Rekord-antal besøgende på Helsemesse
130 personer besøgte for nylig den stand, som Helligåndens Klinik havde sat op på helsemessen i Odense. I weekenden den 6.-8. oktober deltog Helligåndens Klinik på helsemessen i Marienlystcentret i Odense.
Helligåndens Klinik fra Odense havde på årets helsemesse i Odense et rekord-antal besøgende, som kom og modtog forbøn på deres stand, nemlig 130 personer. Det fortæller Niels Andersen fra Helligåndens Klinik.
– Ud over det sædvanlige glæder vi os over, at en formand for en patientforening med 500 medlemmer på Fyn, som selv fik hjælp, nu vil arrangere møder for medlemmerne, hvor vi kan holde foredrag for dem og betjene dem. Dette giver store muligheder for at forkynde evangeliet for dem. Ved tidligere henvendelser til patientforeninger har deres ledere afvist os med ord om, at de ikke vil lade vort tilbud om betjening gå videre til medlemmerne, da de ikke vil give dem falske forhåbninger om helbredelse, siger Niels Andersen.
Blandt de mennesker, som kom forbi standen, tog nogle få stykker, blandt andet en muslim, imod Jesus og én blev fyldt med Helligånden.
Klinikken havde på skilte skrevet, at de tilbød at undersøge og korrigere folks arm- og benlængder samt skæve rygge.
– Vi gav forbøn mod al slags sygdom. Mange blev befriet for eller fik lettelse af deres legemlige smerter. Der var også folk, som led psykisk.
– En af de besøgende fik minimeret sin angstlidelse og blev helbredt for stærk ørepine, som læger ikke har kunnet gøre noget ved. Vi mødte også nogle tilfælde af spiseforstyrrelser som anoreksi og overspisning, vægtproblemer, afhængighed af søde sager og tobak.
Holdet på Helligåndens Klinik, som gav folk forbøn, havde på forhånd salvet hinanden og standen med olie og bedt Gud om at fylde hele hallen med Helligånden. Og den bøn havde Gud tilsyneladende opfyldt, fortæller Niels Andersen.
– Der var folk, som kom forbi og sagde, at de mærkede en varme og en stærk ånd komme ud fra vor stand, så de ikke engang behøvede forbøn, siger Niels Andersen.
Schwartz