det er væsentligt, at det er både og.
For det første har vi mange Grundtvig-elskere i kirken.
For det andet er salmisterne en del af kirkens historie, og dem tror jeg også de unge har godt af at synge med på.
Vi har godt af at synge hinandens sange.
Det handler også om at lære at forstå hinanden og respektere hinanden.
I København er der en ung del af kirken ved navn Re:gen kunne I lave sådan en i Brande?
-Jeg tror ikke, det er en god ide her.
At generationen er repræsenteret bredere ser jeg en stor fordel i.
Det er så ærgerligt, når ældre mennesker ikke vil synge med på lovsangene.
Det handler ikke om at synge med, fordi vi har forskellige behov, men fordi tavsheden udtrykker en negativ attitude.
Man bør kunne dele hinandens glæde så at sige.
Efter en gospelkoncert engang spurgte jeg et par ældre damer til deres oplevelse.
De fortalte, at de nød musikken, og selvom de syntes, det var ret højt, så glædede de sig over at se de unge mennesker blive så glade.
Og de damer var jo vise!
Den veltalende præst fortæller mig, at han er glad for fornyelse.
For et par år siden dannede kirken et nyt værdigrundlag i forbindelse med dåb og medlemskab. Benny postulerer, at Det Nye Testamente har færre problemer med dåb, end vi har i dag.
Kan du skrive under på, at du er glad for alt, hvad der sker i Baptistkirken?
– Nej slet ikke! Men der er stor forskel på, om man er glad for alt, hvad der sker, og om man holder rigtig meget af kirken.
Desuden vil der altid være udfordringer på vejen.
Det er vigtigt at forblive visionær.
Inden han får lov til at lette fra den varme stol, MÅ jeg bare spørge om
Hvad kunne få dig til at blive præst i en anden kirke end en baptistisk?
– Et kald til det. Jeg er åben overfor, hvad Gud har af ledelse til mig, og der må man ikke sætte menneskelige rammer først.
Dog vil de slet ikke godtage min uddannelse i Folkekirken, men jeg tror heller ikke, at jeg får et kald til lige den, og nok heller ikke til andre.
Den viljekraftige præst lader til at være åben overfor samarbejde på tværs af kirker, hvis det overhovedet lader sig gøre.
Hans glød er tændt, og min fornemmelse er, at den ikke bliver slukket foreløbig.
