Filmen om barnet der ændrede verden

Glem alt om julemanden og Valhalla. I år bryder det sande juleeventyr gennem på det hvide lærred i biografer over hele landet. ”Vejen til Betlehem” hedder filmen om Jesu fødsel. Hvor herligt lyder fodtrinene fra dem, der bringer gode nyheder! Med filmen ”Vejen til Betlehem” har Hollywood endelig sat det sande juleeventyr tilbage på filmplakaten.
Vejen til Betlehem handler om den dramatiske tid før, under og efter Jesu fødsel, som vi kender det fra beretningerne hos Lukas og Matthæus.
Maria og Josef bliver pludselig en del af den største begivenhed i verdenshistorien, da Gud udvælger dem til en helt ekstraordinær mission: At modtage Guds egen søn og verdens frelser Jesus Kristus i et menneskebarns skikkelse. Det har uden tvivl fremkaldt mange spørgsmål hos Maria og Josef.
Og netop nysgerrighed over for, hvordan Maria og Josef har tænkt og reageret, har også været drivkraften for manuskriptforfatter Mike Rich.
Ideen til filmen fik han i julemåneden 2004:
– Jeg havde læst en bunke artikler om Jesu fødsel, Maria og Josef, de tre vise mænd og hyrden – alle de velkendte figurer fra mine forældres julekrybbeopsætning, som jeg under min opvækst havde leget med. Det gik op for mig, at selvom jeg vidste, hvordan rejsen til Betlehem sluttede, så vidste jeg ikke meget om, hvordan Maria og Josef kom dertil, hvordan de var som mennesker, og hvilke udfordringer de stod overfor. Både som et troende menneske og som manuskriptforfatter var det krævende spørgsmål.
Derfor gik Mike Rich i gang med at nærlæse Matthæus- og Lukas evangeliet for at finde yderligere informationer om Marias og Josefs rejse:
– Jeg blev draget af de utrolige valg og beslutninger, som Maria og Josef foretog – og som udelukkende byggede på deres tro på Gud og hinanden. Problemet er, at der er meget lidt baggrundsmateriale om Maria og Josef, så jeg var nødt til at dykke ned i den tids socio-politiske og kulturelle dynamik. Denne research gav mig noget at arbejde med, for på den måde fik jeg indblik i, hvilke problemer Maria stod overfor.

Filmen skildrer Maria og Josefs rejse til Betlehem, hvordan de var som mennesker, og hvilke udfordringer de stod overfor
Gud har lagt sin hånd på

Ud over sin egen research henvendte Rich sig også til en lang række eksperter for at sikre filmens autencitet:
– Allerede meget tidligt i forløbet overlod vi det ufærdige manuskript til en stor skare af teologer – både jødiske, katolske og økumeniske – og de har alle hjulpet til med at løfte filmens autentiske niveau. Ikke kun visuelt – men også på et kulturelt plan.
Blandt de teologer, som er blevet spurgt til råds, er Anne Graham Lotz, datter af Billy Graham. Efter at have set filmen har hun givet den et anerkendende stempel:
– Gud har lagt sin hånd på denne film, og dens bestemmelse er at blive en elsket juleklassiker, sagde Anne Graham Lotz til Newsweek.
– Da filmen var slut, havde jeg tårer løbende ned af kinderne, fortalte Lotz.
Selvom manuskriptforfatter Mike Richs research var et uvurderligt redskab til at skrive manuskriptet, var det en personlig tragedie, der gav Rich den største inspiration:
– Jeg mistede desværre min far i 2005, og i tiden derefter havde jeg svært ved at tackle noget som helst. Kort efter Thanksgiving skrev jeg det første udkast, og jeg isolerede mig med musik og juleevangeliet. Det var virkelig en spirituel oplevelse – og det var en fornøjelse at skrive. Ikke fordi det var en stor, episk historie, men fordi det var det modsatte: en personlig og intim historie om to almindelige mennesker, som gennemfører en helt ekstraordinær mission.

Fra manuskript til film

Nu er manuskriptet blevet filmatiseret med den 16-årige skuespiller Keisha Castle-Hughes (Australien) i rollen som Maria. Hun er en af de mest efterspurgte unge skuespillere lige nu, og hendes præstation i Niki Caros Whale Rider (2002) indbragte hende en Oscar nominering. Josef bliver spillet af den 30-årige Oscar Isaac, der sidste år blev færdiguddannet som skuespiller. Han kan også snart opleves i Steven Soderbergs Guerilla (2008), hvor han spiller over for Benicio del Toro i Blood in the Sand.
Instruktør på filmen er Catherine Hardwicke. Hendes debutfilm, Thirteen (2003), indbragte hende den prestigefyldte Director’s Award ved Sundance Film Festival i 2003 samt en lang række internationale priser. Catherine Hardwicke fortæller, at det har haft en speciel betydning for hende at få lov at instruere Vejen til Betlehem:
– Det har været en ære og et privilegium at få lov at lave denne film. På en måde har jeg følt mig kaldet til at lave den. Hele mit liv har jeg studeret Bibelen, og som barn gik jeg på søndagsskole, så det har været en fantastisk mulighed for mig at lave denne film om tro. Det har været spændende at lave filmen og få mulighed for at arbejde sig ind på Maria og Josef i deres sind, hjerte og sjæl.
– Lige fra jeg fik projektet, begyndte vi at lave research. Det første, vi gjorde, var at tage til Israel og få en guide til at vise os rundt i Jerusalem og i byen Nazareth, hvor de havde genskabt en landsby. Her blev vi meget inspireret til, hvordan vi kunne gøre for at genskabe atmosfæren fra den tid, for de havde gjort alt, hvad de kunne, for at få det til at se autentisk ud, fortæller Hardwicke.

En retsindig mand

Bibelen fortæller ikke meget om Josef. Andet, end at han var en retfærdig mand. Derfor har udfordringen for Oscar Isaac i rollen som Josef været at spille meget skuespil, men med meget få ord. Han fortæller om sine overvejelser med rollen til Christianitytoday.com:
– Hvordan spiller du retfærdig. Løfter du panden og retter ryggen? Hvad gør du som skuespiller? Hvordan gør du Josef til en fyr, man kan identificere sig med? Det kan du gøre ved at vise, at han føler vrede, frygt, tvivl og romantisk kærlighed og jalousi, men han arbejder sig gennem alt dette. Han ender op med at tage de rigtige valg. Han er en retfærdig mand, og vi ser, at det koster ham at tage de rigtige valg.
– Det gik op for mig, at Josefs retfærdighed måtte vises i hans handlinger. For mig blev retfærdighed lig med kærlighed. Han stener ikke Maria, da han finder ud af, at hun er gravid, fordi han er retfærdig. Han ydmyger hende ikke offentligt, fordi han er retfærdig. Da jeg spillede mine scener, var det, jeg følte mest, at jeg bare elskede hende så højt, og jeg forstod, at retfærdighed i virkeligheden betyder uselvisk og ydmyg kærlighed. Den forståelse tog jeg med mig igennem hele filmen.
– Mike Rich har gjort et fantastisk stykke arbejde med manuskriptet, men fælden ville være ikke at gøre noget de steder i manuskriptet, hvor det ser ud til, at der ikke sker noget, fordi de ikke siger noget. For der sker en masse, hvis du læser mellem linierne. Det er der, du kan finde de små øjeblikke, som giver rollen flere nuancer, fortæller Isaac.

Vejen til Betlehem har premiere den 1. december i en række af landets biografer.