Religionsmøde i underbukser

Danmissions udsendte medarbejder skriver om et uformelt møde med en tilfældig muslim i Cairo, som bl.a. fortæller om, hvordan han holder fastemåneden Ramadan. Artiklen giver et indtryk af, hvordan moderne muslimer forklarer deres religion.Mandag morgen i idrætsklubben. Jeg har været inde og træne og står i underbukser, mens jeg er ved at børste tænder.

Ægteparret Peter og Christa og sønnerne David og Jonas.

Jeg kommer til at tænke på, hvor bogstaveligt muslimer tager det, når de siger, at de ikke må få vådt eller tørt over læberne i dagtimerne under den muslimske hellige måned, Ramadan.
Jeg går ind i omklædningsrummet ved siden af og spørger en af de andre gutter.
Han hedder Ismail, er i slutningen af 40’erne, er en succesrig professor på universitetets medicinske fakultet og har en god stilling på et af de store hospitaler i Cairo.
– Må I børste tænder under Ramadanen, spørger jeg og synes selv, at det næsten lyder som et spørgsmål fra en 7-årig.
Ismail griner og siger:
– Ja, selvfølgelig. Vores Ramadan handler ikke om, at man ikke må spise og drikke, men derimod om at være mådeholden, tænke på andre og fordybe sig i troen. Det er rigtigt, at vi faster i dagtimerne, ligesom man faster i andre religioner, men det er ikke det vigtigste ved vores Ramadan. Desuden kan man udskyde sin faste, hvis det ikke er belejligt f.eks. på grund af rejse. Det samme gælder for patienter, som kan tage medicin osv. Men det er bedre, hvis du gennemfører fasten under Ramadanen.

Ismail forklarer, at idéen med islam er, at det skal være en nem religion og fortæller om dengang, han boede i London i tre år. Han gik til byens hovedmoské, hvor den person, som kalder til bøn, viste sig at være en englænder.
Englænderen havde fortalt, at det tog ham 13 år, fordi han selv måtte lære troen at kende. Ismail forklarer hovedrystende, at englænderen havde spurgt en sheik om, hvad han skulle gøre for at blive muslim, og havde fået det svar, at han skulle lade sig omskære som det første. Desuden havde englænderen fået at vide, at hvis han blev muslim og ville forlade troen igen, ville han blive dræbt. Ismail sagde, at det er vanvittigt, at nogen kan sige sådan.
Ismail rækker ud efter sin træningstrøje og fortæller, at der altid er nogle muslimer, som vil gøre troen vanskelig ved at følge visse regler meget strikt. Det er en skam, for islam er en smuk religion, som vil bygge på det bedste i mennesket. Ismail forklarer, at han selv er muslim, men at han også tror på de andre religioner. En god muslim må tro på alle profeterne: Moses, Jesus, Muhammed osv. – dem, som er omdrejningspunktet i hver deres religion. Ismail mener, at jødedommen er en meget retfærdig religion (øje for øje…) og at kristendommen er en meget tilgivende religion (…vend den anden kind til). Ismail forklarer, at han selv opfatter islam som en gylden middelvej. I islam bliver du f.eks. belønnet for dine gode gerninger, og hvis du kan tilgive en person, som har gjort dig fortræd, bliver du ekstra belønnet.
Ismail forklarer, at der desværre er nogle få mennesker, som bruger troen til at udføre terrorhandlinger, og det er forkasteligt. Bomber i London eller i Madrid, hvor hans kones familie kommer fra, hjælper ikke til at give forståelse for hinandens religioner.

Peter Herum arbejder sammen med den koptiske kirke i Egypten.

Mens vi står og taler, kommer en af de andre gutter ind i omklædningsrummet. Det er Maurice, som er kristen. Jeg ved dette, fordi jeg tidligere på morgenen ønskede ham glædelig Ramadan (kolle sana wa enta tajeb) og han svarede, at han ikke fejrer Ramadan, fordi han er kristen. Maurice hilser hjerteligt på Ismail, hvorefter han undskylder med ’Ana mistargil awi awi in nahadda’ (jeg har meget meget travlt i dag). Maurice snupper en slurk af sin vandflaske og går ud i bruserummet. Mens Ismail fortæller, at han og Maurice er bedste venner, tænker jeg på, at jeg selv er meget tørstig. Jeg har undladt at drikke vand hele morgenen, fordi jeg ikke ville støde de muslimer, som faster, og som sikkert er meget tørstige i varmen (knap 30 grader fra morgenstunden). Måske jeg har misforstået et eller andet om at kunne leve tæt sammen trods forskellig tro – skal man tage grænseløst hensyn til hinanden eller skal man respektere hinanden?
Jeg står stadig med min tandbørste i hånden og tager mig selv i at stå og vifte med tandbørsten, da jeg vil understrege overfor Ismail, at jeg er helt enig med ham i hans synspunkt omkring ekstremisme. Da jeg fornemmer en god stemning, tænker jeg, at jeg lige kan få stillet ét af de andre spørgsmål, som jeg har gået og tænkt over.
Hvorfor er Koranen så vigtig for muslimerne?
Ismail forklarer, at Gud vælger sin tilgangsvinkel til de mennesker, han vil nå, og bruger nogle gange mirakler. For profeten Moses åbenbarede Gud sig ved at overdrage stentavler. For profeten Jesus var det naturligt for Gud at lade Jesus udøve mirakler overfor fattige mennesker og andre lidende, for eksempel ved at helbrede folk. Skulle Gud ønske at nå mennesket på ny i dag, ville det formentligt blive i form at et eller andet fantastisk indenfor den elektroniske verden. På profeten Muhammeds tid var folk meget optaget af det skrevne sprog. Ismail griner og tilføjer, at de ikke havde andet at interessere sig for dengang i et varmt ørkenland. Derfor valgte Gud at sende den mest fantastiske tekst, som åbenbarede sig for profeten Muhammed gennem en engel. Ismail forklarer, at teksten dengang blev opfattet som noget helt enestående. Han sammenligner forskellen på det hidtil kendte sprog og det sprog, som blev åbenbaret i teksten, med forskellen på sproget for et barn i børnehaveklasse og sproget for en professor. Det var et mirakel, fordi teksten blev åbenbaret for profeten Muhammed, som ikke selv var i stand til at skrive eller læse på trods af, at han var 40 år, og derfor ikke ville kunne opfinde en sådan tekst. Profeten Muhammed fik overleveret teksten, som blev skrevet ned af andre, og som i dag udgør Koranen.
Ismail forklarer, at det er derfor, at Koranen er så vigtig for muslimer.

Jeg nikker og siger, at det kan jeg godt forstå, for i de moskéer, jeg har besøgt her i Cairo, har jeg set udsmykning med citater fra Koranen frem for med religiøse billeder, som jeg kender det fra kirkerne.
Ismail forklarer, at islam ikke bruger billeder eller genstande i deres trosdyrkelse, som man kender det fra andre religioner. Tanken er, at der ikke skal være noget mellem det enkelte menneske og Gud. Det enkelte menneske kan bede direkte til Gud uden at skulle gå via en præst eller anvende ’religiøse redskaber’. Jeg forklarer, at jeg som lutheraner godt kan genkende denne tankegang, fordi vi med Luther afskaffede mange billeder i vores kirke. For os er der heller ingen mellem det enkelte menneske og Gud.
Klokken er ved at være mange, og vi slutter vores samtale. Jeg har en rar fornemmelse efter denne morgen i idrætsklubben. Jeg har fået bekræftet at det er vigtigt at bevare nysgerrigheden overfor andre religioner og kulturer. Jeg har også set et eksempel på, at vi sagtens kan leve sammen i fredelig sameksistens på trods af religiøse forskelligheder, som det er tilfældet med Ismail og Maurice.