Debat
Kan man stole på bibeloversættelserne?
Jesper Veiby (JV) giver i sit debatindlæg i Udfordringen, uge 40, udtryk for sin usikkerhed over for, om man nu også kan stole på forskellige oversættelser.
Der er sikkert mange andre lægfolk, der oplever en tilsvarende usikkerhed. Den skyldes til dels, at de ikke kan slå efter i grundteksten, til dels, at vi har været vant til et monopol på én oversættelse i Danmark, den autoriserede, og nu skal man tage stilling til flere forskellige måder at oversætte bibelen på.
I den engelsktalende verden har de kristne måttet gennemgå en tilsvarende udvikling. For 50 år siden vidste alle, at BIBELEN simpelthen var King James. I dag er der meget få, som stadig sværger til King James. Der findes jo mange andre og bedre engelske oversættelser.
Da det kan være svært at forholde sig til 10-20 forskellige oversættelser, har mange engelsktalende kristne valgt at overføre deres tro på Bibelen til New International Version, selv om den også mange steder er ret uforståelig og meget knudret. NIV har det til fælles med den autoriserede danske, at man så vidt muligt ønsker at holde fast ved de særlige, kirkelige udtryk, som ikke hører med til almindeligt sprogbrug.
JV nævner, at ordet han på dansk er kønsneutralt, men det gælder kun i den gammeldags kirkedialekt, som JV er så vant til, og måske i visse juridiske dokumenter. Det gælder ikke i almindeligt dansk. (For øvrigt er der ikke noget græsk ord for han i 1. Kor. 14,2. Det ord er tilføjet i de danske/engelske oversættelser.)
Jeg vil gerne opfordre JV og andre til at bruge både en ordret bibel skrevet i det traditionelle kirkesprog og en kommunikativ oversættelse i deres bibelstudier. Man kan få stort udbytte af at sammenligne to eller flere oversættelser. Men hvis man hverken kender grundsproget eller de sprogvidenskabelige principper for oversættelse, bør man være varsom i sine udtalelser om, hvad der ligger i teksten eller hvilken oversættelse, der er til at stole på.
Princippet om en tekstnær oversættelse er en misforståelse, fordi det ikke tager hensyn til de sprogvidenskabelige fakta om samspillet mellem tekst og mening. En oversættelse bør holde sig så tæt på tekstens mening som muligt, ikke nødvendigvis dens ydre form.
Der er mange fodnoter i Bibelen på hverdagsdansk, for der er en del steder, hvor teksten kan tolkes på flere måder.
Det er et skøn, hvor mange fodnoter, der er plads til. Skulle vi omtale alle mystiske tolkninger, ville noterne fylde mere end teksten. JV nævner en besynderlig tolkning af 1. Tim. 2,12 (jeg tillader ikke en kvinde at lære, at hun er manden overlegen). Alle, som kender blot lidt til græsk, kan se, at den tolkning er komplet umulig ud fra grundteksten, og derfor var den ikke nævnt i en fodnote.
Iver Larsen
P.O. Box 6645
30100 Eldoret
Kenya
cand.jur. Poul Hoffmann
Højslev
Fundamentalisme lægges for had
Lad Fanden beholde glosen fundamentalisme, når han nu er blevet så glad for den. Men sagen må man ikke bede os opgive, skriver Hoffmann
Stadig mere hadefulde og stadig mere absurde bliver angrebene på fundamentalismen i alle medier, og stadig oftere fortæller man mig, at jeg står mig selv i vejen ved at insistere på at kalde mig fundamentalist (bibelfundamentalist, forstår sig).
Hvad det er, jeg formenes at kunne opnå ved at holde op med at stå mig selv i vejen på den måde, er jeg ikke rigtig klar over; jeg er ikke sikker på, det er noget, jeg ville ønske mig.
Men det kan da godt være, at ordet er ved at blive forbundet med så meget ondt og dumt, at det skader sagen mere, end det gavner. Jeg har holdt fast ved selvbetegnelsen fundamentalist, fordi jeg ikke har fundet nogen mere dækkende betegnelse for det bibelsyn, jeg bekender mig til. Andre forsøger sig med gloser som det klassiske eller det ortodokse eller det konservative bibelsyn, men det er alt sammen ord, der giver forkerte associationer.
Skal man imidlertid til at betragtes ikke bare som ignorant og neurotiker, men også som potentiel terrorist, kan det da være, det er på tide at opgive glosen. I skrivende stund ser jeg i avisen, at en eller anden har lavet en skulptur i legemsstørrelse af en korsfæstet gravid teenager, hvis skrøbelige legeme er naglet til korset med store, uhyggelige jernspigre, og at det skal være et indlæg mod kristen fundamentalisme. Der er simpelt hen ingen ende på galskaben.
Men det drejer sig jo ikke bare om et ord. Det, som tidsånden vil til livs, er netop sagen: den ubetingede tro på hele Bibelen, i sidste instans Bibelen selv og dermed kristendommen.
Det er kommet listende ad bagvejen, via den meningsløse sammenrodning med den islamiske fundamentalisme. Intet skulle vel være mere indlysende, end at bibeltroen er den diametrale modsætning til den anti-bibelske tro, der skaber terrorismen. Løsningen på det islamistiske problem er ikke at opgive alle fundamenter, men at finde det rette fundament og holde fast ved det over for alle de falske (der findes andre falske fundamentalismer end den islamiske, såsom den hinduistiske, den darwinistiske og den humanistiske).
Men det er et typisk eksempel på Dødsrigets strategi: bare giv tidsåndens hylekor hadeordet fundamentalisme. Stadig mere ondskabsfuldt rettes spydspidserne nu netop mod bibeltroen. Det giver sig helt bizarre udslag.
Det kan vel skyldes simpel, omend ufattelig, uvidenhed, når en forhenværende gymnasielærer skriver: Bibelen er en af de mest blodtørstige bøger i verdenslitteraturen. Man vader i voldsorgier på næsten hver side i Det gamle Testamente. Ikke et kapitel uden brutale opgør…. Hver side i Det gamle Testamente er en opvisning i brutalitet og blodig krigsførelse. (Niels Rydung i Kristeligt Dagblad 15.04.03).
Men hvad så, når en biskop i folkekirken istemmer samme sang og bl.a. hævder, at der står i Bibelen, at de frelste og hellige kan glæde sig i hellig skadefryd over de fortabtes skæbne, når de kannibalistisk frådser i deres kød. (Jan Lindhardt i Kristeligt Dagblad 15.09.06). Det er den biskoppelige udlægning af en skildring i Johannes Åbenbaring (19,17 f) af, hvordan ådselsfuglene samles over en slagmark! Man tror ikke sine egne øjne. Det kan da være, han har det fra en anden, men det bliver det jo ikke bedre af.
Tæskeriet på Bibelen ligger selvfølgelig i forlængelse af den forestilling, der nu er rodfæstet i offentligheden i bredeste almindelighed: at det er videnskabelig umuligt at tro på den bog, som den faktisk står, og hævde med tidligere tiders kristne, at den er Guds ord. Så er der jo frit slag. Man kan ligefrem demonstrere sin progressivitet ved at tæske mere end de andre.
Langt ind i kirken tages det i dag for givet, at intet velorienteret menneske med god samvittighed kan tro på bl.a. urhistorien i Første Mosebog med redegørelserne for skabelsen, syndfloden og Babelstårnet som historiske kendsgerninger. En sådan tro – der jo bl.a. var en selvfølgelighed for Jesus og apostlene – betragtes som håbløst fortidig, i strid med åbenbare videnskabelige facts. Den mening deles også af mange kristne, som ikke ser noget problem i at fastholde andre, mindst lige så utrolige ting: at Jesus bogstaveligt stod op af graven, at han bogstaveligt troner i Himlen i dag, og at han bogstaveligt vil komme igen for at dømme levende og døde og oprette sit evige rige, hvor ondskab og død ikke findes.
Vel, vi er altså nogle, der med god samvittighed både kan og må fastholde også det med skabelsen, syndfloden og Babelstårnet mv. Vi må sige i al stilfærdighed, at hvis man mener, at noget af det er i strid med videnskabelige facts, er det, fordi man ikke er ordentlig underrettet. Vi er ærligt og redeligt nået til og lever i den faste overbevisning, at Bibelen fra først til sidst er den absolutte sandhed, og at respekten for den som sådan er det eneste sandt objektive udgangspunkt og den eneste holdbare basis for al erkendelse, også når det gælder forskning af enhver art. For mit vedkommende er den overbevisning fremgået af mere end 50 års heltidsbeskæftigelse med Bibelen og bibelhistorien.
Lad Fanden beholde glosen fundamentalisme, når han nu er blevet så glad for den. Men sagen må man ikke bede os opgive.
Naturligvis kan vi ikke forhindre nogen i at mene, at vi korsfæster gravide teenagere og er kannibaler og hvad det ellers er, vi er blevet beskyldt for, siden løverne brølede i Roms arenaer. Faktisk er det meget tydeligt sagt os, at den slags beskyldninger vil tage til som led i Djævelens rasen i slutfasen af denne verdens historie.
Men så er vi så lykkelige, at vi fuldt og fast tror, at det er sandt, hvad der står i Bibelen:
Hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre. (Rom 8,38 f).
