Forunderlig forvandling

I Danmark kunne Signe Støvlbæk Pedersen ikke tro, at Gud var til. Men på en bondegård i Australien fik den 23-årige singlepige klarsyn og kom til tro på Kristus.– Jeg boede hos en kristen familie, hvor troen betød alt i deres liv. Det var så mystisk for mig at skulle bede bordbøn og den slags. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle reagere over for det.

Signe ville gerne virke interesseret over for familiens interesser på trods af, at hun mente, det var naivt at tro så intenst på Gud.

– Efter første gang, jeg var med i kirke, fik jeg et andet indtryk af det hele. Der gik fem minutter af gudstjenesten, og så græd jeg på livet løs. Og det undrede mig meget, for normalt skal der meget til, før jeg græder. Men det blev ved – hver gang jeg kom i kirke.

Familien fortalte Signe, at det var Gud, der rørte ved hende, men selv var hun meget kritisk. ”Broderen og søsteren i familien snakkede jeg meget længe med om alt det med Gud, og langsomt skete der noget i mig.”

– Kunne du mærke, du ændrede dig i løbet af dit ophold?

– Ja, helt vildt! Jeg vidste, at det var det rigtige, der var ved at ske med mig, selv om jeg ikke anede, hvordan det skulle udvikle sig.

Signe har svært ved at sætte ord på alt det, hun har været igennem down under. Hun fortæller mig, at hun i løbet af sin tid i Australien oplevede at få en iver fra Gud.

– Jeg kunne slet ikke vente til, det var søndag igen. Det var ligesom juleaften for mig – Gud fyldte mig med glæde!

– Savner du indimellem den gamle Signe?

– Ikke det mindste. Det er stadig mig, men bare en meget ændret udgave. Jeg har fået en glæde – en dyb glæde. Der er en mening med tingene nu, og der skal meget til, før jeg bare lige bliver pillet ned.

– Er livet lettere nu?

– JA!
– Jamen hvordan? Er det blevet lettere at cykle fx?

– Ja, det er blevet tryggere! Generelt har mit liv fået mening og ro. Jeg kan sætte mig ned og bede og bare tale med Gud.
Han er med mig overalt, og det at kende Ham giver en uvurderlig lykke. Men jeg skal vænne mig til det – jeg har lang vej endnu.

Da Signe kom tilbage til Danmark sidste år, var det kompliceret for hende at udleve sin nye tro.

– Jeg kendte jo ingen andre, der troede på Jesus. Jeg følte mig meget alene med min glæde, og til sidst MÅTTE jeg bare tilbage til kirken og vennerne i Australien.

Den smukke singlepige tog fri fra arbejdet og landede kort tid efter i Katanka.
Efter et par måneder tog hun hjem igen, og af en eller anden grund sagde Signe ja til at arbejde på et tidspunkt, som hun aldrig arbejder på ellers. Her mødte hun en dame, der selv var troende, og som kom i pinsekirken i Odense.

– Og så stod det klart for mig! Jeg var nødt til at begynde i en kirke i Danmark.

– Hvad kan du anbefale andre at gøre, hvis de – ligesom du førhen – ikke kender Gud?

– Jamen, i mine øjne var kristne jo virkelig langt ude. Det der med at bede inden en eksamen osv. – nej, det kunne jeg slet ikke tro på hjalp. Og jeg ved ikke, om sådan et syn kan ændres på andre måder end ved at tage i kirke og selv opleve Jesus. Jeg kommer til nogle skønne ungdomsgudstjenester hver søndag i pinsekirken, og jeg kan slet ikke få nok.

– Men hvad, hvis man ikke lige er typen, der går i kirke?

– Det er bare så ærgerligt, at folks billede af en kirke er en tam folkekirke med bænke og en 90-årig gammel præst. Sådan behøver en kirke slet ikke at være, og jeg brænder for at fortælle dem, der kalder sig kristne, men som egentlig ikke tror på Jesus, om Gud, for de går glip af rigtig meget.