Absalons hemmelighed

DR1’s familiejulekalender handler om biskop Absalons hemmelighed.Biskop Absalon, hvis statue står på Højbro Plads i København, har lagt navn til årets tv-julekalender på DR1 ”Absalons hemmelighed.”
Men at biskoppen har lagt navn til kalenderen betyder ikke nødvendigvis, at det bliver en særlig kirkelig julekalender.

Storcenter og arkæologi

Julekalenderen handler om den 12-årige Cecilie, som er vild med arkæologi.
Hun bor sammen med sin familie på toppen af et stormagasin. Cecilies 8-årige lillesøster Ida er alvorligt syg, og kun et mirakel kan redde hende.
I forbindelse med årets juleudstilling i stormagasinet, som viser fund fra Absalons tid, hører Cecilie om Absalons hemmelighed og beslutter sig for at finde ud af alt om myten.
– Mon den dækker over det mirakel, der kan gøre hendes lillesøster rask?
Med hjælp fra drengen Hubert begiver Cecilie sig af sted på en lang, svær og farefuld opdagelsesrejse.
Snart opdager de, at hemmeligheden er langt mere fantastisk, end de nogensinde havde forestillet sig.

Hemmeligheden
er grundlaget

– Det er en spændende og medrivende fortælling for hele familien, fortæller Nat Beskos fra Danmarks Radio.
– Biskop Absalon er ikke hovedperson, men hans hemmelighed danner grundlaget for handlingen.
Hvad biskoppens hemmelighed er må vi vente med at finde ud af, måske helt til den 24. december.