Gospel i dansk format
Gospel er kommet for at blive. Tilbage i 1990erne startede den store bølge af nye danske amatørgospelkor i store og små byer, i dag findes der næsten ikke en by uden et gospelkor.Gospel er kommet for at blive. Seneste eksempel er en aktuel tv-reklame for boliglån, som bruger gospelkorets ekstaseoplevelse som salgstrick. Dermed bankes gospel endnu en gang ind i dansk kultur.
Tendensen med at søge ind i korfællesskaber er i de sidste par år ligeledes smittet af på filmverdenen. En række europæiske film om sangkor har haft succes, bl.a. den danske film Oh Happy Day (2004) af Hella Joof, den svenske film Som i himlen (2004) af Kay Pollack samt den franske film Koret (2004) af Christopher Barratier, som alle tre beskriver det fællesskab og sammenhold, et kor bringer med sig.
Tilbage i 1990erne startede den store bølge af nye danske amatørgospelkor i store og små byer, og stadig flere gospelsangere surfer ind i kirkerne som fluer til en lygtepæl. Formanden for Dansk Amatørkor Union, Tom Møller Pedersen, fortalte sidste år til Kristeligt Dagblad:
– Vi oplever en generel stigning i tilgangen af alle typer af kor. Der er fx opstået mange nye gospelkor. For få år siden var der ingen, men i dag findes der næsten ikke en by uden et gospelkor.
Der anslås nu at være omkring 150 gospelkor i Danmark, og tallet vokser.
Man kan undre sig over, hvorfor folk fortsat søger ind i disse korfællesskaber. Danskerne har fattet interesse for en fremmed musikstil, der både er udenlandsk og har et religiøst præg. Jeg har interviewet en snes københavnske gospelsangere, som bl.a. fortæller om et behov for fællesskab:
– At synge i gospelkor giver mig en følelse af, at noget lykkes i fællesskab. (Kvinde, 43 år)
– Det er dejligt at være sammen om at skabe musik det giver en fællesskabsfølelse. Man føler virkelig at man får ladt op. (Kvinde, 41 år)
– Når publikum bare er med og rejser sig, klapper og swinger, bliver jeg skubbet afsted. (Kvinde, 38 år)
Musiceren i gruppeaktiviteter bliver således en måde at være sammen på og skabe fællesoplevelser på. Gospelkor er kollektive, men i individualiseret form. Det moderne menneske bruger flittigt musik som et værktøj til at styrke selvtilliden og til at skabe sin egen identitet ved at spejle sig i fællesskabet. Musikforsker Simon Frith beskriver musikalske fællesoplevelser som et redskab til at finde sig selv, fordi det giver en meget intens kontakt med sig selv og andre.
En anden grund til, at almindelige danskere søger ind i gospelkor, er, at det er med til at skabe balance i deres hverdag og passer godt ind i samspillet med deres andre deltidsfællesskaber og forpligtelser i løbet af ugen. Korsangerne fortalte bl.a.:
– Jeg har fire børn, og at synge er min tid. Der er ingen her, som jeg skal tage mig af, andre end mig selv. (Kvinde, 40 år)
– Det her er noget, der ikke er for krævende. Jeg har et lille barn derhjemme, så det passer perfekt, at vi kun øver hver anden uge. Jeg har brug for tid for mig selv, og det her er tilfredsstillende. (Kvinde, 22 år)
– I gospelkoret kommer jeg ud og lidt væk fra at være mor hele tiden. Her oplever jeg et rart samvær og har fået nye venner. (Kvinde, 27 år)
– At synge i gospelkor får løsnet op for spændinger fra mit arbejdsliv og privatliv. (Kvinde, 43 år)
Danskerne føler sig ligeledes tiltrukket af en multikulturel, levende kirkestil med dans og frihed. Sangerne fortalte bl.a.:
– Jeg synger i gospelkor, fordi der er entusiasme, masser af rytme, glæde, big mama og et stort udtryk. (Kvinde, 27 år)
– Som jeg ser det, er gospel livsglæde, energi og meget brug af kroppen. (Kvinde, 34 år)
– Det handler for mig om glæde, at noget lykkes, og om nærhed til Gud. (Kvinde, 43 år)
– Gennem gospel oplever jeg rytme, varme, glæde, inderlighed, spontanitet og musikalitet. (Kvinde, 62 år)
Gospel bærer præg af en slags dyrkelse af stereotyper og en forståelse af genrens historiske rødder. Der findes dog meget forskellige fortolkninger af amerikansk gospel samt forskellige erkendelser af, hvorvidt danskere kan leve op til denne kulturelle arv. Dette forklarer gospelsangerne således:
– Det er svært at stå stille når jeg synger gospel, men der er langt til den måde, de amerikanske sangere udtrykker følelser på. (Kvinde, 41 år)
– Jeg kan godt lide negermusikken. Selvom der ikke er negre i det gospelkor, jeg synger i, så er det rigtig gospel. (Kvinde, 41 år)
– Gospel er for mig store, tykke kvinder, som står og svinger frem og tilbage, imens de synger for fulde gardiner. (Kvinde, 34 år)
– Jeg har boet i Afrika i næsten ti år, så for mig er gospel faktisk ikke amerikansk, men afrikansk. (Kvinde, 45 år)
Disse udtalelser tyder på, at de fleste danske gospelkorsangere identificerer sig med den amerikanske gospel, men ikke forsøger at være noget, de ikke er, og udfører gospel på deres egne præmisser. De erkender deres egen religiøsitet, nationalitet og kulturarv.
Dansk gospel adskiller sig fra amerikansk gospel på ét vigtigt punkt. Nogle amerikanske gospelkunstnere ryster nemlig uforstående på hovedet over, at ikke-troende danskere synger i kristne gospelkor.
For danskeren er det nødvendigvis ikke et spændingsfelt. I Danmark kan der være forskellige grader af religiøsitet forbundet med at synge i et gospelkor. For at skitsere de to ydersynspunkter kan man tale om ateister, der synger om en gud, de ikke tror på, og om troende, som ser gospel og Gud som to uadskillelige størrelser. I mine interview opdagede jeg et bredt spektrum af religiøse opfattelser:
– Jeg er ikke troende, men bruger, hvad jeg kan eller vil fra gospelkoret i min hverdag. (Kvinde, 36 år)
– Jeg tror på noget udenfor mig selv, men kan have det svært med bureaukratiet i kirkerne og af og til også med præsten. (Kvinde, 62 år)
– Jeg er personlig kristen, men har det svært med institutionaliseret kristendom. (Kvinde, 43 år)
– Jeg har lært, at man kan være troende på mange måder. Jeg vil have frihed til at være troende på min måde. Ingen skal fortælle mig, hvad der er rigtigt eller forkert. (Kvinde, 34 år)
– Jeg er ikke troende, men vi skal alle sammen være her. Alle har en værdi i sig selv. (Kvinde, 45 år)
– Jeg tror på Gud, men ikke på Bibelen og kristendommen. Jeg tror på, at formålet med livet er at opleve og at være. (Kvinde, 27 år)
– Jeg kan tage noget af det, jeg hører i gospelkoret, med hjem, finde det frem og bruge det, når hverdagen trænger sig på. Det nærmer sig det åndelige uden at vi skal blive helt pjattede. (Kvinde, 45 år)
Disse udtalelser tyder på, at flere gospelkorsangere bruger musikken som en slags beholder for en eller flere af deres identiteter; social, musikalsk og/eller religiøs identitet.
I de fleste danske gospelkor er der ikke krav om kirkemedlemskab eller en personlig tro på Gud. Nogle gospelkor har såkaldte målsætninger, værdigrundlag eller missionserklæringer, som sangerne skal kunne stå inde for. Disse handler primært om respekt for kristendommen, og at der skal være plads til alle. Med denne demokratiske ytringsfrihed trives ikke-troende i kirkernes gospelkor. Alligevel finder nogle gospelkorsangere troen, får kristne venner i gospelkoret eller begynder at deltage i søndagsgudstjenesten. At gospel ikke kræver et religiøst tilhørsforhold, tyder på en gensidig forståelse for, at mennesker oplevelsesmæssigt befinder sig i hver deres verden.
Ifølge flere musikhistoriebøger skrevet af og for gospelkunstnere får man indtrykket af, at det for gospelkunstneren handler om mere end musik. Den kristne gospelkunstners rolle er ikke kunstnerisk, men åndelig. Musikken er sekundær til budskabet.
Holdet bag Copenhagen Gospel Festival skriver på deres hjemmeside, at gospel og religion er uadskillelige størrelser:
– I Danmark trives gospelmusik i mange tilfælde som en koncertform, der har karakter af underholdning. Men som musikstil betragtet har gospel kun sin berettigelse i kraft af den nære tilknytning til de sorte kirker, hvor den lever søndag efter søndag. Og den bevarer kun sin egentlige identitet, så længe den er baseret på sin dybe forankring i den kristne tro, skriver www.gospel.dk.
I bogen Gospel for gospelfolk, som er skræddersyet til danske gospelkorsangere, skriver Carsten Morsbøl om en lignende holdning blandt nogle afroamerikanske gospelkunstnere:
– Gospelmusik og gospelkirke kan ikke adskilles. Sorte, amerikanske gospelkunstnere finder det konfliktfyldt, at flertallet af gospelkorsangere i Danmark ikke betragter sig selv som troende, kristne mennesker. Det vækker følelser af blasfemi og at gøre vold på gospelmusikken, forklarer Morsbøl.
Andre sorte gospelkunstnere udtrykker større inklusivitet. Den britiske gospelkunstner Nicky Brown forklarer i forbindelse med filmen Oh Happy Day:
– Gospel er ikke musik, der kun skal fremføres af troende. Den tilhører alle, fortæller Brown.
Hvad enten man mener, om gospel uden tro overhovedet er gospel eller ej, er fakta, at gospelkorsdirigenterne gør et fantastisk stykke evangelisk arbejde. Det er lykkedes dem at få alle slags troende ind i kirken og blive der. Gospelkor sprænger kirkens egne grænser og inddrager den, der er anderledes, den fremmede, ja fjenden. Guds grænsesprængende kærlighed tvinger kristne til at være udadvendte. Det kan fx betyde at synge gospel sammen og at optage folk, man er uenige med, ind i korfællesskabets midte.
Læs mere her
