Hvordan slipper jeg vreden?

Jeg har endnu ikke talt med en præstations-fikseret og perfektionistisk kristen, der ikke inderst inde var et vredt menneske.

David A. Seamans
Amerikansk forfatter

Det betyder ikke, at de altid er klar over det eller giver udtryk for det. Ofte giver de umiddelbart indtryk af at være meget afbalancerede eller kærlige. Men når vi kommer dem nærmere ind på livet og de åbner op for sig selv, kan vi ikke undgå at lægge mærke til en kerne af vrede i det inderste af deres personlighed.
Men mange af dem, der kommer og søger hjælp, er opmærksomme på vreden, for det er blevet et stort problem for dem i deres kristenliv. De kæmper med vrede, ja ligefrem raseri, og deres tilsyneladende umotiverede vredesudbrud ødelægger deres personlige relationer på arbejde, i menigheden og særligt til deres ægtefæller og børn. De kommer hele tiden på tværs i deres vrede, og vredest er de på sig selv, fordi de er, som de er. Det skaber naturligvis en ond cirkel, som forøger deres skyld, deres dårlige selvfølelse og deres følelse af hykleri – »Hvad ville der ikke ske, hvis folk fandt ud af hvordan jeg i virkeligheden er, når jeg eksploderer overfor min kone og mine børn?«

Jeg mener, at denne indestængte vrede, dette stivnede raseri, er den væsentligste grund til den depression, som er så karakteristisk for præstations-fikserede mennesker. Det er ikke så mærkeligt, at ikke-kristne psykiatere vender sig mod religionen, når de ser så mange overbekymrede og samvittighedstyngede kristne som patienter. Hvis grundlaget for vort forhold til Gud virkelig var, hvad vi selv kunne præstere, havde vi sandelig grund til at være deprimerede og fyldt med vrede og håbløshed. For så ville vi sandelig være fanget i en umulig situation – den yderste uretfærdighed – som kun ville forstærke vores onde cirkel af negative følelser.

Men Gud ske lov er grundlaget for vores forhold til Gud, hvad Kristus har gjort for os – hans fuldkomment lydige liv og hans fuldkomne død for vore synder. Det, der frelser os fra håbløshed og depression er, at vi tror på ham, at vi i tillid tager imod hans retfærdighed som en gave, til trods for alle de synder og fejltrin, vi ser hos os selv. For dem, der er fanget i præstations-trædemøllen, vil jeg gerne gentage, at det ikke afhænger af vores fuldkomne anger eller vores fuldkomne tro eller vores fuldkomne afgjorthed.
En har engang sagt, at vi endog skal angre vores anger. Og det samme gør sig gældende for hvert eneste element i vores svar på Guds nåde. Selv vores tro må sige til Jesus: »Jeg tror, hjælp min vantro« (Mark. 9,24). Og vi må overgive vores overgivelse til Gud, for heller ikke den er fuldkommen.
Fra David A. Seamans bog: Nåde eller præstation?